Ted Sorensen – manden bag Kennedys ord

Han var manden bag præsident Kennedys fantastiske taler. Og var helt frem til sin død en af Kennedys arvens vigtigste vogtere. Kongressen.com bringer her et uddrag af chefredaktør Anders Agner Pedersens portræt af Ted Sorensen fra bogen JFK100, der netop er udkommet på Turbine

”Jeg ved, at der i min nekrolog i New York Times kommer til at stå: ’Ted Sorenson var præsident Kennedys taleskriver’. Ikke Sorensen, men Sorenson, som havde jeg norske og ikke danske rødder. De kunne jo også vælge at skrive, at jeg var international advokat i et stort advokatfirma i 40 år, var aktivt involveret i flere centrale politiske områder, blandt andet Cubakrisen og månelandingen. Men jeg er nået frem til, at det at stå som præsident Kennedys taleskriver, det er rigtig fint.”

Ted Sorensen smilede skævt og rettede lidt på sine briller. I de seneste to en halv time havde han fortalt mig om samarbejdet med manden, der holdt nogle af historiens mest berømte taler, John F. Kennedy. Taler, der oftest blev skrevet af Sorensen, i samarbejde med Kennedy selv.

Ted Sorensen tog imod en sommereftermiddag i sin prægtige lejlighed ved Central Park i hjertet af New York City. Selv om et slagtilfælde ni år forinden havde gjort ham næsten blind, var han i fuld vigør, og fortalte detaljeret og passioneret om det samarbejde, der strakte sig fra starten af 1953 og frem til Kennedys død i november 1963.

Nu var det år 2010, næsten et halvt århundrede senere, og Sorensens karakteristiske mørke hår var blevet noget lysere med årene, men stoltheden over samarbejdet med præsidenten var lige så dybfølt, som det altid havde været.

I kølvandet på sin sejr ved senatsvalget i november 1952 var Kennedy begyndt at se sig om efter en politisk medarbejder, der kunne bistå ham i det daglige med politisk analyse, talepapirer, møder og den type opgaver. Selv var Kennedy blot 35 år på dette tidspunkt og hørte derfor til blandt de yngste af de folkevalgte på Capitol Hill.

Så meget desto mere bemærkelsesværdigt var det, at manden, han endte med at vælge som sin politiske følgesvend, var den knap 25-årige Ted Sorensen. En ambitiøs, seriøs ung mand fra Nebraska, der havde både papirerne og anbefalingerne i orden, men som – nøjagtig som Kennedy – var noget ny i det politiske game. Kennedy kunne dog hurtigt se Sorensens åbenlyse kvalifikationer og ansatte ham.

Det skulle blive startskuddet til et samarbejde, der med årene udviklede sig til en fælles forståelse, en fælles måde at tænke på og i nogle sammenhæng nærmest et fælles sprog mellem Sorensen og Kennedy. De kendte hinanden på godt og ondt, den gensidige respekt var stor, og Kennedy vidste, at Sorensen var både dedikeret og flittig, hvilket ikke var uden betydning for senatoren fra Massachusetts i bestræbelserne på at nå magtens ypperste tinder.

I sommeren 1956 rakte Kennedy første gang ud efter en plads i Det Hvide Hus. Dog ikke som præsident, men som vicepræsident. Makkeren til Demokraternes kandidat, Adlai Stevenson, skulle nemlig findes ved afstemning på partikonventet, og her meldte Kennedy sig som kandidat. En ide, som det imidlertid ikke var alle i partiet, der kunne se fidusen i. Således måtte Kennedy sande, at Tennessee-senatoren Estes Kefauver havde bedre kort på hånden i den dyst. Kennedy valgte at tackle nederlaget offensivt og gik på talerstolen og opfordrede til, at man som parti samledes om Kefauver og forlod konventet som en enhed i fælles front mod den republikanske præsident Eisenhower.

Kennedys tale blev godt modtaget, ikke bare blandt tilhørerne på konventet, men også blandt folk ude i stuerne. For første gang blev konventet nemlig dækket af det nye medie, tv, og således nåede Kennedys tale længere ud end Chicago, hvor konventet fandt sted.

Efter konventet tog både Kennedy og Sorensen på ferie, men såfremt de herrer havde håbet på en rolig start efter ferien, var det en illusion. For da Sorensen vendte tilbage til kontoret på Capitol Hill, var der, med Sorensens egne ord ”en helt sækfuld af breve” fra hele landet med taleforespørgsler og andre politiske invitationer til senator Kennedy.

Sorensen tog sækken med de mange breve over skulderen, kørte ud til Kennedys hjem i Georgetown og tømte den ud over spisebordet. Efter at have gennemgået og sorteret de mange breve, konstaterede Sorensen:
”Det skulle nok kunne holde os beskæftiget de næste par måneder,” hvortil Kennedy svarede:
”Du kan lige så godt tage med mig.”

Det lille roadshow med Kennedy på talerstolen og Sorensen ved skrivemaskinen i gang med at skrive talen til næste møde, endte med at strække sig noget længere end de par måneder, Sorensen og Kennedy først havde vurderet det til hjemme ved Kennedys spisebord. For mere avlede mere, og langsomt men sikkert blev rundturen et centralt element i det græsrodsnetværk, som Kennedy og Sorensen fik opbygget rundt om i landet blandt diverse lokale partiforeninger.

Samtidig betød de mange timer på landevejen, at Sorensen og Kennedy for alvor fik perfektioneret deres samarbejde, hvad angik talerne. Sorensen lærte i detaljer at forstå, hvordan Kennedy talte, hvilke udtryk han var glad for at bruge, hvilke vendinger, der virkede og hvilken dynamik, Kennedy i sin levering kunne få ind i talerne. Tilsvarende lærte Kennedy Sorensens skrivestil og tankegang at kende, kombineret med at han blev en stadig bedre taler som følge af den intense træning, de mange arrangementer gav ham.

Mission Kennedy For President lykkedes, og dermed rykkede samarbejdet mellem Sorensen og Kennedy fra Capitol Hill til Det Hvide Hus. For at Sorensen skulle være en del af Kennedys stab som præsident, var der ingen tvivl om. Sorensen fik titel af rådgiver for præsidenten, om end han i offentligheden først og fremmest var kendt som taleskriveren.

Du kan høre Anders Agner Pedersen fortælle mere om samarbejdet mellem Kennedy og Sorensen i showet ‘The Speeches Of President Kennedy’, der spiller en ekstra forestilling på Østre Gasværk onsdag den 31. maj.
Køb billetter til ‘The Speeches Of President Kennedy’ her

Køb ‘JFK100’ her