Bombning i Syrien gjorde ikke Trump præsidentiel

Selv efter 100 dage hersker der usikkerhed om USA’s udenrigspolitiske kurs. En villighed til at anvende magt lader til at være central – men mener man truslerne alvorligt, og hvad med bagefter? En ”Axis of Adults” er ved at vokse frem i regeringen, og vi kan håbe at de får mere at skulle have sagt.

Lige om lidt er det 100 dage siden Donald Trump overtog embedet som USA’s præsident, og dermed blev Commander-in-Chief for verdens mægtigste militære styrke. Samtidig blev han leder af verdens eneste supermagt, hvis repræsentanter har enorm indflydelse på de bonede gulve overalt i verden, hvad end det er til internationale konferencer, fredsmæglinger eller handelsforhandlinger.
Alligevel står vi nu 100 dage efter indsættelsen, og ved stadig ikke rigtig hvor vi har USA.

Budskabet den 20. januar var klart: ”America First”. Okay – hvordan? Centrale medlemmer af hans hold har virket uenige i præsidentens udtalelser om f.eks. NATO og USA’s generelle forhold til sien allierede. Det gælder f.eks. forsvarsminister James Mattis, vicepræsident Mike Pence eller udenrigsminister Rex Tillerson (i det omfang vi har hørt fra ham).
Af den grund har man fået forskellige udmeldinger på centrale områder af amerikansk udenrigspolitik. Lægger man fortsat fokus på en ”Et-Kina politik” i forholdet mellem Kina og Taiwan? Vil man gå efter en En- eller To-statsløsning i spørgsmålet om Israel og Palæstina? Vil Rusland fortsat få lov til at besætte Krim-halvøen? Det har der været forskellige udmeldinger om undervejs.

Det har også været ret tydeligt, at der er en stejl læringskurve for præsident Trump i forhold til forståelsen af internationale forhold. Han har angiveligt udtrykt en absolut manglende forståelse for organisationen og konceptet EU ved sit møde med den tyske kansler Angela Merkel.
Ligeledes viste det sig, at han havde meget svært ved at forstå, at de 2%, som NATO’s medlemslande har forpligtet sig til at bruge på militæret, ikke var en betaling til USA. Trumps opfattelse var at der manglede penge til det amerikanske militær, fordi de allierede ikke havde betalt deres del af udgifterne. Det måtte også lige forklares.

Der så dog ud til at være sket en normalisering over det sidste stykke tid. Udtalelserne i forskellige retninger stoppede, NATO var ikke længere forældet, og så var der lige det der med bomberne. Efter Assad-regimet endnu en gang anvendte kemiske våben mod sin egen befolkning, så kom der en amerikansk reaktion. ”Endelig!” mente mange. USA havde vist lederskab i en konflikt, som mange har svært ved at se en ende på. Trump fik rosende ord fra nær og fjern – altså lige bortset fra vælgerne. 41% af de amerikanske vælgere var imod at USA bombede i Syrien, men 50% var for. Det er dårlig opbakning til anvendelse af militær magt, sammenlignet med andre militære operationer siden invasionen af Grenada i 1983.
Men ligesom ved Trumps tale i Kongressen den 28. februar så var det kun en kort affære, at Trump blev kaldt præsidentiel, og fik ros – også i danske medier.

For der kom ingen opfølgning på bombningen i Syrien. Basen var kort efter operationel igen, og Assad-regimet kunne sende fly afsted fra den. Derudover skete der ikke det store. Trump havde fået markeret at han ikke ville acceptere, at Assad brugte kemiske våben mod sin egen befolkning, men alle mulige andre våben lader til at være okay.

Og så var det at vi blev yderligere mindet om, at det er utrolig vigtigt at forsvarsminister James Mattis, udenrigsminister Rex Tillerson, minister for Homeland Security John Kelly, national sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster og forsvarschef Joseph Dunford får mere indflydelse end de har nu. Jeg har i et amerikansk medie set disse herrer omtalt som ”The Axis of Adults”. Der skal sågar være en aftale mellem Mattis, Kelly og Dunford om at der altid skal være én af dem i landet, således at der kan sendes en repræsentant til Det Hvide Hus, hvis præsidenten skal standses fra at gøre noget dumt eller akut rådgives.
Den 11. april udtalte Trump at man sendte en ”armada” mod Nordkorea for at afskrække regimet fra at foretage sig yderligere tests. Den 15. april skete der bare det at Pentagon udsendte et billede af den hangarskibsgruppe, som Trump sagde var på vej mod Nordkorea. Problemet var bare at billedet viste hangarskibet på vej sydpå i Sunda Strædet ved Indonesien – adskillige tusinde kilometer den forkerte vej. Sådan noget koster troværdighed hos de asiatiske allierede.

Der er altså stadig lang vej før Trump kan virke præsidentiel på den udenrigspolitiske front. Der har været kortvarige lyspunkter, og man kan håbe at ”The Axis of Adults” får mere indflydelse. Dog er der stadig det problem, at 96 dage inde i hans præsidentperiode stadig mangler at nominere 107 personer til topposter i det amerikanske udenrigsministerium – ud af 119! I Pentagon mangler præsidenten at nominere til 43 ud af 53 topposter. Der er brug for kompetente rådgivere og embedsmænd m/k i de mange ministerier. Problemet er grundlæggende, at man har blacklistet en stor mængde eksperter fra det republikanske parti, som ellers ville have været oplagte kandidater. Det er sket, fordi de talte imod Trump under valgkampen. En løsning har været for Trump at finde militærfolk, såsom Mattis, Kelly og McMaster – de er loyale overfor præsidentembedet og tjener derfor. Indtil Trump får gennemskuet en måde at finde kompetente rådgivere, så vil læringskurven forblive meget stejl for Trump, og det er ikke rart for nogen af os.