Først var frihandel noget af det dejligste, Hillary Clinton vidste. Så råbte venstrefløjen op og pludselig var fru Clinton ikke længere grad for frihandel. Spørgsmålet er, hvordan hun vil gribe spørgsmålet an, hvis hun ender med at blive USA’s næste præsident?
Trods det, at FBI i fredags, atter engang besluttede at rette blikket mod Hillary Clintons e-mails er sandsynligheden for, at USA igen får en præsident med efternavnet Clinton forsat relativ stor. Men hvad vil en Clintonsejer betyde for de igangværende forhandlinger om en transatlantisk frihandelsaftale (TTIP) og en ratificering af TPP? Her er et spekulativt bud på, hvordan en mulig Clinton-administration vil gribe situationen an.
Det er d. 9. november – dagen efter præsidentvalget i USA. Hillary Clinton har vundet det Hvide Hus og lettelsens suk spreder sig verden over. Et af de områder mange forventer bliver opprioriteret hos den nye administration er det, fra valgkampen, omdiskuterede spørgsmål om frihandel.
De detaljemæssige forhandlinger i frihandelsaftaler er næppe noget mange finder sexede, men ikke desto mindre har TTIP (Transatlantic Trade & Investment Partnership) og TPP (Trans-Pacific Partnership) været på alles læber under præsidentvalget. Det vil de med alt sandsynlighed blive ved med – selv efter Donald Trump’s nederlag har sat en stopper for truslerne om at nedlægge allerede eksisterende handelsaftaler såsom North American Free Trade Agreement (NAFTA).
Det skyldes blandt andet, at store dele af det Demokratiske, såvel som det Republikanske, partis vælgere er frustrerede over landets udvikling: lønningerne er lave, fyringer er hverdag, farbrikker lukker på stribe og frygten for, at amerikanske virksomheder beslutter at udlicitere produktionen til oversøiske lande lurer konstant i baghovedet. Frustrationen bliver kun større, når arbejderklassen er vidne til, at den absolut rigeste del af amerikanerne forsat bliver stadig rigere, mens manden på gulvets købekraft har stagneret i godt 40 år. I tillæg hertil, ser arbejderklassen deres jobs forsvinde – om det er til udenlandske arbejdere eller det er en naturlig følge af den teknologiske udvikling er imidlertid ikke entydigt. Hvad der er entydigt er, at NAFTA ikke formåede at bringe USA, Canada og Mexico tættere sammen, sådan som intentionen var. Kombineres det faktum med den økonomiske udvikling i USA – en udvikling, der ifølge den protektionistiske Trump og den selverklærede socialistiske Sanders, kun vil blive forstærket hvis USA forhandler en TTIP-aftale færdig med Europa og ratificerer TPP, så har man en del af forklaringen på, hvorfor TPP sandsynligvis har lange udsigter og at TTIP-aftalen mere eller mindre er lagt i kunstigt koma.
Den nyvalgte præsident Clinton står derfor overfor et svært valg. Det skyldes at hun i sin bog, ”Hard Choices”, nævner, at hun grundlæggende er tilhænger af frihandelsaftaler. Hun spillede ligeledes en central rolle da hendes mand, Bill Clinton, ratificerede NAFTA i 1993, og hun var stærk tilhænger af TPP indtil Bernie Sanders fik vind i sejlene og pressede hende til at indtage et mere kritisk standpunkt. Med andre ord står Hillary Clinton i en situation, hvor hun enten skal tage produktionsarbejderens parti, og følge sit påtagede kritiske syn på frihandelsaftaler til dørs – hvilket med stor sandsynlighed vil give TTIP det endelige dødsstød og bringe TPP i livsfare – eller også skal hun forsøge at forhandle begge aftaler på plads med den risiko, at komme til at fremstå som en hyklerisk præsident, der siger ét i valgkampen for da at gøre noget andet i embedet.
Har TPP og TTIP en chance under en Clinton-administration?
TPP handler ikke kun om et økonomisk samarbejde – der er for Washington også et geopolitisk element i form af magtprojektering. Foruden en øget eksport af amerikanske varer, vil Clinton gerne styrke USA’s evne til at projektere magt i særligt Asien, hvor Kina til stadighed bliver en stærkere spiller. Historiens gang har vist, at USA’s evne til at projektere magt i verdens forskellige regioner, hænger sammen med landets bi- og multilaterale handelsaftaler med lande i de respektive regioner. Med det in mente eksisterer der for Clinton-administrationen et ganske betydeligt incitament til at få ratificeret TTP, der foruden USA bl.a. tæller de asiatiske lande; Vietnam, Japan, Malaysia og Singapore. På den måde vil TPP, ifølge fortalerne for aftalen, ikke kun lede til økonomisk vækst og flere arbejdspladser i USA, men det vil også være medvirkende til at øge den amerikanske indflydelse i regionen, holde Beijing i skak og øge den nationale sikkerhed i USA.
Spørgsmålet er om Clinton kan og tør ratificere TPP og gå videre i forhandlingerne om TTIP. Præsident Obama, der selv er fortaler for både TPP og TTIP vil med stor sandsynlighed forsøge at få ratificeret TPP i den periode, hvor kongressen befinder sig i det der kaldes ”lame duck”. ”Lame duck opstår, når den afgående kongres mødes med dens efterfølger, men inden den nyvalgte kongres term begynder. Chancen for at det lykkes er imidlertid minimal, idet kongressen – også på dette spørgsmål – har været modvillig i samarbejdet med Obama.
Sammensætningen af den nye kongres taler dog – som det ser ud nu – mere til Clintons fordel. Det sandsynliggør, at hun – hvis hun vel og mærke tør – kan gennemføre hvad Obama ikke formåede. Men tør hun? Og hvad skal hun gøre ved Sanders, der forsat er indædt modstander af TPP og TTIP? Han forsvinder ikke, han vil ikke stille sig tilfreds med et relativt ubetydeligt job i Clintons kabinet, og han er fri til at skabe problemer for den nye præsident.
Det hårdest slående argument for, at Clinton tør og vil tage kampen op mod Sanders er, at mange af hendes indflydelsesrige supportere, men i endnu højere grad hendes indflydelsesrige donorer, er stærke tilhængere af TPP og TTIP. Clintons kampagne nød godt af store pengesummer fra Wall Street, og Wall Street vil have en TTIP-aftale og ratificeret TPP. Med en ratificering af TPP er der – som tidligere nævnt – risiko for, at Hillary Clinton vil komme til at fremstå som en marionetdukke for Wall Street, hvilket sandsynligvis ikke vil gøre hendes tid som præsident nemmere. Det er undertegnedes vurdering, at Clinton kun kan ratificere TPP på succesfuld vis, hvis den lever op til følgende kriterier: 1) Den skal stille middelklassen bedre; 2) den skal kreere flere jobs end den fjerner; 3) den skal styrke USA’s nationale sikkerhed. Lever den op til dette kan en ratificering af TPP gøre Clinton til en præsident, der skaber arbejdspladser, gør op med middelklassens stagnerende økonomi og samtidig sikre USA’s forsatte indflydelse globalt – noget der med sandsynlighed ville afkaste anerkende nik hendes 44 mandlige forgængere. Lykkes det for Clinton synes det ikke utænkeligt, at TTIP-forhandlingerne vækkes fra deres kunstige koma for at vende styrket tilbage.
Kender man lidt til Hillary Clintons strategiske formåen, er der meget der tyder på, at hendes mere kritiske holdning til frihandel – først under primærvalget mod Sanders og efterfølgende i præsidentvalgkampen mod Trump – har været et strategisk træk i bestræbelserne på at vinde det Hvide Hus. Det er således ikke utænkeligt at både TPP og TTIP har gang på jord efter d. 8. november – vel og mærke hvis ovenstående spekulationer holder stik.
Valget d. 8. november og ugerne efter vil give os de første indtryk af, hvordan en mulig Clinton-administration vil gribe spørgsmålet an.
You must be logged in to post a comment Login