Kan vi stadig bruge målinger til noget efter Trumps sejr?

2016 var et år som ingen andre i USA’s moderne politisk historie. Ikke mindst målingerne har fået på puklen efter Trumps sejr. Men skal de bare i skraldespanden eller kan de stadig bruges til noget?

WASHINGTON D.C.:  Et par uger efter Trumps sejr, er de fleste her i D.C. stadig i noget, der minder om granatchok. Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne vi ikke se det komme? Det er der mange gode og mindre gode grunde til.

Så her er den rå analyse ovenpå et par opslidende uger, der er blevet brugt på at finkæmme data, som er tilgængeligt lige nu.

Et par fortællingerne virker mere sandsynlige end andre ud fra stemmemønstrene. For eksempel er det mere eller mindre klart, at Trumps sejr byggede på hans unikke styrke blandt hvide uden universitetsuddannelse og hans budskab om forandring. Og at Clinton ikke kunne genskabe entusiasmen i det såkaldte Rising American Electorate, der førte til snævre nederlag i nøglestaterne Wisconsin og Michigan.

Det står samtidigt klart, at der er en række politiske normer, som er blevet brudt. Kan vi forvente, at kandidater fremlægger sin skatteopgørelse i fremtiden? Betyder fakta-tjek noget længere? Hvilken effekt har moderne politiske kampagner?

Jeg er stadig ikke sikker på, hvad Donald Trump som kandidat får af konsekvenser for amerikanske valg i fremtiden. Jeg er ikke sikker på, hvad hans tid som præsident vil betyde for amerikansk politik.

Netop derfor er det endnu vigtigere, at data og meningsmålinger håndteres og præsenteres med større skepsis. Fremtidens uforudsigelighed bør styrke kravet om at basere analyser på politisk videnskab og det bedst tilgængelige data; ikke svække det.

Og når alt kommer til alt, så er der stadig en række fænomener i amerikansk politik, som blev bekræftet, netop fordi de holdt stik under unikke omstændigheder.

Partiloyalitet er stadig den vigtigste faktor i vælgeradfærd
Jeg troede, at vælgerne ville se personen Donald Trump som for ukvalificeret. At hans mange uhyrlige og på mange måder anti-amerikanske kommentarer om mexicanere, muslimer, handicappede, familien til en falden krigsveteran, en føderal dommer ville bryde partiloyalitet og få en stor nok del af republikanere til at krydse linje.

Men nej. Partiet over alt. Ni ud af ti stemte ud fra deres parti-identifikation.

Hvis du vil se et andet eksempel på det, så kig på hvordan synet på økonomien har ændret sig for partiloyalister over de seneste uger ifølge Gallup:

Det viste sig også, at folk der købte Clintons argument om Trumps temperament og kvalifikationer stadig gav ham en chance. Selv om seks ud af ti vælgere erklærede ham ukvalificeret, så stemte 18 procent af dem stadig på ham.

Jeg undervurderede simpelthen, at der var en lang række vælgere, der så begge kandidater som ukvalificerede. De vælgere gik i overvejende grad til republikaneren.

Politisk videnskab forudså et tættere valget
2016 var desuden et valg, der var favoriserede en normal republikaner. Den pointe blev druknet i mediernes framing, og jeg glemte den også undervejs. Nogle af de mest udbredte modeller gjorde endda Trump til favorit. Her er et udsnit af de mest anerkendte:

To af dem har Trump foran, men det vigtigste her er ikke vinderen. Det er det, at de alle sammen viser et tæt valg.

Jeg troede, at det ville være nok med en solid økonomi med gode nøgletal, men glemte at det i stedet handler om, hvordan folk føler. Hele 63 procent mente, at den nationale økonomi var ’poor’. Jeg skulle have set, at Obamas popularitet ikke smittede nok af på Clinton, og at amerikanernes hungren efter forandring bliver på et tidspunkt for stor. Der er en grund til, at det regerende parti næsten aldrig vinder tre præsidenttermer i træk.

Hvidt land
Valgets fokus på identitets-, og værdipolitik virkede på overfladen som en fordel for Clinton. USA’s demografiske udvikling mod et mindre hvidt vælgerkorps og Obama-koalition syntes at pege imod en demokratisk sejr. Trumps fokus på hvid nationalisme burde være en ulempe. Intet kunne have være mindre sandt.

Et studie fra Northwestern University viser for eksempel, at når hvide bliver fortalt, at de er i fare for at blive et mindretal, stemmer de mere konservativt. Et andet studie fra Harvard University viser, at hvide venstreorienterede vælgere bliver mere konservative bare af at komme i kontakt med mennesker fra andre racer.

USA er stadig et land, hvor flertallet er hvide. Og det er langt mere hvidt, end først antaget. Hvide uden universitetsuddannelse var 34 procent af Obama-koalition ifølge en analyse fra The Upshot. En forskel på ni procentpoint i forhold til exit-målinger.

Det var tydeligt, at hvide uden universitetsuddannelse udgjorde langt størstedelen af Trumps koalition og var nøglen til Trumps sejr.

Disse vælgere befinder sig desuden i højere grad i de vigtigste svingstater. Hvilket fører til den næste konklusion.

Myten om den blå mur
En af de største traditioner i slutningen af valget er at kigge på valgmandskollegiet.

Den mest berømte analyse er den såkaldte blå mur. Stater som demokraterne før 2016 havde vundet fem ud af de seneste seks valg, og som derfor gav dem en fordel.

Men som både RealClearPolitics’s Sean Trende og FiveThirtyEight’s Nate Silver har forklaret, så er det mest en funktion af, at demokraterne har vundet flest stemmer på nationalt plan.

Eller sagt på en anden måde: Trumps sejr bør definitivt aflive myten om den blå mur.

Meningsmålinger er stadig værdifulde
Nogle af de konklusioner jeg har set i kølvandet på valget, viser en klar overkorrektion. Målingerne fra staterne var dårlige i år. Og det førte det en større usikkerhed i de modeller som FiveThirtyEight, The Upshot og Drew Linzer brugte. Men skal vi smide alt væk, hvad vi troede var sandt. Er meningsmålinger for eksempel uden værdi?

De nationale målinger var ikke langt fra det endelige resultat. Hillary Clinton kommer til at vinde med mellem 1-2 procentpoint på nationalt plan, hvilket var inden for den naturlige fejlmargin. Målingerne fortalte os, at Donald Trump var favoritten i det republikanske primærvalg, selvom andre datapunkter som fundraising og officielle støtteerklæringer fra partiet talte imod hans overraskende kandidatur. I Europa forudså målingerne en tæt kamp mellem Leave og Remain i Brexit.

Der er god grund til at øge din skepsis til, hvad målingerne siger, og hvilke konklusioner, du kan drage. Der er til gengæld ingen grund til at udelade dem i din analyse.

Vi er på vej mod en mere uforudsigelig tid i amerikanske valg.

Derfor er det endnu vigtigere at få styr på, hvad 2016 afkræftede. Hvad 2016 omvendt bekræftede. Og hvad du stadig kan regne med, når det kommer til for eksempel vælgeradfærd og strukturelle faktorer i det amerikanske valgsystem.

Jeg har stadig spørgsmål om valget, om amerikanske kampagner og om amerikansk politik generelt. Det kommer til at tage måneder at finde ud af, hvad der rent faktisk skete. For eksempel ved vi nu, at stemmedeltagelse kommer til at være tæt på valget i 2012. Clinton tabte altså ikke kun, fordi demokraterne blev hjemme.

Men 2016 ændrede ikke min holdning til, hvad der er den bedste måde at fortolke amerikanske valgkampe. Data og politisk videnskab trumfer stadig ren mavefornemmelse.