Af Lars Bangert Struwe, ph.d. generalsekretær Atlantsammenslutningen
USA viser nu vej i Syrien med et angreb, der kan blive en game changer, hvis det følges op med en strategi.
I nat angreb amerikanske styrker syriske baser – aktionen, som Obama aldrig tog sig sammen og lavede. Det er en game changer ikke kun i Syrien, men i international politik. Præsident Trump er nu drevet af begivenheder blevet trukket ind i Syrien. Derved udfylder USA det magttomrum, som særligt Rusland har udnyttet og udfyldt. Men tomrummet skal blive ved med a være udfyldt. Og det kræver en strategi. Ellers bliver det et meget dyrt nyttesløst angreb.
Helt overordnet – kanonbådsdiplomatiet er tilbage
Trump har nu vist, at der er en linje i sandet, som man ikke skal overskride. Han bruger klassisk demokratisk (Clinton) politik med brugen af krydsermissiler. Det er et våben, der gør, at man undgår at skulle indsætte tropper på jorden. Ser vi på hans snart 100 dage, så peger tingene nu på, at han vil bruge flåden, specialoperationsstyrker, droner og efterretningstjenester til at presse sin politik igennem. Dette har en række konsekvenser.
Angrebet er et meget klart og tydeligt forståeligt signal til hele verden. Trump kan ikke lide, at nogen angriber børn med kemiske våben. Der går linjen meget klart. Det fattede man ikke i Syrien. Man forstår det forhåbentligvis meget hurtigt i Rusland og accepterer det – ellers vil Rusland få det svært de næste fire år.
Rusland må nu forstå, at USA har fået en leder, der kun til en vis grad accepterer Ruslands forsøg på at etablere sig som mere end en regional stormagt. Det vil næppe passe russerne. De russiske forsøg på en tilnærmelse til USA og særligt Trumps team har haft den modsatte effekt. Indtil i går kunne Trump ikke tilnærme sig Rusland uden, at alle råber højt om aftalt spil, beskikkelser, valgsvindel etc. Men dette har ændret sig i nat. Nu vil vi alle ønske amerikansk-russiske samtaler, så situationen ikke eskalerer. Samtidigt taler USA nu ud fra en magtposition, som russerne hader, men forstår. NATO og USA skal bruge dette, og presse hårdt på for en genetablering af et rimeligt forhold og til at presse Rusland.
Nordkorea og Iran vil forhåbentligvis forstå, at der med Trump er grænser for, hvad de kan gøre. Begge stater vil nok svare igen ved at accelerere deres missilprogrammer i håbet om at kunne bruge disse som paraply. De vil dog se på forholdene med ret stor bekymring, og de forstår en præsident, der bruger sin magtposition.
Kina ser på dette med en vis bekymring. Midt under et statsbesøg viser Trump sin præsidentielle magt og angriber Syrien. Det havde man heller ikke lige set i Kina. Det får den konsekvens, at kineserne med ærgrelse vil overveje deres ageren særligt i det Sydkinesiske Hav. Trump har tidligere truet Kina, og nu kan Kina se, at Trump er klar til at bruge sine kanonbåde. Det vil nok betyde en noget mere varsom kinesisk ageren. Spørgsmålet er om Filippinernes præsident forstår budskabet, og kalder sig selv til ro i Det Sydkinesiske Hav.
Syrienkrigen
USA har nu vist sig i Syrien. Om Assad fatter det er jeg usikker på. Desværre vil borgerkrigen fortsætte. Der skal forhandles en fred. Og nu vil Tyrkiet nok prøve at trække terror og NATO-kortet og prøve at få den nye stærke dreng i klassen til at følge den tyrkiske linje. Det lykkes nok ikke. Der skal findes en fredsløsning, og den skal inkludere næsten alle parter – IS og tilsvarende organisationer vil blive holdt udenfor. Det betyder, at Assad og Rusland skal finde en position, hvor Assad trækker sig tilbage og Rusland bibeholder sine baser. Samtidigt med, at de mange forskellige grupperinger i Syrien skal ikke bare føle sig hørt, men mærke sig hørt. Det vil tage meget lang tid, og fortsat koste tusinder af menneskeliv og flygtninge.
USA’s manglende strategi
Inden alt dette bliver til en halleluja hyldest af Trump, så skal vi se mere end et angreb. På positivsiden er, at USA nåede at advare Rusland og involverede Storbritannien. Det er godt, og peger positivt fremad i et spor, hvor USA ikke går enegang.
Vi skal se en strategi, der angiver en vej fremad for amerikansk sikkerhedspolitik. Og det bliver svært. Hvis rygterne i Washington taler sandt. Så er der lige nu en krig i gang i administrationen, hvor Trumps folk bliver presset ud af klassiske republikanere, og hvor den ikke-politiske del af administrationen spænder ben for Trumps folk. Vi mangler hele State Departement på plads og Pentagon er heller ikke klar. Det har den konsekvens, at sikkerhedspolitikken lige nu laves af general McMaster, de amerikanske sikkerhedspolitiske rådgiver. Vi må håbe, at McMaster nu får lav et en strategi. Ellers bliver det en fuser af de dyre.
You must be logged in to post a comment Login