Status efter første måned med Trump: Det sejler!

Donald Trump har nu været præsident i præcis en måned. En på alle måder både turbulent, kaotisk og rodet omgang, der både indenrigs- og udenrigspolitisk har givet Trumps præsidentskab ridser i lakken

Af Anders Agner Pedersen, chefredaktør, og Philip Chr. Ulrich, udenrigsredaktør

Hvor skal man næsten starte, når man skal beskrive, hvordan første måned med Donald Trump som amerikansk præsident er forløbet? Indrejsedekretet? Michael Flynns fald? Fake news? Muren langs den mexicanske grænse? Ivanka Trumps tøjkollektion? Fyringen af Sally Yates som justitsminister? Højesteretsdommer nomineringen? Rørlednings dekretet? Statsbesøgene fra Theresa May, Justin Trudeau, Shinzo Abe og Benjamin Netanyahu? Eller det aflyste statsbesøg fra Enrique Pena Nieto? Man kunne selvfølgelig også tage fat i diskussionen om, hvor mange der rent faktisk deltog i selve indsættelsesfejringen den 20. januar? Eller Women’s March imod præsidenten dagen efter?

Der har været fuld fart over feltet den første måned med Trump ved roret. Dagligt har ‘Breaking News’-klokkerne bimlet og bamlet i et sådant omfang, at den gule breaking-farve snart er blevet standard, når det handler om Trumps gøren og laden.

Skal man forsøge at koge den første måned med Trump og gøre status er dommen klar: Det sejler! Både indenrigs- og udenrigspolitisk. Ikke ifølge Trump selv, naturligvis. I hans optik er alting ‘fantastic, beautiful, great!’ og enhver kritik, der måtte være er urimelig og skyldes at medierne bare er ude på at skade ham og hjælpe Hillary.

Sådan forholder virkeligheden sig imidlertid ikke. Nøjagtig som der heller ikke var 1,5 millioner, men cirka 250.000 til at fejre Trumps indsættelse på The Mall. Hvor det i øvrigt småregnede, modsat hvad præsidenten har sagt.

Starter vi med at se på den indenrigspolitiske del af Trumps første måned som amerikansk præsident, er der ingen tvivl om, at indrejsedekretet har været den sag, der har fyldt suverænt mest. I kølvandet på at dekretet blev underskrevet af Trump, brød kaos ud rundt om i de amerikanske lufthavne. Dels i forhold til, hvordan selve dekretet skulle udføres, og dels som følge af de mange demonstrationer imod dekretet, der hurtigt opstod. Trump var imidlertid kold over kritikken. Tværtimod lod han forstå, at det var et spørgsmål om national sikkerhed, og dekretet slet ikke var til diskussion. Siden skulle en føderal domstol dog gå kontra på dekretet, som ifølge dommeren var i strid med den amerikanske forfatning. Vrøvl, lød det fra Trump, og straks røg sagen videre til en appeldomstol. Her var meldingen imidlertid den samme, til præsidentens store utilfredshed. ‘Vi ses i retten,’ lød meldingen fra Trump, med henvisning til, at han var parat til at tage sagen videre til Højesteret. Om det så sker, har vi fortsat til gode at se.

Og apropos Højesteret, så har Trump i løbet af sin første måned på posten nomineret en ny dommer til netop Højesteret. Valget faldt på den 49-årige Neil Gorsuch, som dog næppe skal tage jobbet for givet endnu. For han er allerede nu blevet hvirvlet ind i et større politisk slagsmål mellem Demokraterne og Republikanerne, ikke bare om Højesteret, men også om indrejsedekretet, domstolenes politiske uafhængighed med videre. Dertil kommer så også, at Gorsuch efter nomineringen har kritiseret Trump for at angribe dommerstanden i kølvandet på indrejsedekret afgørelserne.

Striden om indrejsedekretet eller slagsmålet om Gorsuchs nominering er dog langt fra slut, og vil utvivlsomt komme til at præge det næste stykke tid af Trumps embedsperiode.

Så er der selve spørgsmålet om, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. I den forgangne måned er både amerikanerne, resten af verden og pressen i særdeleshed nemlig blevet introduceret til et nyt begreb af Trump-administrationen, nemlig begrebet ‘Alternative fakta’. Begrebet blev præsenteret af Trumps nære rådgiver, Kellyanne Conway, i forlængelse af diskussionen om, hvor mange mennesker, der rent faktisk var på plads på The Mall for at fejre Trumps indsættelse. Cirka 250.000, lød vurderingen på baggrund af billeder af området. Pjat! Der var mange flere! Faktisk flere end der nogensinde havde været før, lød det fra først Trump og efterfølgende pressetalsmand, Sean Spicer.

Enhver der var til stede på The Mall kunne ved selvsyn konstatere, at der ikke var ret mange mennesker. I hvert fald ikke sammenlignet med Obamas indsættelser. Dermed gav det ingen mening, hverken at tale om at der havde været omkring 1,5 millioner eller at det havde været den største indsættelse nogensinde, sådan som Trump og Spicer stædigt holdt fast i. Og det var så her, Kellyanne Conway kom til. For der var tydeligvis noget, medierne ikke havde forstået. Det, der var blevet præsenteret, var ikke forkert. Det var bare ‘alternative fakta’. En gang for alle: det er der ikke noget, der hedder. Uanset om det så bliver sagt af en ledende rådgiver i Trumps administration eller nogen som helst andre. Punktum.

På det udenrigspolitiske område er der heller ikke meget stabilitet af finde. Der har været lidt trøst for USA’s europæiske allierede efter den seneste uges besøg fra vicepræsident Mike Pence, udenrigsminister Rex Tillerson og forsvarsminister James Mattis. De kom nemlig med beroligende ord om at USA selvfølgelig står last og brast med sine allierede. De skal dog betale noget mere, men den havde man jo nok set komme – ellers har man haft skyklapper og høreværn på i ret lang tid efterhånden.
Men hvis vi lægger mærke til det, så er de udenrigspolitiske budskaber som kommer fra den amerikanske regering en justering af få af de udbrud, som Trump kom med under valgkampen. Der er ikke nogen kurs i øjeblikket. Grundprincippet er “America First”, og de allierede skal betale mere. Okay, så langt så godt. Men der er også sket mange kovendinger på det seneste, og det understøtter billedet af at der mangler en kurs for amerikansk udenrigspolitik. Hvordan forholder USA sig til Kina og Taiwan? For noget tid siden meldte præsidenten ud, at “Et-Kina politikken” var til forhandling, nu er den det ikke længere. Hvordan med Rusland og Krim? Under valgkampen ville Trump ikke afvise at Rusland kunne beholde Krim. Nu forventes det at Rusland afleverer Krim-halvøen tilbage.
På flere områder er der altså sket en kovending tilbage mod mere traditionelle amerikanske udenrigspolitiske standpunkter, men holder det? Det kan vi lige nu ikke vide.

Hvorfor sejler amerikansk udenrigspolitik så? Jo Michael Flynn røg jo ret spektakulært fra sin post, efter at have løjet overfor vicepræsidenten, og muligvis begået lovbrud i sine samtaler med den russiske ambassadør. Så Trump mangler altså et bindeled mellem sig selv og hele det udenrigs- og sikkerhedspolitiske apparat, som skal til for at tilrettelægge og styre USA på den internationale scene. Desuden så mangler Trump stadig at nominere en stor del af de mange viceministre, som står for meget af den daglige administration i diverse ministerier. Dermed er der ikke nogen til at tage beslutninger, eller udstikke en kurs for medarbejderne, så derfor sker der ikke voldsomt meget.
Netop personalespørgsmålet lader også til at være den store forhindring for Trump til at finde en ny national sikkerhedsrådgiver. Hans førstevalg pensioneret viceadmiral Robert Harward takkede nej, bl.a. fordi han ikke måtte bestemme hvem som skulle udgøre hans stab – den kontrol ville Trump ikke afgive. Det lader så til også at have fået pensioneret general David Petraeus ud af spillet, da han havde et lignende krav.
Trump og hans hold har også besværliggjort deres arbejde ved tilsyneladende at have lavet en liste med udenrigspolitiske eksperter, som de IKKE vil kontakte om positioner i regeringen. De var nemlig med til at underskrive diverse læserbreve mod Trump under valgkampen, og blev del af “Never Trump” bevægelsen. Det har øjensynlig betydet, at Trumps hold af rådgivere nægter at kontakte disse eksperter om at komme med på holdet og rådgive om udenrigspolitik. Det snævrer feltet af mulige kandidater markant ind, og den stejle holdning til udpegning af personale til det nationale sikkerhedsråd hjælper bestemt heller ikke på det.
Det ser altså ud til at der er lang vej igen, før vi kan håbe på noget der ligner stabilitet i amerikansk udenrigspolitik.

Status efter første måned med Trump som præsident er således, at det sejler i Det Hvide Hus i øjeblikket. Det strømmer dagligt ud med nye lækager, den ene møgsag efter den anden sætter dagsorden, og diskussionen om, hvorvidt Trump og hans folk overhovedet er i stand til at varetage den kolossale opgave, de har påtaget sig, tager til i styrke.

Næste måned bliver næppe meget lettere for Trump end første måned har været. Snarere tværtimod.