Er Clinton og Trump korrupte?

Pengenes indflydelse på amerikansk politik har været tydelig for enhver undervejs i valgkampen. Og der er ikke noget, der tyder på, at det bliver anderledes. Selv om mange amerikanere gerne så det.

I Washington D.C. er det bogstaveligt talt lobbyisterne, der skriver lovene. I 2015 havde medicinalindustrien ansat 137 lobbyister og brugte næsten 19 millioner dollars på 106 lovforslag ifølge Center for Responsive Politics.

Er lovgivningen påvirket af penge? Regn selv efter.

Almindelige vælgere føler sig stadig mindre magtfulde. Hillary Clinton tolker sit liv på en måde, der underbygger myten om, at alle kan blive præsident. Tidligere er hun blevet kritiseret for at sige, at hendes familie var ”ikke kun bankerot men i gæld”, da de forlod Det Hvide Hus, men nu minder hun os om sin ydmyge baggrund, hvor hendes far trykte gardinstoffer. Samtidig bruger Trump sin velstand til at tiltrække stemmer, mens han insisterer: ”Ingen kender systemet bedre end jeg, og derfor kan kun jeg ændre det.”

Tillid er kandidaternes sidste trumf. Men det er måske ikke nok. Ifølge Pew Research Center, stolede kun 19% af amerikanerne på regeringen i 2015, hvilket er noget af det laveste i 50 år. Et andet middel kunne være et robust system, der forhindrer korruption, fremmer gennemsigtighed og er omhyggeligt gennemført. Spørgsmålet er, om USA har det.

Lovens tolkning af korruption
Et problem er, at det kræver penge at blive valgt. Ifølge Washington Post har Clinton indsamlet 1,3 milliarder dollars til sin kampagne, mens Trump har skaffet 795 millioner dollars. Så store tilskud må resultere i interessekonflikter. Men hvornår bliver det til korruption?

27. juni 2016 besvarede en enstemmig højesteret dette spørgsmål. I sagen ’Robert F McDonell mod staten’ tog den stilling i en korruptionssag mod den tidligere guvernør i Virginia. Under føderal lovgivning er det kriminelt at modtage noget af værdi til gengæld for at være ’partisk i udførelsen af en officiel handling’.

McDonnell og hans hustru modtog 175.000 dollars fra Jonnie Williams, direktør for Star Scientific. Williams mål var at sikre et gunstigt resultat af de undersøgelser af firmaets kosttilskud, som var nødvendige for sundhedsmyndighedernes godkendelse og dermed salg af produktet.

Williams indledte sit personligt bekendtskab med McDonnell med at stille sit private fly til rådighed for en tur under en valgkampagne. Efter at McDonnell blev guvernør, brugte Williams 20.000 dollars på tøj-shoppeture med fru McDonnell, inviterede ægteparret på weekendture og sendte en 10.000 dollars gave til deres datters bryllup.

McDonnells bad direkte om penge. Mens fru McDonnell bad om og modtog et Rolex-ur til sin mand og forærede ham det som en julegave, ligesom hun lånte først 50.000 og så 15.000 dollars, bad guvernøren selv om lån på henholdsvis 50.000 og 20.000 dollars.

Til gengæld introducerede McDonnell Williams for delstaten sundhedsminister. McDonnell videresendte også et forslag til regler for forskning til ministeren og bad ministersekretæren om at deltage i et møde. Guvernøren var vært ved en frokost, hvor Williams donerede otte checks a 25.000 dollars til universitets-forskere. Endvidere foreslog McDonnell ved et møde om statens sundhedsindsats for medarbejderne, at kosttilskuddet blev inkluderet. Det skete dog aldrig.

Højesteret fordømte disse aktiviteter som værre end smagløse. Men fastslog samtidig at det ikke er officielle handlinger at: ”udtrykke støtte til et forskningsprojekt” ved at foretage telefonopkald, holde et møde eller arrangere en begivenhed. Det ville have krævet at guvernøren ”tog en beslutning eller handlede ud fra forskningsprojektet”, så der blev gennemført yderligere forskning. At dømme anderledes ville ifølge Højesteret lægge forhindringer for det repræsentative styre.

Hvis det er politik, er Clinton-familien gode til det. Washington Post konkluderede sidste år, at parret havde indsamlet tre milliarder over 41 år, heraf to milliarder til deres humanitære organisation, Clinton Foundation. Beløbet viser ikke alene et nært forhold til Wall Street, men også til Hollywood og Silicon Valley. Fire ud af de ti største politiske støtter var fagforeninger.

Clinton maskinen
“Clinton maskinen,” skaber indtjening via tale-honorarer, tilskud til politiske kampagner og donationer til fonden ifølge The New York Review of Books. Kun honorarer for taler er privat indkomst.

Goldman Sachs var den største bidragyder fra Wall Street. Det begyndte da Goldman Sachs Robert Rubin blev finansminister under Bill Clintons præsidentperiode. Senere blev firmaet den næststørste donor til Hillary Clintons senatskampagne. De gav også væsentlige midler til fondens kampagne for lighed mellem kønnene på arbejdsmarkedet. Og finansselskabet er kendt for at betale Hillary Clinton $675,000 for tre taler. Da fru Clinton begyndte sin anden kampagne for at blive præsident, hjalp Rubin med at rejse penge. Desuden er cheføkonomen for hendes kampagne tidligere medarbejder hos Goldman Sachs.

Da Hillary Clinton var udenrigsminister fra 2009-2013, skrev både hun og Bill under på en etisk aftale om årlig offentliggørelse og indberetning til statsministeriet af donationer til fonden. Tidligere forhold til udenlandske stater som Kuwait, Qatar, Oman, Australien, Norge og Den Dominikanske Republik kunne fortsætte.

PoliticFacts katalog over overtrædelser viser, at fonden ikke indberettede et 500.000 dollars tilskud fra Algeriet direkte efter jordskælvet på Haiti i 2010. Samme år viser Sunlight Foundations data en øget mødeaktivitet mellem Algeriet og udenrigsministeriet. Reuters opdagede, at der i perioden 2010-2013 blandt andet manglede oplysninger om nye donorlande. Disse inkluderede Papua New Guinea, Rwanda, Swaziland, Sverige og Sverige. I alle tilfælde indrømmede fonden fejlene eller forklarede, hvorfor det ikke var blevet registreret.

I August 2015 tweetede Associated Press, at halvdelen af alle udenrigsminister Clintons møder var med fondens donorer. Senere indrømmede nyhedsbureauet, at det var en fejl. Det AP mente var, at 84 af 154 møder eller telefonopkald udenrigsminister Clinton havde med privatpersoner involverede nogle, som gav “op til 156 milliarder” til fonden. Samtidig viste en analyse i The New Yorker af emails mellem fonden og udenrigsministeriet, at donationerne ikke medførte særbehandling til donorerne.

Nyfigenheden har været intens. Alligevel er der kun ét tilfælde, der ikke kunne forklares. Rajiv K. Fernando, en bidragyder til Clintons fond og politiske kampagner, blev udnævnt til udenrigsministeriet International Security Advisory Board in 2011. Udvalget rådgav udenrigsminister Clinton om atomvåben og andre former for våbenkontrol. Da ABC stillede spørgsmål ved hans mangel på baggrund, trak Fernando sig fra posten.

Vælgerne ved så meget om Clinton, fordi hendes økonomi er relativt gennemskuelig. Hendes skattemæssige forhold har været offentlige siden 1977. Velgørende organisationer er ikke underlagt krav om offentlighed, men Clinton Foundation er det fortsat. Politiske kampagner skal offentliggøre deres finansielle forhold, men penge kan være skjult.

Trumps nye klæder
I modsætning her til er Donald Trumps ugennemsigtige økonomi med til at placere ham som hovedpersonen i ”Kejserens nye klæder”.” Han er den første præsidentkandidat siden 1976, der ikke har offentliggjort sine selvangivelser. Hans velgørende fond afslører ikke sine donorer og hans kampagne overdriver hans velstand.

Trumps udstyr inkluderer 16 bøger, 11 år med “The Apprentice” og en Twitter-konto med 12.9 million følgere. Sådan markedsføres “The Donald” som en meget succesfuld forretningsmand. Hele familien deltager.

Men de der vover at undersøge tingene nærmere finder en Trump uden klæder. Mens han til den føderale valgkomité har opgjort sin formue til 10 milliarder dollars, anslog Forbes det rundhåndet til 3,7 milliarder dollars. For at sætte det i perspektiv er verdens rigeste, Bill Gates, god for 75 milliarder dollars.

Trumps hemmelighed er udnyttelse. Ifølge The Washington Post, vildledte han statens myndigheder til at give tilladelse til dårlige investeringer og tjente på det, når projekterne gik bankerot – seks gange. USA Today afslørede at Trump er involveret i 60 retssager og 200 tvister om betaling til entreprenører og ansatte. Den første side af hans 1995 selvangivelse blev lækket til The New York Times. Den viste et tab på 916 millioner dollars, som efterfølgende har kunnet bruges til ikke at betale skat i 18 år.

Som byggematador kan Trumps rolle sammenlignes med Goldman Sachs eller Star Scientific. Under kampagnen har han sagt, at hans erfaringer har lært ham, hvordan forretningsfolk kan styre politikere, og at han kan løse det.

Nogle af Trumps erfaringer stammer fra organiseret kriminalitet. Mafiaen havde ifølge Wall Street Journal tidligere kontrol over bygningsarbejdernes fagforening i Manhattan og Atlantic City. For at kunne bygge kasinoer og hoteller, kunne Trump have undgået dem ved at hyre et overordnet byggefirma. I stedet udviklede han forbindelser til mafiaen og FBI.

Den tidligere offentlige anklager Kenneth F. McCallion har skrevet om Trumps bedste aftale med det mafia-kontrollerede transportforbund og hvordan Trump modarbejdede FBI’s forsøg på at stævne dem.

En Washington Post undersøgelse afslørede, at Trump måske har foreslået at donere 10.000 dollars til mafiaens planer om valgsvindel i forbindelse med borgmestervalget i Atlantic City i 1982. I 1991 indgik Trump forlig i en retssag efter at en dommer havde afsagt kendelse om, at han var medskyldig i en plan om at tilbageholde 325.000 dollars af fagforeningens formue. Da Wall Street Journal spurgte ind til hans mafia-kontakter, svarede Trump, at han er “den reneste fyr man kan forestille sig.”

Lige siden Trump første gang priste Vladimir Putin, har amerikanerne været bekymret for, om Rusland blander sig i valget. Ifølge Washington Post sagde Trump i 2007, at “Rusland er et af et bedste steder i verden for investeringer”, og at “vi kommer til at være i Moskva på et tidspunkt.” I 2008 sagde hans søn, Donald Jr., at han havde været i Rusland seks gange indenfor de seneste 18 måneder.

Alligevel er det ikke lykkedes Trump at komme i gang med nogen af de fire byggeprojekter, inklusiv et Trump Tower, han har forsøgt sig med i Rusland siden 1987. Et femte projekt, afvikling af Miss Universe-konkurrencen i Moskva, blev en succes. Trump har også forsøgt at sælge ferielejligheder i Florida til russere og solgt en lystejendom til en russisk oligark.

Nogle er bange for at russiske penge har hjulpet Trump ud af økonomiske problemer. Trods alle mulige interessekonflikter, mangler beviserne. Et blik på hans skattepapirer kunne hjælpe. Ifølge loven har Trump pligt til at oplyse om sine udenlandske investeringer. Et detaljeret Regnskab kunne også sætte gang i en undersøgelse af hans relationer med russiske forretningsfolk. Indtil videre har Trump tweeted, “For at slå det fast, jeg har NUL investeringer i Rusland.”

Trump kom nok tættest på korruption, da the Donald J. Trump Foundation I 2013 gav 25.000 dollars I støtte til Pam Bondis kampagne for at blive genvalgt til justitsminister i Florida. Justitsministeren i New York havde allerede anlagt sag mod Trump University på vegne af 5.000 forbrugere. Den californiske stat havde også startet to retssager. Den ene med dommer Curiel som var blev kritiseret af Trump for at være partisk, da hans forældre stammer fra Mexico.

Efter donationen gik Florida ikke videre med retssagen. Både Trump og Bondi nægter at have gjort noget forkert. En vinkel er, at det er ulovligt for en offentlig velgørenhedsorganisation som Trump Foundation at give penge til politiske kampagner. Selv om fonden selv henvendte sig om fejlen og betalte den senere bøde, har PolitiFact stemplet hele transaktionen som betænkelig. Indtil videre er fonden beordret til at stoppe med at samle midler, da den ikke er lovligt registreret. New Yorks justitsminister, en demokrat, er i gang med en undersøgelse af dens arbejde, inklusiv betaling af 20.000 dollars for et 182 cm højt maleri af Donald J. Trump.

Måske er tillid ikke nok
Selvom Clinton- og Trump-maskinerne skaber bekymring for interessekonflikter og andre former for etiske problemer, leverer de et sjældent indblik i, hvordan det moderne repræsentative styre fungerer i nutiden. Det er et system, der baserer sig på, at man betaler for at få adgang til magthaverne. For dem der er involverede, er der rigdom til alle. Men for alle andre, er det en bro, der ikke fører nogen steder hen.

Præsidentkandidaterne beder vælgerne om at stole på, at de vil gøre det bedste for landet. Men USA mangler et system, der for alvor forhindrer korruption, øger gennemsigtigheden og fremmer effektiv kontrol. Måske er tillid ikke nok.