Er Californien ved at forlade USA?

I kølvandet på præsidentvalget har mange borgere i USA’s største stat – Californien – registreret sin utilfredshed med valget vinder Donald Trump. Politiske leder i delstaten lover at modsætte sig en stribe af den nyvalgte præsidents tiltag, men et mere radikalt forslag – et såkaldt ’Calexit’ – ser Californiens frigørelse som selvstændig nation som den bedste løsning.

SAN FRANSISCO, CALIFORNIEN: Siden præsidentvalget den 8. november har anti-Trump demonstrationer i det stærkt progressive San Francisco og søsterbyen Oaklands radikale anarkistiske miljøer fyldt gadebilledet. Der har været næste daglige demonstrationer imod deportering af immigranter, og i solidaritet med indfødte nationers modstand overfor planlagte olieledninger i North Dakota.

Workshops der oplyser om hvordan man beskytter sig imod online overvågning såvel som selvforsvarsklasser er overbookede.

De fleste californiere er stærkt utilfredse med valget af Donald Trump og hvad hans lederskab vil medføre af nationalpopulisme. Der tælles fortsat stemmer i Los Angeles der dagligt øger Hillary Clintons sejrs-margen over Trump i den folkelige stemmeoptælling.

Selvstændighedsreferenda er ikke noget nyt. Efter Barack Obamas tiltrædelse som præsident i 2008 var der forslag om løsrivelse i alle 50 stater i protest. Alle fejlslagne. Særligt Texas er løsrivelse en romantisk hobby for mange – særligt siden Texas faktisk var en uafhængig republik fra 1836 til 1845 inden dets optagelse i USA.

Guvernør Jerry Brown, Los Angeles’ borgmester Eric Garcetti og delstatens offentlige anklager har bebudet at man vil modsætte sig massedeportering of vil værne om ’helle’-byer for udokumenterede immigranter som tæller de fleste større metropoler i Californien.

Men samtidig har en borgergruppe annonceret at man til foråret vil begynde at indsamle underskrifter for at få afstemning om Californiens løsrivelse på stemmeboksen.

Fortalerne for løsrivelse peger på at Californien er verdens sjette største økonomi, men er bebyrdet af at være en netto indbetaler af føderale skatter til USA uden at få særligt meget igen. Nogle skøn siger at staten bidrager med tæt på halvtreds milliarder dollars netto til det føderale budget i et givent regnskabsår.

Californien er en af de mest økonomisk dynamiske stater understøttet af et buldrende boligmarked, et væld af naturressourcer – ferskvand undtaget – og med succesindustrier indenfor både teknologi, underholdning og landbrug. Mange føler at et selvstændigt Californien kunne høste frugterne af disse sektorer langt bedre udenom et dysfunktionelt USA.

Californiens store industrier er samtidig uhyre afhængige af en fleksibel immigrationspolitik som Trump er modstander af – man vil derfor kæmpe med næb og kløer for at indiske computeringeniører, australske actionfilmstjerner og nicaraguanske landarbejdere fortsat kan komme og bidrage. Hvis dette lobbyarbejde skulle fejle kunne den selvstændige immigrationspolitik som Calexit tilbyder pludselig synes meget attraktiv til statens største industrier.

Californien ligger dertil midt i skudlinjen under det katastrofale scenarie at Donald Trumps risikable spil med østasiatisk diplomati skulle ende i militærkonflikt. Af denne eksistentielle årsag kunne derfor også tale for ikke at være part i amerikansk udenrigspolitik under Trump. Dette synes ydermere usandsynligt siden USA’s forsvarspolitik i hundrede år har haft Californien som en hjørnesten med dets mange flådebaser og store militærindustri.
Staten har USA’s langt største befolkning med 39 millioner indbyggere men er grundet det antikverede amerikanske valgsystem og magtfordeling underrepræsenteret i valg af både præsidenten og til den føderale kongres.

Efter dette års valg, hvor den folkelige stemmeandel og delstaternes ’valgmænd’ splittedes mellem Clinton og Trump, står det asymmetriske forhold mellem Californiens demokratiske vægt og dets politiske aftryk i et ekstra bittert lys.

Der er altså på papiret mange gode argumenter for at et uafhængigt Californien kunne være et ønskeligt udkomme af valgnederlaget.

Under gældende lov skulle forslaget opnå 800.000 underskrifter i et tidsvindue af seks måneder for at komme på valgseddelen i 2019. Californiens demokratiske praksis giver i forvejen stort rum til direkte afstemninger hvorfor den enkelte vælger modtager et stort kompendie og tager stilling til en mængde lovforslag på lokalt og delstatsniveau – om alt fra zoning af almennyttigt boligbyggeri og sodavandsbeskatning til lovliggørelse af homoseksuelt ægteskab.

I 2019 ville det potentielle selvstændighedsspørgsmål altså blot være ét om end meget stort af sådanne fremsatte forslag.

Dette er den ene side af Calexit. Et helt andet spørgsmål er om løsrivelse kunne accepteres under både den amerikanske og californiske grundlov. Konstitutionel præcedens har gentagne gange fastslået at løsrivelse ikke er i overensstemmelse med USA’s grundlov.

Det eneste rigtige eksempel på løsrivelse endte selvfølgelig i den blodige amerikanske borgerkrig fra 1861 til 1864, da 13 slavestater forsøgte at træde ud af den amerikanske union – så det historiske fortilfælde er ikke særligt opmuntrende for frihedshungrende californiere.

Også Californiens egen grundlovs skulle ændres for at åbne for muligheden, da den stipulerer at: ”Californien er en uløselig del af USA og at Amerikas grundlov er den øverste lov i landet.”

Fra dets aktuelle proteststadium er der altså mange hindringer og lang vej til at californisk selvstændighed kunne overvejes seriøst.

Hvis et Calexit må betragtes som yderst usandsynligt, så er det dog mere nærliggende at se på hvilke redskaber Demokratisk kontrollerede stater som Californien vil tage i brug for at imødegå Trumps politik indenfor den føderale strukturs indbyggede mekanismer.

Hvor det typisk er Republikanske guvernører der hævder deres delstatsrettigheder vil dette forhold måske vendes på hovedet i Trumps Amerika. Stater som Californien vil søge at beskytte sociale programmer som sygeunderstøttelsen Medicare og en række provisioner under præsident Obamas sygesikring: ’The Affordable Care Act’, hvis Trumps kabinet rykker imod en afmontering og privatisering af disse.

Store byers borgmestre over hele landet vil bruge deres økonomiske betydning til at presse delstatsrepræsentanter til ikke at gennemføre en agenda de ser som skadelig for deres byers sammenhængskraft og skattegrundlag.

Udfordring af Trumps nationale politik vil derfor med langt større sandsynlighed ske i henhold til individuelle problemstillinger, og indenfor de eksisterende politiske rammer – et Calexit er fortsat en meget fjern drøm.