Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Dørmændene i Trumps Hvide Hus

Med udnævnelsen af Steve Bannon som chefstrateg og Reince Priebus som stabschef, har Trump udnævnt to af sine vigtigste medarbejdere. Flere vil følge i de kommende dage, men kursen synes allerede nu lagt

Hvis nogen for bare et halvt år siden havde fremført tesen, at Steve Bannon fra januar 2017 ville indtage rollen som chefstrateg i Det Hvide Hus, ville man formentlig have rystet på hovedet af vedkommende. Måske endda ligefrem grinet lidt af det.

Ikke desto mindre er det nu realiteten, at den tidligere Breitbart-boss følger med Trump ind i Det Hvide Hus den 20. januar 2017, når det formelle vagtskifte mellem Obama og Trump finder sted.

Steve Bannon er langt fra nogen spejderdreng. Det medie, han kom fra, inden han sluttede sig til Trump, er ikke for sarte sjæle. Det er et medie for dem, der synes Fox News er lige lovlig blødsødne, og hvor det langt fra er alle indlæg, der er lige politisk korrekte, for nu at sige det nogenlunde diplomatisk.

Bannon blev formelt set en del af Trumps kampagne i kølvandet på Paul Manaforts fyring i sommer, og har siden haft jobbet som campaign CEO. En lidt mere tilbagetrukket position, mens Kellyanne Conway som kampagnechef har været foran kameraerne. Men tag ikke fejl, Bannon har spillet en central rolle. Og det vil han nu fortsat gøre som chefstrateg i den kommende Trump-administration.

Udnævnelsen får det til at løbe koldt ned af ganske mange rygge rundt om i det amerikanske samfund. Bannon er kendt som en mand, der på Breitbart har dyrket alt fra konspirationer, yderst højreorienterede synspunkter og i det hele taget haft en noget afslappet forhold til, hvad der rent faktisk er fakta. Og hvad der ikke er. En kombination, der har gjort Breitbart til et ganske magtfuldt medieinstrument de seneste år. Og som det er sandsynligt, at Bannon vil tage med sig i sit nye virke som chefstrateg for den amerikanske præsident.

Bannons udnævnelse blev offentliggjort samtidig med, at Trump meddelte at Reince Priebus bliver hans nye stabschef. Formelt set er chief of staff en større stilling, men Priebus udnævnelse druknede lidt i Bannon-nyheden i går. Ikke desto mindre er der mange ´klassiske´ republikanere, der med udnævnelsen af Priebus ånder lettet op. Bannon var nemlig også i spil til posten som chief of staff, men der valgte Trump altså Priebus i stedet. Reince Priebus har de sidste par år haft jobbet som formand for RNC og bliver opfattet som et af de mest centrale brohoveder mellem Trumps Hvide Hus og det republikanske lederskab på Capitol Hill. Priebus kender formanden for Huset, Paul Ryan, godt, da de begge er fra Wisconsin, og i det hele taget er han en mand, det er noget lettere for Trump-skeptikerne på The Hill – og dem er der fortsat nogle stykker af – at acceptere. Og samarbejde med.

Med udnævnelserne af Priebus og Bannon har Trump nu udnævnt to af sine vigtigste folk i sit team. I de kommende dage og uger vil flere, heriblandt også flere ministerudnævnelser følge. Der er lige nu mange forskellige navne i spil, både til de indenrigs- og de udenrigspolitiske poster. Rygterne er mange, gætterierne endnu flere.

Det virker dog allerede nu klart, at Trump vil belønne nogle af sine tro støtter fra valgkampen. Derfor vil det ikke være overraskende, hvis eksempelvis tidligere New York-borgmester Rudy Giuliani får en ministerpost, eksempelvis justitsministeriet. På samme måde som der gættes flittigt på, hvad Trump vil sætte New Jersey-guvernør, Chris Christie, til. Det bliver ikke nødvendigvis særlig profileret, men mon ikke, Trump finder noget til sin tro væbner helt siden primærvalgkampen. Det virker sandsynligt.

Hvad så med Trumps børn? Skal eksempelvis Ivanka eller Donald Jr. være ministre? I det store 60 Minutes interview på CBS søndag aften amerikansk tid afviste de det selv. Trumps børn skal i stedet passe virksomheden, mens farmand er præsident. Men tag ikke fejl. Børnene kommer fortsat til at spille en central rolle på de indre linjer. Det er velkendt, at Trump tager sine børn med på råd ofte, og at du ikke har chance for at komme tæt på Trump, hvis børnene ikke kan lide dig. Det er en lidt usædvanlig situation i amerikansk politik, men ikke desto mindre sådan det bliver i den kommende Trump-administration.

Med udnævnelserne af Priebus og Bannon, har Trump for alvor taget hul på arbejdet med at sætte sit hold. De indenrigspolitiske signaler er tydelige. Bannon skal sikre hardlinerlinjen, mens Priebus skal fungerer som bindeled mellem Det Hvide Hus og Capitol Hill. En funktion, som Trumps vicepræsident, Mike Pence, også forventes at spille.

I det hele taget tegner Mike Pence til at blive en yderst indflydelsesrig vicepræsident. Muligvis helt oppe i samme magtkaliber som Dick Cheney under George W. Bushs embedsperioder. Det er ikke tilfældigt, at Trump har sat Pence i spidsen for sit transition team. Og ikke tilfældigt at Paul Ryan ved en hver given lejlighed roser den nye vicepræsident, om hvem han har sagt, at han har et personligt venskab. Jo, Pence bliver en mand med indflydelse de næste fire år. Nøjagtig som Priebus og Bannon bliver det.

Konturerne til, hvordan Trumps Hvide Hus kommer til at se ud, begynder at tegne sig. Med Priebus og Bannon har Trump klart signaleret, hvem der kommer med i klubben, og hvem der ikke gør. Det skal de to dørmænd nok sørge for.

I morgen ser udenrigsredaktør Philip Chr. Ulrich nærmere på den udenrigspolitiske del af Trumps Hvide Hus. Det kan du som altid læse her på Kongressen.com

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen