TIME Magazine fotograf: ´Hvorfor lader vi disse mennesker lede os?´

Fotografen Marco Grob er et politisk menneske. Hans portrætter er derfor mere end blot portrætter, men et politisk projekt. Kongressen.com har mødt ham til en samtale om billeder, politik og politikere.

Af Nora Sina

Egentlig er Frederiksborg Slot et råt sted på en grå formiddag i december. De tykke mure formår ikke at holde kulden helt ude, og blitzene fra turisternes kameraer skaber ikke ligefrem hygge. Men slottets prinsessefløj er anderledes. For på væggene af de smalle gange og rum hænger ansigter, der er lyst op og ser på de forbipasserende. Kontrasten mellem de kolde fliser i gulvet og Lady Gagas røde læber er påfaldende. Her kan man se hvert eneste af Morgan Freemans modermærker og Kronprinsesse Mary i seriøs profil. Jeg møder en mand i habitjakke og tilpas meget voks i håret, der lader sit sorte halstørklæde køre frem og tilbage mellem hænderne, mens han introducerer sig selv.

Den 51-årige TIME Magazine fotograf Marco Grob, har taget utallige ikoniske portrætter af musikere, skuespillere og politikere. Han er blevet verdenskendt for sine særlige stil, der lader beskueren komme helt tæt på og hudløst viser den portrætteredes personlighed.

Grob kalder ikke sig selv fotograf: ”Jeg er dokumentarist. Jeg portrætterer den tid jeg lever i, og finder mig selv siddende på passagersædet, klar til at dokumenterer historien og tiden.”

Portrætterne af Trump, Hillary Clinton, Georg W. Bush og Obama er derfor et vidnesbyrd om de mennesker, der kalder sig selv ledere af den frie verden: ” Jeg viser dig ansigtet. Det er alt jeg gør. Jeg viser dig ansigtet af dem, vi har valgt til ledere og stiller spørgsmålet: Hvorfor gav vi dem magten?”

Mens vi bevæger os gennem slottets prinsessefløj, bliver det tydeligt, at Grob ikke har mistet jordforbindelsen. Han tager billeder af nutidens mest kendte mennesker, men berømmelse er ikke noget han selv dyrker. Han har omgivet sig for meget med berømte mennesker, for selv at ville være det, fortæller han nøgternt. Når jeg spørger ind til ham som person, vender han hurtigt tilbage til at tale om de mennesker, der ser på os fra væggene i stedet for.

Hvordan gør han?
Grobs måde at tage billeder på står i kontrast til tidens tendenser. Han leger ikke meget med farver, lys eller skygger: ”Jeg tilføjer ikke noget. Se hvor kold han (Dick Cheney, red.) ser ud. Det gør han helt af sig selv. At han ser så kold ud uden at jeg har tilføjet noget, gør blot billedet endnu stærkere. Jeg går bare ind og tager, hvad jeg får.”

Når han tager billeder, træder han selv tilbage. Det sker bare, siger han.

Ligesom billederne skal være autentiske, skal situationen også være det, når Grob tager billeder. Det er dog noget andet, når han skal portrættere politikere: ”De vil hele tiden smile. Men jeg lader dem ikke smile, så får de ikke noget billede. De er så bange for deres fremtoning, at de ikke engang vil stå med krydsede arme, i fare for at miste halvtreds stemmer på et plejehjem.”

Dette er ikke det eneste fællestræk som Grob ser i de magtfulde mennesker: ”De vil magten så meget. De er magthungrende allesammen. De giver hånd til to millioner mennesker for at nå dertil. Når de så har fået magten, ødelægger de alt og tror, at de gør det rigtige. Hvordan kan de tro, at de gør det rigtige? Jeg ville aldrig sætte mig i en situation, hvor man kan begå så grove fejl. Men i deres endeløse tro på dem selv og deres visdom, sætter de dem selv i den position. Jeg siger bare: Folk der står op om morgenen, ser sig selv i spejlet og tænker, at de kan lede 320 millioner mennesker gennem de næste fire år, de burde tage forbi en psykolog. Jeg har set mere af verdenen end alle de klovne tilsammen, og jeg vil stadig ikke påstå, at jeg ved hvad der er godt for andre. Jeg ved nærmest ikke hvad der er godt for mig selv, på trods af mine 51 år.”

Reflekter nu!
Marco Grob vil med sine billeder vise verdenen, hvem de har valgt til at lede dem. Og han har et ønske om, at vi reflekterer. Vi ser på portrætterne af Bush, Cheney og Kissinger. Grob er en mand, der mener, hvad han siger.
”Hvorfor har vi valgt netop dem, til at lede os? Vi i vesten glemmer, at stille politikerne til ansvar for, hvad de gør. Der har været 44 præsidenter i USA. Alle har fejlet. Alle. Vi har bygget en kultur op, hvor vi ikke længere reflekterer. Vi siger: We are great. Vi siger ikke: Are we great? Why are we great? USA er så forelsket i tanken om det ovale kontor, AirForce 1 og alt det lort. Men de kan ikke se, at det ikke længere virker. Second amendment, min røv. Det er fra en tid, hvor der ikke engang var elektriske guitarer. USA bliver nød til at tilpasse sig tiden, ellers går de under. Jeg siger til min amerikanske kæreste: Du kan ikke sove om natten, hvis hun vidste, hvad USA gør derude i jeres navn og kalder det for landets interesser,” fortæller Grob og slår frustreret ud med armene. Når han taler, gribes han af stemningen og sine egne ord.

Udover at vise de mest magtfulde politikere på jorden, har schweizeren også en interesse i at vise dem, der har lidt under denne magt. Dele af hans aktuelle udstilling består derfor af portrætter af mennesker fra hele verdenen: ”Det er dem, der er ruled over. Det er bevidst, at de i udstillingen befinder sig i rummet mellem billeder af amerikanske politikere. De står bogstaveligtalt mellem dem og mellem fronterne. De er menneskerne, der har betalt prisen for politikers visioner og syn på verdenen. Jeg har været i Rwanda, Irak, Somalia, Afghanistan. Man finder hurtigt ud af, at det ikke så enkelt, som politikerne vil have os til at tro. Forstil jer, at Putin lavede et droneangreb på et land, han ikke var i krig med. Hele vesten ville gå amok. Men USA gør det jo hele tiden! Obama skal bare sætte sin underskrift.”

De magtfulde
Ved at dokumentere den tid, som Grob lever i, har han ikke kunne undgå nøglepersonerne. Og han ser en sammenhæng mellem de mennesker, der sad ved magten tidligere og dem, der sidder der nu. Fotografen har klare ord og en stærk holdning, som han udtrykker med let hævet stemme : ”Bush og Chenney efterlod et rod. Obama efterlod et rod og holdte ikke hvad han lovede. Det har så ført til, at vi nu skal have en orangefarvede orangutang. Eller se på Kissinger. Han er den første skrivebordsmorder med en nobelpris. Jeg har talt med dem alle, og de tror, at de gør det rigtige. Men hvordan kan Kissinger sove, når han tænker på alle de ansigter, der led i Cambodia og Laos?”

Men det er ikke kun Kissinger, der har begået fejl. Ifølge Grob, er der ingen af de amerikanske præsidenter, der havde, hvad der skal til. Heller ikke Georg W. Bush: ”Jeg tager et billede af ham, betragter billedet og ser en fuldstændig tomhed. Manden sagde til mig, at det øjeblik i hele hans præsidentperiode han var mest nervøs, var da han skulle smide en baseball. En mand, der har startet to krige.”

Selvfølgelig har Grob heller ikke kunne undgå den foregående præsidentvalgkamp og dennes to hovedpersoner. Han sukker, da vi når rummet med Cliton, Trump og Obama. Som mange andre kritikere af det amerikanske valgsystem mener Grob, at det netop er problemet, at der kun er to partier at vælge imellem: ” Der er to kandidater. Begge er hadet.
Er det demokrati at skulle vælge mellem aids og kræft? Er det alt USA kan få ud af en valgproces? Landet har mange af klodens klogeste mennesker. Men kloge mennesker stiller ikke op. Se på Trump. Der er en fuldstændig mangel på selvrefleksion og en fuldstændig mangel på kontrol af sit eget ego. Manden har et bronze buste af sig selv på sit kontor. Det havde ikke engang Mussolini.”

Og det er ikke alt om Donald Trump. Grob tog et portræt af den kommende præsident inden han var blevet valgt og var allerede bekymret: ”Jeg stod i elevatoren på vej ned i Trump Tower og tænkte, at det er det mest vulgære og sindssyge menneske, jeg nogensinde har mødt. Og jeg har mødt mange rockstars, der har fået en del kokain. Men Trump – han slår dem alle med afstand.”

Med Trumps valg af kabinet og ved valget af Steve Bannon som chefstrateg, mener Grob, at man allerede nu kan se, at manden er på den forkerte side af historien.

Og alligevel skal man ikke være sortsynet: ”Tyve år før jeg blev født, smed man en atombombe på en japansk by. Man skal ikke tro, at verdenen er blevet et dårligere sted. Come on.”

Udstillingen ”Ikoniske portrætter” af Marco Grob kan ses på Frederiksborg Slot indtil d. 31.12