Reality-præsidenten

Donald Trump forstår politik gennem konflikt og branding. Drama danner rammen om hans præsidentembede, men sådan fungerer amerikansk politik ikke.

WASHINGTON D.C — Mandag formiddag i sidste uge tonede Donald Trump frem på skærmen.

Med fast stemme og the stars and stripes hængende i baggrunden erklærede han:

”We’re very pleased pleased to announce that the great company Exxon Mobile is going to be investing $20 billion in the Gulf coast and the Guld Coast Region. It’ll be 45,500 jobs and they’re great jobs — $100,000 average. And this is something that was done to a large extent because of our policies and the policies of this new administration having to do with regulations and so many other things. I said we are bringing back jobs. This is one big example of it.”

There is an incredible spirit of optimism sweeping the country right now—we’re bringing back the JOBS! pic.twitter.com/BNSLvKiEVj

— Donald J. Trump (@realDonaldTrump) March 6, 2017

Fangede du den? Donald Trumps lederskab og hans førte politik har allerede skabt tusindevis af arbejdspladser i USA.

Her er problemet. Det er en lodret løgn.

Exxon annoncerede deres investeringsplaner over 10 år tilbage i 2013. Hvem var det nu, præsidenten var dengang? Nårh, ja. Barack Obama.

Donald Trumps store interesse er at overbevise folk om, at han er en succes. Alt andet synes sekundært. Trump ser sig selv som Jed Bartlet fra the West Wing. Den glorificerede figur, der holder en tale og overbeviser alle andre om, at han har ret og derfor får sin vilje.

For folk der kender byggematadoren Donald Trumps modus operandi, står Exxon-aftalen næppe som en overraskelse. Hele hans forretningsmodel er baseret på at smide hans navn med store blokbogstaver i guld på andres projekter og bygninger.

En ting står soleklart efter mere end 18 måneders valgkamp og 50 dage med ”The Donald” i Det Hvide Hus:

Præsident Trump ved, hvordan han gør sig selv midtpunktet. Svinger søgelyset væk fra ham i et øjeblik, så går der ikke lang tid, før det næste sensationelle tweet eller den næste konspirationsteori forlader hans tanker.

Trump er afhængige af medierne, men medierne er også afhængige af Trump. Som CBS’s præsident Les Moonves sagde under valgkampen:

”It may not be good for America, but it’s damn good for CBS.”

Donald Trump er den mest atypiske præsident, som USA har set i moderne historie. En af de store udfordringer ved at dække ham, er at han ikke tilpasser sig de institutionelle begrænsninger og demokratiske normer, som vi forventer af USA’s øverste leder.

George W. Bush og Barack Obama spillede begge to efter reglerne. Politisk udfordrede de begge grænserne for føderal magt, men ingen af dem kunne næppe beskrives som ude over sidelinjen.

Donald Trump er en anden sag.

Siden han satte sig i stolen i det ovale kontor har han erklæret, at pressen er folkets fjende, opdigtet et terrorangreb i Bowling Green og Sverige, og han har uden beviser beskyldt sin forgænger for at være skyldig i det største politiske kup siden Watergate.

Velkommen til The Trump Show.

”Han bruger greb, som vi bruger hver eneste dag til at fortælle en historie. Konflikt og drama – det er drivkræften bag reality-tv,” siger Tom Forman, der er direktør for produktionsselskabet Critical Content i et interview med NPR.

”Han forstår menneskelige relationer. De store temaer som kærlighed og jalousi og hævn og koger dem ned til samtaler mellem to personer. (…) Trump forstår, hvad der får os til at have bestemte og stærke følelser.”

Tag bare eksemplet Reince Priebus og Steve Bannon. De to mest magtfulde rådgivere er pragteksemplaret på reality-showet i Det Hvide Hus. Hadet mellem de to er tydeligt, som denne episode fra den konservative konference CPAC tydeligt beviste. Og historierne om det dysfunktionelle hovedkvarter vil ingen ende tage.

I et interview med Olivia Nuzzi forklarer Priebus og Bannon tåkrummende, at stabschefen i Det Hvide Hus giver daglige rygmassager til Bannon, og at de skam er gode venner.

”Vi taler samme konstant. Hele dagen vil jeg sige. Og så snakker vi også om natten,” sagde Priebus.

”Indtil vi falder i søvn,” supplerede Bannon.

‘”Indtil nogen af os falder i søvn … du faldt i søvn i går.”

”Det er rigtigt,” konstaterede Bannon.

”Klokken var, hvad var den, kvart i 11,” påpegede Priebus.

”Jep.”

”Han var ikke til at få fat i,” sagde Priebus med et grin.

Der er konflikt i Det Hvide Hus. Men alt er godt. Det skaber opmærksomhed. Det tiltrækker seere. Det betyder klik.

”Medierne elsker en god historie. Trump ved, at vi alle sammen elsker en simpel historie fortalt på en forståelig måde. Og han forsøger på bedste vis at give os, præcis hvad vi ønsker,” siger Tom Forman.

Det føles stadig uvirkelig, at Donald J. Trump er USA’s præsident. Forestil dig at vågne i dag fra et koma efter to år. Stjernen bag The Apprentice er verdens mægtigste mand. Hvordan er det muligt?

Vi skal tilbage til Jed Bartlet. Trump har formået at kapitalisere på ’West Wing’-tilgangen til amerikansk politik. Tænk på hans tale til Kongressen for et par uger siden.

Trump stillede sig op på talerstolen. Han fulgte teleprompteren. Holdt en god tone. Han talte sagte. Reciterede en søvndyssende tale, der på ingen måde strålede.

Dagen efter blomstrede lovprisningen fra Fox til MSNBC. Det var øjeblikket, hvor Trump trådte i karakter som USA’s præsident bekendtgjorde den progressive kommentator Van Jones på CNN.

Javel.

Præsident Trump var glad. Kabel-TV var besat af hans succes. Hans seertal var skyhøje. Men hans succes afhænger ikke af antallet af gode taler, han giver. Eller hvor mange i demografien 50-64, der opfatter ham som en succes. Præsidenter opnår ikke resultater ved at give gode taler eller ved at invitere folk på besøg på 1600 Pennsylvania Avenue og bede dem om at støtte deres agenda. Washington er ikke The West Wing. Washington minder meget mere om Veep. Alt handler om genvalg, og politikeres egoisme overskygger alt.

Hvis Donald Trump forsætter sin ide om, at politiske resultater stammer fra PR, så bliver han en af de mindst effektive ledere i USA’s historie. Politik handler om at bygge koalitioner. Det gør du ikke gennem en reality-opfattelse af præsidentens magt.

Men måske er det ligegyldigt. Trump har gentagne gange vist sig villig til at omfavne personer, der overdriver hans popularitet, og skubber faktisk resultater til side. Så længe Trump vinder i medierne, kan det være ligegyldigt, hvordan han rent faktisk regerer.

”Det står ikke klart, hvornår showet stopper, og virkeligheden begynder,” sagde Missouris senator Claire McCaskill forleden.

Politik handler om resultater. De fleste folkevalgte stræber efter at gøre livet bedre for andre mennesker.

Det er trist, at spørgsmålet er, om USA’s præsident foretrækker fantasien om hans eget reality-show, hvor han er en succes og den vigtigste præsident i USA’s historie. Eller om han på et tidspunkt indser, at virkeligheden, der dikterer hans muligheder for at blive genvalgt, er en anden.

Men indtil videre har The Donald fokuseret på reality-versionen af præsidentposten. Og indtil han skifter holdning, er vi nødt til at affinde os med det.