Mere magt til Det Hvide Hus – og Steve Bannon

I et præsidentielt dekret har Donald Trump lørdag amerikansk tid omorganiseret det Nationale Sikkerhedsråd – præsidentens primære rådgivere på sikkerheds- og udenrigspolitik. Den opsigtsvækkende omorganisering giver bl.a. Trumps chefstrateg Steve Bannon adgang til møderne i rådet, mens forsvarschefen og chefen for de amerikanske efterretningstjenester mister deres faste pladser i den såkaldte Principals Commitee.

Donald Trump har udpeget en række alfahanner til at sidde på de tungeste poster indenfor amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Tidligere generalløjtnant Michael Flynn som national sikkerhedsrådgiver, tidligere general James Mattis som forsvarsminister, tidligere general John Kelly som minister for Homeland Security og tidligere direktør i et af verdens største oliefirmaer, Rex Tillerson som udenrigsminister. Derfor har det været svært at forudse de dynamikker, som skulle præge den sikkerhedspolitiske debat i Donald Trumps nationale sikkerhedsråd.
Med endnu et præsidentielt dekret underskrevet lørdag løftes lidt af sløret for hvor tyngden vil komme til at ligge.

Med sit dekret har Donald Trump frataget forsvarschefen Joseph Dunford og Dan Coates, Director of National Intelligence deres faste pladser i det såkaldte Principals Committee. Coates’ opgave som DNI er at stå i spidsen for USA’s 16 forskellige efterretningstjenester, og koordinere deres indsats. I stedet for at have faste pladser, vil de to blive indkaldt efter behov.
Principals Committee er rådet hvor lederne af en lang række ministerier og agenturer mødes for at diskutere og koordinere inden de mødes med præsidenten i det Nationale Sikkerhedsråd. Det er altså her meget af rugbrødsarbejdet laves.

Hvad der yderligere er overordentligt bemærkelsesværdigt, er at Steve Bannon, Trumps chefstrateg får adgang til det Nationale Sikkerhedråd. Bannon har ikke noget ministerium eller agentur, som han skal repræsentere, han er ren politisk rådgiver med det formål at styre det politiske budskab fra Det Hvide Hus.

Formålet med det nationale sikkerhedsråd er at samle præsidentens primære sikkerhedspolitiske rådgivere i ét råd styret af den nationale sikkerhedsrådgiver – i dette tilfælde Michael Flynn.
Netop med rådets formål i mente er det meget bemærkelsesværdigt, at præsidentens primære militære rådgiver, nemlig forsvarschefen, og chefen for USA’s samlede efterretningsvæsen ikke har en fast plads, der hvor de primære rådgivere skal diskutere potentielle løsninger, som kan præsenteres for præsidenten – men derimod præsidentens politiske chefstrateg.

Magt til Trumps inderkreds
Steve Bannon lader til at have været hovedarkitekt på præsident Trumps seneste dekreter om immigration og indrejseforbud fra en række muslimske lande, og med omrokeringen i det Nationale Sikkerhedsråd får han en endnu mere fremtrædende plads i regeringen. Ikke kun Bannon får mere indflydelse. Det gør den nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn også. Ved at få forsvarschefen og Director of National Intelligence ud af Principals Committee øges Flynns indflydelse markant, ved at kunne marginalisere de to ellers fremtrædende medlemmer af præsidentens gruppe af rådgivere.

Ved marginalisering af Dunford og Coates, placeringen af Bannon i det Nationale Sikkerhedsråd ser vi en koncentration af magt og politisk kontrol i Det Hvide Hus, som det er mange år siden vi har set magen til. Præsident Obama blev tit voldsomt kritiseret for micromanagement, når det kom til sikkerhedspolitik. Det var en kritik fra tre af hans forsvarsministre, både Robert Gates, Leon Panetta og Chuck Hagel. Det vi dog ser omridset af lige nu, er potentialet til en langt større grad af politisk kontrol med sikkerhedspolitikken, men også risikoen for at politik vil komme til at veje langt tungere end andre faktorer, når der skal findes løsninger på sikkerhedspolitiske problemstillinger.
Den store ironi ved dette er at et gennemgående kritikpunkt fra Donald Trump mod militæret og diverse efterretningstjenester har været, at de var blevet for politiske. Han anklagede dem for at lade politiske hensyn diktere deres analyser og anbefalinger i stedet for at disse havde grund i deres reelle faglige vurdering. Nu er man så ved at sætte et system op med Bannon som central figur, og dermed øger man risikoen for at politiske hensyn kommer til at spille en rolle i den sikkerhedspolitiske debat.

Bannons placering i det Nationale Sikkerhedsråd har allerede fået skarp kritik fra den republikanske senator John McCain, som også kalder marginaliseringen af forsvarschefen dybt bekymrende. På den anden side forsvarede Trumps pressesekretær Sean Spicer den bemærkelsesværdige omorganisering, ved at sige at det gjorde rådet mere strømlinet og velegnet til at håndtere moderne udfordringer. I forhold til udpegelsen af Bannon så forsvarede Spicer det med, at Bannon har en “tremendous understanding of the world and the geopolitical landscape that we have now.” Hvor den forståelse kommer fra, det fortæller historien ikke noget om.

Grænsen for præsidentens magt testes
Omorganiseringen og de mange dekreter som er sendt ud i den første uge af Trumps tid i Det Hvide Hus, kunne meget vel tænkes at være de første af mange afprøvninger af hvor grænsen for præsidentens magt ligger. Handlingerne lige nu fra Det Hvide Hus smager af en magtfuldkommenhed, som på et tidspunkt burde risikere at støde ind i en mur hos Kongressen. Der har traditionelt været en konstant dyst mellem den siddende præsident og Kongressen om hvor meget magt de to grene af statsmagten skal have.
Den magtfuldkommenhed kom til udtryk ved dekretet om immigration og indrejseforbud. Her var ordren ikke en gang diskuteret med juristerne i Justistministeriet og ikke koordineret med Department of Homeland Security. Dekretet blev underskrevet, og forventningen var så bare at systemet skulle makke ret. Den manglende koordination og rådslagning førte til forskellige fortolkninger af dekret, og senere omstødninger fra føderale dommere. Idéen om at dekreter og ordrer kan sendes ud fra Det Hvide Hus uden konsultation kan lede til sammenstød, både med diverse ministerier men også Kongressen og retsvæsenet.

Derfor kan man forudse mange sammenstød i fremtiden, som konsekvens af en konstant testen af hvor grænsen for præsidentens magt går, og hvor meget Kongressen vil lægge ryg til. I de kampe kommer Steve Bannon til at spille en central rolle.
Allerede før omorganisteringen, var der god grund til at holde godt øje med, hvad Bannon foretog sig. Det gælder endnu mere nu end tidligere. For ikke nok med, at han er et af de mennesker, Trump lytter mest til i det daglige. Nu får han også direkte adgang og indflydelse på helt centrale beslutninger inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik. Med andre ord: Bannon er blevet en endnu mere magtfuld mand, end han var i forvejen.