Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Velkommen til målstregen

Så blev det endelig tirsdag den 8. november. En lang valgkamp nærmer sig afslutningen. Hvilket rigtig mange amerikanere glæder til.

Jeg kørte med en taxachauffør den anden dag i Washington D.C. Som så ofte før gik smalltalken om den igangværende valgkamp.
Den unge gut, der selv fortalte at han var i starten af 30’erne, var ikke begejstret over, hvad han oplevede. I hans optik burde hverken Hillary Clinton eller Donald Trump være i spil til præsidentposten. Ingen af dem var værdige, fastslog han.
Vi talte lidt om, hvem han så havde tænkt sig at stemme på. Det ville jo nok blive Clinton, nåede han frem til, uden dog at virke særlig glad for konklusionen.
‘I’ve got too, man. The things he has been saying… And me being black… I’ve got to vote for her.’

Jeg nikkede og skulle lige til at spørge, ham om noget, inden han så pludselig hævede stemme en smule og fastslog:
‘THIS IS THE WORST ELECTION EVER!’

Det er nogle dage siden, sætningen om, at det her er det værste valg nogensinde, har fyldt en del i mine tanker i takt med at jeg har fulgt valgkampens sidste dage.

Det har i sandhed ikke været kønt at være vidne til. Personangreb, mudderkastning og en anspændt stemning. Alt sammen anført af to historisk upopulære kandidater. Set i det lys, er der ikke noget at sige til, at amerikanerne glæder sig til, at valget er overstået.

Det har været en valgkamp, der har gravet grøfterne i det amerikanske samfund endnu dybere. En valgkamp, hvor tonen er blevet stadig mere tilspidset for hver dag, der er gået. Og en valgkamp, hvor amerikanerne gentagne gange er blevet bekræftet i, at amerikansk politik i de her år mest af alt er en slåskamp mellem Demokraterne og Republikanerne mere end et velfungerende og samarbejdende folkestyre med ønsket om at finde fælles løsning til gavn for borgerne.

Nu er vi så omsider nået til tirsdag den 8. november. Vi er omsider nået til målstregen. Vi er nu kun få timer fra at vide, om USA’s næste præsident hedder Hillary Clinton eller Donald Trump.

Men sandsynligheden for, at tingene så ændrer sig til det bedre herfra er begrænset. Tværtimod taler mest for, at striden mellem partierne fortsætter. Og at den dysfunktionalitet, der har præget Washington D.C. vil fortsætte mindst et par år endnu.

Det bliver en både spændende og intens dag, både her i Washington og i resten af USA. Men hvor valgdage normalt kan betyde afslutningen på længere tids diskussioner og stridigheder, så ser det ud til, at det ikke blive tilfældet denne gang. For at dømme ud fra hvordan tingene har udviklet sig i USA de seneste måneder, så bliver valgdagen i dag ikke afslutningen, men blot endnu et slag i krigen mellem Demokraterne og Republikanerne.

Det er langt fra det, amerikanerne ønsker sig. Eller håber på. Men som det ser ud her på valgdagen, må man nok desværre konstatere, at det er det mest realistiske.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen