‘Jackie‘ – Kunsten at skabe en myte

Storfilmen ‘Jackie‘ med Natalie Portman i hovedrollen rammer i dag de danske biografer. Og lad det være sagt allerede nu: Det vil langt fra være nogen stor overraskelse, hvis hun vinder Oscar for bedste kvindelige hovedrolle

Jeg havde store forventninger, da jeg i begyndelsen af december sidste år satte mig til rette i biografmørket i Washington sammen med et par danske kolleger for at se ‘Jackie‘. For ikke nok med at man med Natalie Portman havde fundet en skuespillerinde af en sådan kaliber, at hun ville kunne løfte rollen som den ikoniske førstedame. Samtidig forlød det, at filmen ville tage fat på et af de elementer, som altid har fascineret mig ved Mrs. Kennedys liv, nemlig skabelsen af Camelot-myten. Og at det jo så i øvrigt var en dansk skuespiller, nemlig Caspar Phillipson, der spillede JFK, tilførte selvfølgelig et lille patriotisk pift til min og mine tre kollegers filmaften.

Lad det være sagt med det samme: Mine forventninger blev indfriet til fulde. Natalie Portman er intet mindre end fænomenal som Jackie Kennedy. Nej, hun ligner ikke Mrs. Kennedy i samme grad som Caspar Phillipson eksempelvis ligner JFK, men hun formår på fornemmeste vis at spille rollen på en måde, så jeg efter små tyve minutter nærmest glemte at det var en film og ikke en dokumentar. Natalie Portman har ikke bare lært at tale på den meget særlige måde, Jackie talte. Hun har samtidig lært at bevæge sig på samme måde, hvilket tilfører en i forvejen stærk præstation endnu flere lag.

En af grundene til, at jeg havde så store forventninger til ‘Jackie‘, var netop fordi den tager fat i skabelsen af Camelot-myten. Den del af historien om Kennedy er ofte lidt overset, men ikke desto mindre både relevant og interessant her mere end halvt århundrede efter JFK´s død. Går man ind i amerikanske boghandlere i dag, vil man kunne se, at rigtig mange af Kennedy-bøgernes titler hedder noget med Camelot. Men går man så tilbage i arkiverne til før Kennedys død, vil man også hurtigt opdage, at der ikke rigtig findes nogen eksempler på at hverken JFK eller resten af Kennedy-familien bliver framet ind i en Camelot-kontekst. Det skete først i det interview, Jackie gav til Life Magazine umiddelbart efter JFK´s død. Her fortalte Jackie, hvordan hun og gemalen havde holdt af at lytte til grammofonplader, når de havde tid og at hendes afdøde mand især var glad for soundtracket til Camelot.
´Don´t let it be forgotten, that for one brief, shiny moment, there was Camelot´, reciterede fru Kennedy i interviewet og tilføjede så: ´There will never be another Camelot.´

I samme moment var Camelot-myten født og her mere end fem årtier senere, lever den fortsat i bedste velgående. Og netop dette element er helt centralt i ‘Jackie‘. Hvilket er både spændende og modigt, netop fordi det tilfører nogle vigtige elementer og nuancer til forståelsen af både Jackie og Kennedy-familien.

Der er al mulig god grund til at søge ly for januarkulden i en af landets biografsale for at se ‘Jackie‘ i den kommende tid. Det er en på mange måder både gribende og flot film med stærke skuespilpræstationer. Caspar Phillipsons rolle som præsident Kennedy er ikke så stor, men han leverer en både god og troværdig skildring af JFK. Og så er Natalie Portman som sagt aldeles suveræn som Jackie. Og hvis hun ender med at takke akademiet om halvanden måneds tid for prisen som bedste kvindelige hovedrolle, vil det på ingen måde være overraskende, men tværtimod fuldt fortjent.