Donald Trump er blevet valgt til den næste præsident i USA, mens Clinton må forholde sig til nederlaget. Kongressen.com har undersøgt, hvordan begge lejre håndterer situationen på de sociale medier.
Af Anna Hornshøj og Nora Sina
Om man vil eller ej må man erkende, at de sociale medier har haft en enorm betydning i det sidste års valgkamp. En hidtil uset grad af skandalerne og mudderkastninger er foregået online. Ikke mindst derfor er det spændende at se, hvordan Trump fejrer sejren og Clinton håndterer nederlaget på de sociale medier.
Både Clinton og Trump har åbenlyst planlagt deres sidste aktivitet på de sociale medier inden stemmerne tælles op.
Trump poster et billede af sig selv og sin familie, der forventningsfuldt venter på resultatet. Samme billede postes af sønnen Donald Trump Junior og datteren Ivanka Trump. Der er fælles front.
En time tidligere har Clinton postet et billede, hvor hun rækker ud til sine støtter og takker for deres hjælp uanset valgets udfald.
Derefter er tavshed på både Facebook, Twitter og Instagram fra begge lejre.
Fem timer senere går Clintons kampagneleder John Podesta på talerstolen til Demokraternes valgfest i New York City og annoncerer tavshed fra Clinton indtil hver eneste stemme er talt op.
Tavsheden brydes af Donald Trump, der udnytter Facebooks livefunktion og sender hans sejerstale direkte fra New York City. Trump fortæller, at han netop er blevet ringet op af Hillary Clinton, der ønsker ham tillykke. Ellers er der tavshed fra Clintons kampagne.
På Twitter lykønskes den nyvalgte præsident samtidig af Det Republikanske Parti med ordene ”We did it!”. Denne lykønskning er den første anerkendelse af Trump på republikanernes officielle twitterprofil nogensinde. Indtil valgsejren har al kontakt på de sociale medier mellem den etablerede del af det republikanske parti og Trumps støtter været gensidig kritik.
Der er stadig tavshed i Clintons lejer. Tavsheden på de sociale medier er larmende i forhold til den rolle som Twitter, Facebook og co. har spillet det sidste år.
Men tavsheden forventes ikke blive brudt indtil Clinton selv er stået frem og har talt til sine støtter.
You must be logged in to post a comment Login