Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Ond stemning, personangreb og trusler om fængsel

Det var forventet, at den anden tv-debat mellem Hillary Clinton og Donald Trump ville blive en uskøn affære. De forventninger blev i sandhed indfriet. Iskold stemning og hårde personangreb prægede en debat, der ikke ændrer meget på dynamikken i valgkampen. Pilen peger i Clintons retning

Man kunne næsten fornemme det fra det øjeblik, de to kandidater gik på scenen i St. Louis. At der var lagt i ovnen til en brutal debat. Stemningen var elendig. Og helt uhørt, ville de to kandidater ikke give hinanden hånden, da de mødtes.

Det var forventet at Trump ville angribe. Det blev han nærmest nødt til, hvis han skulle have en chance for at komme fra Missouri med bare en smule liv i sin kriseramte kampagne. For at han selv ville blive angrebet, det behøvede man ikke doktorgrader i strategisk kommunikation for at kunne forudsige. For siden debatten forrige mandag på Long Island, har møgsagerne væltet ned over Trump. Først med New York Times-afsløringerne af hans skatteforhold, og senest Washington Post-afsløringen af en 11 år gammel video, hvor Trump udtaler sig i stærkt nedsættende vendinger om kvinder.

Så hvis ikke debatten skulle ende i 90 minutters krydsforhør om disse sager, måtte Trump i offensiven. Og det kom han. Han angreb Bill Clinton, han angreb Hillary omkring Benghazi, han angreb hende for brug af privat emailkonto som udenrigsminister, han angreb hende for at have dårlig dømmekraft. Han angreb med andre ord ud fra flere af de forventelige flanker. Nogle af gangene virkede det. Det lykkedes til tider Trump at få Clinton i defensiven på sager, der længe har været et problem for hende. Det var bare ikke nok.

Trump skulle udrette et mirakel af de større i Missouri for at vende udviklingen for en kampagne i dyb krise. Det mirakel udeblev. Han fik som før nævnt sat flere angreb ind på Clinton, og fik også forsvaret sig nogenlunde effektivt undervejs, men det er bare ikke nok. Det kan godt være, at Trumps kernestøtter rundt om i landet sidder med følelsen af, at deres kandidat vandt debatten. Trumps problem er bare, at det ikke kun er dem, det handler om. Lige nu er han små fem procent efter Clinton i RealClearPolitics målingerne nationalt. I en sådan situation handler det derfor om at flytte vælgere, ikke overbevise de i forvejen overbeviste. Og det lykkedes Trump ikke med undervejs i debatten.

Alt dette ved Clinton godt. Og derfor er hun uden tvivl også taget fra Missouri med en god følelse. For debatten her ændrer ikke ved dynamikken i valgkampen her med lige knap en måned til valgdagen. Og den dynamik er lige nu med Hillary. Det er hende, der har momentum lige nu, og det vil hun fortsat have efter debatten. Når det alligevel ikke blev nogen homerum for Hillary i St. Louis, så er det fordi hun ikke lykkedes med en gang for alle at knockoute sin modstander. Det formåede hun ikke. Ganske vist fik hun sat nogle stærke hug ind i begyndelsen, hvor især onelineren om, at det er sådan her, Donald Trump er, med henvisning til videoen med de kvindenedsættende udtalelser. Den vil blive brugt yderligere i de kommende uger. At det er sådan her, Donald Trump er. Men køre ham helt over, formåede Clinton ikke. Hvilket uden tvivl vil ærgre hende, når hun og staben kører efterkritik på debatten.

Helt generelt var det en debat, der vil gå over i historien. Men bestemt ikke af positive grunde. En ting var, at kandidaterne ikke engang kunne give hinanden hånden indledningsvis. Men de første 30 af i alt 90 minutter var det værste, jeg mindes at have set i amerikanske præsidentdebatter til dato. Kulminerende med Trumps udtalelse om, at hvis han vinder valget, så ryger Hillary i spjældet. Forestil jer hvilket som helst anden valgkamp. Den slags ting ville ikke engang blive sagt for sjov.

Når man taler med amerikanerne i øjeblikket om valgkampen er den melding, man oftest får, at de glæder sig til at det er overstået. Den følelse vil kun være forstærket efter nattens debat.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen