Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Trump eskalerer sine egne problemer om Rusland

Med en tweet-storm hævdede præsidenten, uden beviser, at Obama beordrede aflytning af hans telefon. Med det åbner han sig selv op for en udvidet undersøgelse og nye læk.

WASHINGTON D.C. : Lørdag morgen beskyldte USA’s siddende præsident uden belæg, tidligere præsident Barack Obama for i bedste Nixon-stil at have beordret telefonerne i Trump Tower aflyttet under valgkampen.

Det er på nuværende tidspunkt en lamslående konspirationsteori, der tilsyneladende stammer fra alt-right mediet Breitbart. Ifølge New York Times bad FBI-direktøren James Comey samme dag justitsministeriet om at afvise Trumps påstande som falske. Dette er i skrivende stund ikke sket.

Trump er også gået skridtet videre og kræver, at Kongressen undersøger hans påstand.

Lad os starte med det indlysende. Trump tager med 99,9 procents sikkerhed fejl. For at tro på Trump er du nødt til at tro på følgende: Obama brød loven ved at bede om det, mens FBI og dets stab lagde sig ned og udførte ordren. En uafhængig føderal domstol udstedte en såkaldt FISA-kendelse baseret på et politisk grundlag. Agenturerne udførte en ulovlig aflytning, uden at det lækkede. Og hvis Trump har beviser, ligger den inden for hans magt at frigive klassificeret materiale. Men Det Hvide Hus har stadig ikke leveret en snert af dokumentation.

Overordnet set ligner det et politisk selvmål. En undersøgelse vil efter alt at dømme også dække, hvilke grunde der kunne have været for sådan en aflytning. Og det betyder, at Trumps forhold til Rusland vil blive lagt i hænderne på Demokrater i de respektive udvalg. Det inviterer også til ny læk fra embedsapparatet, der i forvejen har været hullet som et fiskenet.

Trumps potentielle bånd til Rusland har allerede været grundlaget for talrige dårlige historier i pressen. Det er et emne, som nogle Republikanere gerne vil have undersøgt. Og kunne blive en skandale, der er stor nok til at vælte Trump.

I hjertet af undersøgelserne ligger ideen om, at medlemmer af den Russiske stat og medlemmer af Trump-kampagnen samarbejdede med henblik på at påvirke det amerikanske valgresultat. Viser det sig sandt, ville det angiveligt være den største politiske skandale i amerikansk historie. Medlemmer af Trump-administration vil blive nødt til at trække sig, og nogle vil blive sendt i fængsel.

Samtlige efterretningstjenester i USA har konkluderet, at Rusland hackede politiske institutioner under valget med henblik på at gøre Trump til præsident. Men indtil videre mangler den rygende pistol, for at nogen i Trump-kampagnen var involveret.

Med sine tweets har præsidenten nu åbnet muligheden for levere den ifølge den tidligere kommunikationschef i justitsministeriet.

 Hvorfor vil eksistensen af en FISA-kendelse være en rygende pistol? Hvis det er sandt, at Obama-administrationen aflyttede telefonerne i Trump Tower, så kunne de have gjort det lovligt, hvis de havde haft en FISA-kendelse. En FISA-kendelse kræver, at staten beviser, at der er såkaldt probable cause til at tro, at målet for potentielle aflytninger er en agent for en fremmed magt. Altså. Hvis en sådan kendelse eksisterer, har en dommer fundet gode nok grunde til at retfærdiggøre aflytningen, og det betyder, at der er nok snavs og kød på historien om Trumps forbindelser med Rusland. Det betyder også, at staten ligger inde med disse oplysninger.

Eksistensen af en sådan FISA-kendelse er yderst omdiskuteret. Mediet Heatstreet rapporterede allerede dagen før præsidentvalget, at sådan en kendelse eksisterer. Men den tidligere direktør for USA’s efterretningstjenester James Clapper benægte søndag i Meet the Press, at sådan et dokument eksisterer.

I overensstemmelse med deres egen protokol har FBI ikke bekræftet, at de undersøger Trump-kampagnens russiske forbindelser. Men hvis Trump har skrevet sine tweets om aflytning ud fra oplysninger, som han har fået i sine briefinger fremfor Breitbart-historien, har han netop bekræftet, at sådan en undersøgelse eksisterer.

Rusland-affæren har allerede kostet præsidenten sin nationale sikkerhedsrådgiver, og i sidste uge blev justitsminister Jeff Sessions nødt til at trække sig fra mulige undersøgelser, hans agenturer kunne have relateret til Rusland og Trump-kampagnen. Under kampagnen kostede det ham kampagneleder Paul Manafort, der blev fyret efter historier i pressen satte ham i forbindelse med hemmelige betalinger på 12,7 millioner dollars fra den tidligere pro-russiske præsident Viktor Yanukovych. Det virker kun som et spørgsmål om tid, før den næste historie om administrations russiske forbindelser fælder endnu et medlem.

Hvis præsidenten fortsætter med så graverende politiske fejl, så er spørgsmålet, om det kunne ende med at blive ham selv.

Søren Dal Rasmussen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og MA i 'Elections and Campaign Management' fra Fordham University i New York. Han er medforfatter til bogen 'Krigen på Capitol hill' og har bidraget til bøgerne 'PræsidentPortrætter', 'Glimt Af Et Præsidentvalg' og 'JFK100'. Bor til daglig i Washington D.C. og er tilknyttet Kongressen.com som politisk analytiker.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen