Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Trump kan også vinde Super Bowl

Årets vigtigste søndag i USA står for døren, nemlig Super Bowl Sunday. Og selv om man normalt siger, at man ikke skal blande sport og politik, så er der næppe nogen tvivl om, hvem præsident Trump hepper på.

Normalt skal man ikke blande sport og politik sammen, men det er Donald Trump sikker ligeglad med.

Han skal ikke på banen, men når den årlige Super Bowl natten til mandag skal spilles, så er der ingen tvivl om, hvem Donald Trump sidder og holder med.

Årets finale står mellem Atlanta Falcons og vinderen skal efterfølgende en tur til Washington for at lade sig hylde af præsidenten.

Det er en fast tradition, at mesterholdene i de store amerikanske ligaer kommer en tur forbi Det Hvide Hus. Barcack Obama nåede to gange at få besøg af et hold fra hans hjemby Chicago. Begge gange var det NHL-mestrene fra Chicago Blackhawks, der kiggede forbi Washington. Dermed gik den helt store drøm ikke i opfyldelse for Obama, der er inkarneret Chicago Bulls-fan.

Nu er Donald Trump ikke på samme måde en sportens mand, men lige netop ét hold har han helt sikkert en stor forkærlighed for: New England Patriots.

Årsagen er meget simpel. Mens Hillary Clinton under valgkampen fik støtte fra det ene stjernenavn efter det andet, så var listen af kendisser, der støttede den nuværende præsident, let at overskue.

Folk som Mike Tyson og den lidt for flamboyante tidligere basketspiller Dennis Rodman var godt nok blandt Trumps supportere, men det er ikke just folk, som man stiller op som rollemodeller for vælgerne. Faktisk talte listen af kendisser flere antihelte end egentlige Captain America-aspiranter.

To folk stak dog ud fra mængden.

New England Patriots’ allerede legendariske træner Bill Belichick og ligeså kendte Tom Brady har klart tilkendegivet, at de støtter op om Trump.

Kendere af NFL og amerikansk sport i almindelighed vil vide, at der her er tale om to af de største navne. Bill Belichick er uden tvivl den mest succesfulde NFL-træner i dette årtusinde, og Tom Brady ligeledes den suverænt stærkeste Quarterback spillet har set i de sidste mange år – måske nogensinde.

Dermed er det også to af de absolutte sværvægtere, der har klart har tilkendegivet, at de bakker op om Trump. Brady og Belichick er begge højt agtede for deres nærmest kliniske tilgang til spillet, og selvom de har rigtig mange fjender, så har de en grundlæggende respekt i den amerikanske befolkning, som gør dem til meningsdannere på et eller andet plan.

At Brady og Belichick på den måde bekender kulør er heller ikke gået Trumps næse forbi. Han har ved flere lejligheder gjort opmærksom på, at netop de to har støttet ham.

Derfor vil det også være noget nær perfekt for Donald Trump, hvis det første mesterhold, der skal fejres i det hvide hus indeholder to af hans mest navnkundige tilhængere.

Mens Trump ikke har noget imod at blande sport og politik sammen, så er både Tom Brady og Bill Belichick ikke i humør til at snakke politiske tilhørsforhold som optakt til den 51. Super Bowl.

På den første dag af det ugelange mediecirkus, der for det meste opfattes som et nødvendigt onde af de involverede personer, haglede spørgsmålene om Trump ned over Brady og Belichick, der begge var hurtige til at gøre det klart, at de ikke ønsker at snakke om politik, mens de er i Houston.
“Jeg vil ikke snakke om politik. Hvorfor ikke? Jeg er her for at fokusere på alt det positive omkring den her kamp for mig og mine holdkammerater. Det er der ikke noget, der skal fjerne fokus fra,” sagde Tom Brady, efter han på ganske få sekunder havde fået det tredje spørgsmål af politisk karakter.

Dermed har Donald Trump ikke alene indtaget scenen ved Super Bowl. Han har samtidig formået at støde Bradys kone, supermodellen Gisele Bündchen fra tronen som det mest populære emne for spørgsmål stillet til Tom Brady. Det er i sig selv en stor præstation, da parret normalt er talk of the town ved disse events.

I det hele taget er Trumps igangværende tiltag med striksere grænsekontrol og indrejseforbud for visse nationaliteter et emne, der deler vandene. Tom Bradys holdkammerat Martellus Bennet var klar til at give sin uforbeholdne mening om Donald Trump til kende.

I utvetydige vendinger fik Bennett fortalt, at han finder Donald Trumps seneste tiltag latterlige, men han var ret alene om at snakke politik. Det er et emne, som spillerne i mere eller mindre samlet flok forsøger at undgå.
Snak om politik eller ej, så vil det være næsten for godt til at være sandt for Donald Trump, hvis han kan byde Brady og Belichick velkommen i Det Hvide Hus.

Written By

Simon Ydesen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole med speciale i sportsjournalistik. Blandt bidragyderne til ‘Den Amerikanske Drøm’. Tilknyttet Kongressen.com som sportsskribent.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen