Hej Kina. Undskyld, vi driller. Vi mener det ikke. Kh. USA

Som så ofte før har den nuværende amerikanske valgkamp budt på hård retorik fra især Mitt Romney i forhold til Kina. Kineserne tager det formentlig afslappet, da den slags tomme trusler hører med til en valgkamp og ikke har nogen gang på jord

Af Anders Agner Pedersen og Jonas Løvschall-Wedel

ANALYSE: Ingen amerikansk valgkamp uden det, der på engelsk er kendt som ’China Bashing’. Det betyder, at man som amerikansk præsidentkandidat puster sig op over for kineserne og truer med bål og brand. Valgkampen mellem Barack Obama og Mitt Romney er ingen undtagelse. Især sidstnævnte har ved gentagne lejligheder praktiseret en yderst skarp retorik i forhold til Kina, og hvilken kurs han vil praktisere, hvis han ender med at vinde valget tirsdag den 6. november. ’Kina skal holdes i stram snor’, ’Kina skal gøre, som vi siger’, og ’Det er stadig os, der bestemmer’ har været hovedbudskaberne fra Romney. Obamas stil har været noget mere afdæmpet end udfordrerens. Måske fordi han er klar over, at de ting, Romney siger omkring Kina, ikke har nogen gang på jord, hvis han bliver præsident. Nøjagtig som det ikke ville have nogen gang på jord, hvis Obama selv sagde det.

USA er i dag kolossalt afhængige af Kina, og virkeligheden er, at de dage, hvor amerikanere kunne puste sig op kommandere med kineserne, hører fortiden til. De seneste 20 års økonomiske udvikling har gjort, at Kina ikke længere er klassens svage dreng, men tværtimod ham alle ved, de skal holde sig på god fod med. Samtidig har USA i dag en enorm gæld til Kina, og de tidligere maoister ville derfor så let som ingen ting kunne sende den amerikansk økonomi til tælling. Det er der dog ingen fare for, at kineserne gør, for forholdet går begge veje, og en svag amerikansk økonomi sænker kun den kinesiske vækst, så det er bedst for alle at forblive gode venner.

China bashing er et fast element
Med det i baghovedet kan man derfor spørge sig selv, hvorfor ’China Bashing’ er så yndet en disciplin i amerikanske valgkampe. Svaret er enkelt. Det signalerer styrke. Det signalerer lederskab. Og det signalerer supermagtsstatus. Det er noget, som mange amerikanske vælgere godt kan lide. Og i særdeleshed i denne valgkamp, hvor Romney og Republikanerne har forsøgt at angribe Obama for at være en svag leder internationalt, er det effektivt. Når man i forvejen har etableret en angrebsflanke om, at der i dag er mindre respekt om USA i resten af verden, end der var tidligere, fordi Obama har været svag og undskyldende i sin ledelsesstil, så passer det som fod i maosko at springe op som en tiger i forhold til kineserne.

Blandt den kinesiske befolkning er der ganske vist en smule undren over, hvorfor amerikanerne er efter dem, men tag ikke fejl; skulle Romney blive præsident, så vil han også falde ned som et lam. Og det ved de kinesiske ledere godt. Derfor tager de det også med sindsro, når endnu en omgang ’China Bashing’ gjalder ud af højtalerne ved republikanske valgmøder.

Det samme sker i Kina
Faktisk foregår det samme i Kina, hvor USA, og særligt Japan, bliver udpeget som lande, der ikke altid viser den fornødne respekt for riget i midten. Ligesom i USA er det at udpege udeforstående fjender et vigtigt redskab til at skabe national samling. Det er en mulighed for at skrue op for retorikken og sikre, at befolkningen bliver overbevist om, at landets ledelse ikke ligger under for nogen og sagtens kan stå op for sine egne, også selvom det er USA’s præsident, der sidder på den anden side af bordet.

Hele denne farce udspiller sig i primært USA, men også i Kina har disciplinen om at slå til den anden supermagt vist sig at være effektiv i forhold til at overbevise middelklassen om, at de bliver ledet af de rigtige – om de så selv har valgt dem eller ej. Dette spil hører til indenfor den indenrigspolitiske sfære og har faktisk meget lidt med landets reelle udenrigspolitik at gøre. Både i Washington D.C. og Beijing forstår de, at magtbalancen har ændret sig, og at der ikke længere er nogen klar verdensleder. Derfor er ’China Bashing’ også udtryk for amerikanernes usikkerhed overfor den nye verdensorden og et hult forsøg på at puste sig op endnu en gang. Faktum er, at begge regeringer har brug for hinanden til at skabe national vækst og arbejdspladser så de kan bevare folkets støtte og gunst.

Rituel positionering
Både Det Kinesiske Kommunist Parti og den amerikanske administration har brug for at holde middelklassen glade. Derfor er det for middelklassens skyld, at man opfører den aggressive retorik, ligesom det også er for at holde dem glade, at man samarbejder om at skabe nye arbejdspladser og vækst. Derfor vil det også betyde forsvindende lidt i forhold til USA og Kinas forhold, om det bliver Romney eller Obama, der skal lede USA de næste fire år. At præsidentkandidaterne puster sig op under valgkampen er snarere et udtryk for national forfængelighed end en ny udenrigspolitik. Derfor ignorerer Kina også debatten, som bliver set som et internt amerikansk anliggende. For uanset hvad der måtte blive sagt, er opgaven for en amerikansk præsident at skabe en sund økonomi og jobsikkerhed for amerikanerne, hvis han vil blive siddende, og det sker ikke uden hjælp fra Kina.

Skulle man derfor forestille sig en sms-korrespondance mellem de to supermagter i øjeblikket, ville den lyde noget i retning af: ’Hej Kina. Undskyld, vi driller. Vi mener det ikke. Kh. USA’, hvortil svaret ville lyde: ’Hej USA. Det ved vi godt. Bare husk vores gamle ordsprog: ’Når man rider på en tiger, skal man holde godt fast. Falder man af, bliver man ædt.’ Håber ellers alt er vel hos jer. Vi tales ved. Mvh. Kina.’