Bobbys store tale

Den 4. april 1968 holdt Bobby Kennedy sin bedste tale nogensinde. Talen var kun godt fem minutter, blev holdt på laddet af en bil og var kun skrevet ned i hurtige noter på et stykke papir. Alligevel er den gået over historien som en af alle tiders største taler.

INDIANAPOLIS, INDIANA: “Ved de det om Martin Luther King,” spurgte Bobby Kennedy inden han skulle til at holde sin tale en mørk aprilaften tilbage i 1968.

Der blev rystet på hovedet til Bobbys spørgsmål. Nyheden om Martin Luther Kings død var endnu ikke nået til det nordlige Indianapolis, hvor Kennedy førte primærvalgkamp. Mordet på den ikoniske borgerrettighesforkæmper kunne meget vel afføde stærke reaktioner og derfor var ordensmagten også yderste skeptiske med hensyn til Bobbys ønske om at tale lige netop denne aften.

Bobby var imidlertid ligeglad. Han ville tale den aften. Det var ikke tidspunktet at tie. Men i stedet tidspunktet at tale sammen og sørge for, at vreden ikke tog overhånd.

Talen, Bobby Kennedy havde planlagt, var hurtigt skrevet ned på et lille stykke papir og havde ikke meget med en klassisk primærvalgkamps tale at gøre. I en sådan taler kandidaten gerne om lokale emner, jobskabelse, økonomi, sundhed og uddannelse. Men en sådan tale ville Bobby ikke holde denne aften i Indianapolis. Han ville holde en tale om Martin Luther King og den ånd, han efterlod. Og den kamp, det nu var op til at andre at føre videre.

Bobby hoppede op på laddet af en vogn, hvor en mikrofon var sat op og kunne derfra fortælle tilhørerne det, de ikke havde hørt endnu, nemlig at Martin Luther King kort forinden var blevet skudt og dræbt i Memphis, Tennessee.
Budskabet udløste øjeblikkeligt skrig, gråd og råb i afmagt og fortvivlelse.
”Hvis I står med følelsen af bitterhed, had og ønsket om hævn, så ja, den retning kan vi sagtens bevæge os i som nation. Det vil føre til endnu mere polarisering. Sorte og hvide, fyldte med had til hinanden. Men vi kan også prøve at gøre det, som Martin Luther King gjorde, nemlig prøve at forstå hinanden og erstatte den vold og de blodsudgydelser, vi lige nu ser i vores land, med en indsats om skabe forståelse, medfølelse og kærlighed. For dem af jer, der er sorte, og som lige nu er fristede af at føle had og mistillid mod hvide på grund af det forkerte ved en sådan handling som denne, til jer vil jeg bare sige, at det er en følelse jeg godt selv kender og også selv har følt i mit eget hjerte. Jeg har et familiemedlem, som blev dræbt, men han blev dræbt af en hvid mand. Men vi skal gøre en indsats her i USA for at forstå hinanden, og komme igennem de her ganske vanskelige tider,” lød budskabet fra Bobby Kennedy.

Der er stille i Martin Luther King Memorial Park. Det er 49 år siden den aften, hvor Bobby Kennedy talte om behovet for forståelse, medfølelse og kærlighed.

Det er en kølig morgen, så det er sparsomt med, hvor mange af de lokale, der har begivet sig ud i den lille park.

Jeg ser mig omkring. Trods de mange år, jeg har beskæftiget mig med Kennedy-familien, herunder Bobby Kennedy, er det første gang, jeg er i Indianapolis. Staten Indiana ligger i midtvesten, øst for Illinois, og kan ikke just betegnes som et yndet turistmål. Guvernøren hed indtil for kort tid siden Mike Pence, og med undtagelse af Obamas sejr i 2008, er staten gået til den republikanske præsidentkandidat ved samtlige valg siden lige netop 1968.

Jeg har set den korte tale et utal af gange på YouTube, og den gør lige stort indtryk hver gang. Der er noget tidløst over de budskaber, Bobby fremhæver i talen og nogle pointer, som er lige så relevante i USA anno 2017, som de var tilbage i 1968. Nøjagtig som dengang er USA et splittet land. Og nøjagtig som den gang ville det være at foretrække, hvis samtalen og den gensidige respekt kunne afløse volden og den rå tone.

Jeg slentrer langsomt hen ad den lille sti, der går på tværs gennem den store græsplæne, der udgør parken. Cirka i midten af det hele står det monument, der blev opført til minde om både King, og den storslåede tale, Kennedy holdt den aften tilbage i april 1968. På den ene side af stien er Bobby Kennedy afbilledet med sin højre hånd rakt frem, hen over stien til den anden side, hvor Martin Luther King ligeledes rækker sin højre hånd ud efter Bobby.

Det er let at mærke historiens vingesus, som man står der og kigger på de to amerikanske ikoner, der på hver deres måde spillede centrale roller i 1960’ernes Amerika. Og som med rette fortsat hyldes den dag i dag.

Jeg tager et par billeder både af statuerne, af parken og af det skilt, der er sat op i hjørnet med historien om det, der skete den aften for mange år siden. Det kniber stadig for solen med at få has på morgenkulden, så jeg kaster et sidste blik ud over den lille park inden jeg sætter mig ind i bilen og tænder for varmen.

Jeg falder i staver et øjeblik, mens jeg ser talen for mit indre blik nok engang. Det er så langt fra den mest kendte tale i amerikansk politisk historie. Der står Bobbys storebror blandt andet bag flere af dem. Men når denne tale alligevel er værd at huske her, knap et halvt århundrede senere, så er det ikke kun på grund af dens budskaber, dens oprigtighed, dens komposition og dens nerve.

Det er i lige så høj grad på grund af dens effekt. For politiet havde ret i deres forventning om, at det ville komme til at gå hedt for sig mange steder i USA den nat. Det gjorde det i den grad også. Men ikke i Indianapolis. Bobbys budskab fra laddet i den nordlige del af byen blev hørt og taget til efterretning. Og det er værd at huske her, 49 år efter det skete. At ord betyder noget.