Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Nu troede vi lige, at valget var afgjort

Trump haler ind på Clinton i kølvandet på den seneste udvikling i mailsagen. Dermed tegner det alligevel til at valgkampens afslutning bliver en tæt affære

WASHINGTON D.C.: Lad os lave et forsøg. Lad os forestille os at det ikke er mandag formiddag, men i stedet fredag formiddag før weekenden.
Prøv at tænke tilbage på, hvordan du tænkte på valget på det tidspunkt. Du tænkte formentlig, at det var så godt som overstået og at Hillary Clinton uden problemer ville køre en sikker sejr hjem. Indrømmet, det troede jeg også i fredags.
Men nu, hvor det er blevet mandag, ser situationen noget anderledes ud. Og den ellers så sikre Clinton-sejr er ikke længere helt så sikker, som den var i fredags. Javist, hun bør stadig betegnes som favorit til at løbe med sejren næste tirsdag, men nogen sikker sag er det ikke længere. Langt fra endda.

Hvis det nogensinde vil være rigtigt at bruge ordet ‘bombe’ i forbindelse med en valgkamp – jeg ved det, det sker tit – så var det da i fredags, så FBI lod forstå, at man nu igen kiggede på Clintons mailsag. En sag, der længe har martret Hillarys troværdighed, og hvor Republikanerne har angrebet med alt, hvad de havde. Clinton fik dog i sin tid sat en prop i tanken, da FBI’s undersøgelse ikke førte til tiltale, men kun hård kritik. Derfra har hun kunnet sige undskyld, undskyld, undskyld, og så ellers henvise til, at hun ikke havde gjort noget ulovligt. Ikke nogen optimal situation, men dog stadig inden for rammerne af, hvad der er til at håndtere.

Når FBI’s beslutning om at genoptage sagen er en regulær bombe i valgkampen, så er det dels fordi det sker så få dage før valgdagen. Det i sig selv er alvorligt. For det andet, så er det problematisk for Clinton-lejren, at oplysningerne indtil videre er meet sparsomme og at tvivlen og spekulationerne derfor kan få frit løb. Og for det tredje, så står Clinton i en situation, hvor vælgerne nok engang bliver mindet om alt det, de ikke kan lide ved hende.

Svækker sagen Clintons sejrsmuligheder? Bestemt. Betyder det, at Trump pludselig er favorit? Nej, dog ikke. Men det betyder, at valget nu bliver en noget tættere affære end der var lagt op til så sent som i fredags før sagen eksploderede.

Vi kommer i de kommende dage til at høre om masser af målinger, der viser dødt løb mellem Trump og Clinton nationalt. Det i sig selv er ikke optimalt. Men hold også øje med, hvad der sker i svingstaterne. Det er der, valget afgøres og det er i højere grad målingerne derfra, der betyder noget i forhold til Clintons krise, end de nationale tal. For betyder Clinton pludselig at komme i vanskeligheder der, så viser det noget om, hvor hårdt sagen i så fald har ramt hende.

Og hold så i øvrigt øje med, hvor Clinton opholder sig de kommende dage. Inden mailsagen vendte tilbage, var det meldt ud, at Hillary blandt andet ville være i Arizona i valgkampens sidste uge. En stat, der traditionelt set går til Republikanerne, men som Demokraterne ved dette valg nu pludselig øjnede muligheder i. Hvis pludselig de planer bliver lavet om, og Clinton pludselig rejser til eksempelvis Pennsylvania i stedet, så fortæller det noget om, at man også internt i Clinton-lejren får meldinger om, at noget er galt. Sker det ikke, så er det et tegn på, at deres egne målinger viser, at hun måske nok er ramt, men fortsat har styr på tingene.

Alt det bliver vi klogere på i de næste dage frem mod valget. Ideen om den sikre Clinton-sejr kan vi for en stund godt parkere. Slutspurten bliver en både tæt og intens affære. For mon ikke Clinton-lejren brygger på et sidste modangreb på Trump? Alt andet skulle næsten være mærkeligt.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen