Hvorfor er Republikanerne bange for Garland?

I mere end 200 dage har et republikansk flertal i Senatet blokeret for høringer af Obamas kandidat til USA’s højesteret, Merrick B. Garland. Afvisningen af ham er blevet en republikansk principsag, der bygger på meget mere end en frygt for Garlands person, men også den fremtid, han symboliserer.

I debatten mellem Trump og Clinton natten til torsdag, var Den Amerikanske Højesteret, The Supreme Court, ét af emnerne, der blev debatteret. Særligt én mand har lyttet ekstra godt efter, da debatten kom ind på, hvem USA’s næste højesteretsdommer skal være. Siden begyndelsen af marts har den 63 årige dommer, Merrick B. Garland, været nomineret til embedet. I al den tid har Senatet nægtet at afholde høringer og afstemninger for enten at godkende eller afvise Garland som højesteretsdommer. Situationen er både historisk og kontroversiel, da ingen nomineret til Højesteret nogensinde har ventet så længe på en afgørelse. Mange er målløse over republikanernes modvilje over for Garland, for på papiret ligner han den perfekte kandidat.

Det er faktisk svært at finde en demokratisk nominering til højesteretsdommer, som er mere oplagt til at blive godkendt i et republikansk domineret Senat, end Garland. Allerede i 2010, sidste gang Obama nominerede en højesteretsdommer, var Garland på tale som mulig kandidat. Dengang udtalte den republikanske Senator Orrin G. Hatch, at Garland ville blive en “konsensus-nomineret”, der nemt ville glide igennem senatets høringer og afstemning. Obama valgte dog den moderate Elena Kagan, men de positive udtalelser om Garland dengang gjorde ham til en åbenlys kandidat, da den konservative højesteretsdommer Antonin Scalia uventet døde den 13. februar i år.

Den republikanske velvilje i forhold til Garland bunder i hans ry for at være moderat og midtersøgende i sine domme. I sine 19 år som dommer i det amerikanske retssystem har han bevist, at han ikke lader sig påvirke af stærke liberale stemmer, men står fast på egne principper i fortolkningen af Den Amerikanske Forfatning. I et retssystem som det amerikanske, hvor dommere åbenlyst tolker lovgivningen ud fra forskellige principper og ideologier, fremstår Garland derfor for mange som en retfærdig og ærefuld mand.

Garlands gode ry blandt mange republikanere og demokrater var uden tvivl også en del af Obamas strategi, da han i foråret skulle nominere en kandidat til Højesteretten. Da Scalia døde stod flere højtstående republikanere frem og udtalte, at de ikke ville lade Obama udnævne en ny højesteretsdommer. Derfor havde Obama brug for en kandidat, som det republikanske flertal i Senatet ville have svært ved at sige nej til. Når republikanerne alligevel valgte at blokere høringerne af Garland, viser det, at der er meget mere på spil end blot en enkelt mands personlige ideologier og faglige ry.

Tæl til fem
Den republikanske modvilje overfor Garland handler istedet om frygten for den kursændring han vil kunne medvirke til i Højesteretten. Det, der gør denne domstol så særligt indflydelsesrig, er dens flittige brug af prøvelsesretten. Med prøvelsesretten kan domstolen gå ind og vurdere, om lovgivningen i en given sag er forfatningsstridig. Det betyder, at Højesteretten kan erklære Kongressens love for forfatningsstridige og dermed ugyldige. På denne måde sikrede en liberalt domineret Højesteret 1950’erne-70’erne blandt andet ophævelse af raceadskillelse, større lighed i valgprocesser og kvinders ret til abort. Det skete ved en hidtil uset udvidelse af brugen af prøvelsesretten, som konservative politikere og højesteretsdommere lige siden har forsøgt at indskrænke. Derfor er det utroligt relevant for både demokrater og republikanere, hvilke ni personer, der er USA’s højesteretsdommere – især fordi en højesteretsdommer bliver i embedet resten af livet, med mindre vedkommende bliver stillet for en rigsret eller selv vælger at lade sig pensionere.

På trods af Garlands ry for at være midtersøgende og moderat, vil en godkendelse af ham betyde et flertal af højesteretsdommere, der er udnævnt af liberale præsidenter. Den liberale fløj vil dermed have flertal for først gang i næsten 50 år. Historien har vist, at det er umuligt at vide, om højesteretsdommere vil følge den forventede politiske linje, men blot tanken om et liberalt flertal er nok til, at republikanerne trækker bremsen. Da republikanerne ikke kan kritisere Garlands person, er deres argument i stedet, at Obamas manglende flertal i Senatet og hans embedsperiodes snarlige afslutning gør ham uegnet til at foretage en så vigtig beslutning på vegne af det amerikanske folk. Bemærk at dette argument blev fremført første gang i foråret, da republikanerne endnu ikke vidste, hvem deres præsidentkandidat ville blive. Håbet var naturligvis, at en republikansk præsident med et republikansk flertal i Senatet efter 20. januar 2017 vil kunne nominere og udnævne en konservativ højesteretsdommer. Mens valgdatoen nærmer sig, og meningsmålingerne viser et stadig stigende forspring til Hillary Clinton, synes denne forhåbning dog at blive en håbløs utopi.

It’s a tie
Men hvad med de resterende otte højesteretsdommere og deres sager? Imens demokrater og republikanere er ved at slå knuder på sig selv for at argumentere for og imod Garland, står Scalias stol stadig tom. Det betyder at Højesterettens afgørelser kan ende med stemmelighed. Sandsynligheden er ekstra stor med den nuværende konstellation af højesteretsdommere, hvor fire er udnævnt af demokratiske præsidenter og fire af republikanske. Mens mange mener, at risikoen for stemmelighed gør Højesteretten udemokratisk, så er det faktisk ikke forfatningsstridigt at have otte højesteretsdommere. Der står intet i Den Amerikanske Forfatning om, hvor mange højesteretsdommere der skal være på et givent tidspunkt, og igennem landets historie har antallet varieret mellem seks og ti dommere. I mere end 100 år har der dog været fast tradition for ni højesteretsdommere.

Selvom risikoen for stemmelighed ikke er forfatningsstridig, skaber det andre problemer. I de fleste tilfælde af stemmelighed stadfæstes den foregående appel-domstols afgørelse. Dermed bliver Højesterettens dom, og vel også selve institutionens arbejde, ligegyldig. Højesteretsdommerne har forsøgt at forebygge problemet ved at påtage sig færre sager i perioden siden Scalias død, og i nogle tilfælde har de bedt om udsættelse af sager, indtil Scalias efterfølger er fundet. Alligevel er fire sager allerede blevet afgjort med stemmeligheden 4-4.

Republikanerne skaber et andet dilemma med deres beslutning om ikke at afholde høringer af Garland. Selvom der findes mange eksempler på, at et Senat har afvist en præsidents nominering ved afstemning, er det første gang nogensinde, at Senatet end ikke har villet afholde høringer. Den beslutning har skabt debat om, hvorvidt Senatet udvander tre-delingen af magten i USA. Som Amy Davidson fra magasinet The New Yorker skrev i en kommentar til situationen “A truly independent Senate, one would think, would not be afraid to hold hearings and figure out if it wanted to accept or reject any nominee, of any President, by its own standards.”

Bliver Garland højesteretsdommer?
Der er flere mulige scenarier i forhold til Garlands fremtid som højesteretsdommer, og de er alle afhængige af præsidentvalgets og Senatets valgresultat 8. november. Den nemmeste forudsigelse at spå om er, hvis Trump, stik imod meningsmålingernes og mine forventninger, vinder valget med et republikansk flertal i Senatet. Så er svaret, at Garland ikke bliver højesteretsdommer. Trump har udtalt, at han vil gå efter at nominere en dommer, der minder om den afdøde Antonin Scalia, der betragtes som en af de mest konservative højesteretsdommere i USA’s historie.

Der er en lille og usandsynlig mulighed for, at Obama vil kunne nå at få Garland godkendt. Det kan ske i den korte periode i begyndelsen af januar, hvor den nyvalgte Kongres’ virke er begyndt, men hvor Obama’s præsidentembede endnu ikke er afsluttet. Det vil både kræve, at Obama gen-nominerer Garland, hvis nominering udløber samtidig med den nuværende Kongres’ virke, og at Senatet ved valget får et demokratisk flertal. Et republikansk flertal i Senatet vil ikke kunne forsvare en godkendelse af Obamas nominering efter så mange måneders argumentation for, at det er den næste præsidents opgave at vælge Scalias efterfølger.

Det andet scenarie, der kan gøre Garland højesteretsdommer er, at Clinton vinder præsidentvalget og vælger at gen-nominere Garland efter hendes indsættelse som præsident 20. januar 2017. Meningsmålingerne lige nu melder om dødt løb mellem demokraterne og republikanerne i Senatet. Hvis republikanerne får flertallet, vil et nej til Garland være usandsynligt. Partiets argument har jo netop været, at den nyvalgte præsident skal nominere USA’s næste højesteretsdommer. Det tyder dog ikke umiddelbart på, at Clinton har tænkt sig at gen-nominere Garland. I løbet af hendes kampagne har hun ikke lovet nogen højesteretsplads til ham. Set fra en liberal vinkel vil hun da også få mere ud af at nominere en yngre og mere progressiv dommer. En yngre dommer vil kunne påvirke Højesteretten i mange flere år end Garland, der som 63 årig er den ældste nominerede siden 1971. Samtidig vil en mere progressiv, liberal dommer tilfredsstille venstrefløjen i Det Demokratiske Parti, der længe har higet efter mere aktivistiske højesteretsdommere. Clintons udtalelser under den tredje debat viste også, at hun selv ønsker en progressiv højesteretsdommer, der tør gøre op med uhensigtsmæssige regler om økonomisk støtte til politiske kandidater, og som vil stadfæste kvinders ret til abort. Clintons valg af højesteretsdommer vil naturligvis også være påvirket af valgresultatet i Senatet

Garlands fremtid er med andre ord meget usikker. Det bedste scenarie for hans eventuelle godkendelse som højesteretsdommer vil blive tydeligt efter valget den 8. november. Som det ser ud nu, skal der dog både store mængder held og politiske ønsker om konsensus til for, at Garland har en fremtid i USA’s Højesteret. Imens venter hovedpersonen stadig, og Scalias stol forbliver tom. Garland er blevet en brik i et politisk spil, hvor alle frygter konsekvensen af beslutningen om hans fremtid, men hvor ingen egentlig er bange for manden selv.