Brad Pitt kæmper absurd krig i Afghanistan

I en ny film på Netflix spiller Brad Pitt rollen som general Glen McMahon, som sendes til Afghanistan for at redde en umulig situation. Den nye film ”War Machine” er en absurd fremstilling af krigen i Afghanistan, og timingen må siges at være god, imens NATO-landene overvejer at sende flere tropper tilbage til det krigshærgede land.

Det første man ser af general Glen McMahon er det nederste af hans ben set under væggen til en toiletbås i en lufthavn. Han hiver bukserne op, og vralter han gennem lufthavnen i camouflage uniform på vej i krig. Så er den absurde tone slået an i den nye film ”War Machine” på Netflix, og det fortsætter hele filmen igennem.

Netflix har lavet filmen ”War Machine” med Brad Pitt i hovedrollen som general McMahon, baseret på den meget kritiske bog ”The Operators” af journalist Michael Hastings.
Filmen skulle egentlig være udkommet sidste år, men er blevet udskudt af flere omgange. Nu har den altså haft premiere.

Bogen, og dermed også filmen, er en fremstillingen af absurditeten i den måde amerikanerne og koalitionen udkæmpede krigen i Afghanistan tilbage i 2009. Man følger en general, som er overbevist om sine egne overmenneskelige evner, og overbevist om at han kan lede USA og koalitionen til sejr i en krig som kører på sit ottende år.
Hele Brad Pitts rolle som general McMahon er baseret på general Stanley McChrystal, som var chef for missionen i Afghanistan fra juni 2009 til juni 2010. Legenderne om McMahon er de samme, som man i sin tid hørte om McChrystal: han sov kun fire timer, afsatte kun tid til et måltid om dagen, og drak umådelige mængder kaffe. Budskabet i både ”War Machine” og ”The Operators” er dog, at legenden kom til at fylde mere end virkeligheden.
For problemet er at hverken generalen, koalitionspartnerne eller soldaterne på jorden helt er klar over hvem fjenden er, hvordan man løser problemerne og hvad slutmålet egentlig er.

Fortællingen vi får i bogen og filmen er baseret på journalist Michael Hastings oplevelser i Afghanistan, og derfor får vi også en filmatisering af den artikel som Hastings skrev om McChrystal til magasinet Rolling Stones i juni 2010. Hastings fulgte McChrystal og hans stab på deres rejser rundt i Europa til møder med diverse NATO-ledere, for at samle støtte til en troppeforøgelse. Portrættet af McChrystal og hans stab indeholdt også mange nedsættende bemærkninger om den civile ledelse i Washington D.C. og det ledte til at McChrystal blev fyret som chef for missionen i Afghanistan.
Den nedsættende tone overfor den civile ledelse blandt soldaterne, som man læste i artiklen bliver også meget tydeliggjort i filmen.

Man må sige at den politiske timing for filmens premiere også er ret god. Lige i øjeblikket arbejder Trump-regeringen på at få andre koalitionslande til at bidrage med soldater til en fornyet indsats i Afghanistan – den danske forsvarsminister har allerede sagt at vi er med.
Men filmen tydeliggør hvad der stadig er et problem: Hvad vil vi egentlig i Afghanistan, og hvordan skal vi opnå det? McMahon tager til Afghanistan for at vinde, mens han af politikerne sendes derover for blot at lave damage control for at få USA ud af krigen. Den ene forventer en langsigtet tilstedeværelse, den anden et snarligt exit.
Det er vel sådan set stadig problematikken. Skal vi til Afghanistan for at udøve førstehjælp til styret i Kabul og stabilisere situationen for så at tage hjem igen, eller skal vi blive der i mange år fremover for at opnå en sejr som ingen helt kan definere.

Gennem en absurd og sarkastisk tone stiller ”War Machine” netop det spørgsmål, og både på grund af det gode skuespil af Brad Pitt som den excentriske general, den underholdende tone i filmen og den meget alvorlige underliggende problematik, så kan filmen klart anbefales til en aftes underholdning med efterfølgende tunge overvejelser.