Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Pence slap bedst fra halvtam debat mod Kaine

De to vicepræsidentkandidater, Tim Kaine og Mike Pence, tørnede i nat dansk tid sammen til den første og eneste debat. Et møde, som Pence slap bedst fra, men som bestemt ikke var noget festfyrværkeri

De er begge valgt, fordi de er driftsikre. De er begge valgt, fordi de er rutinerede. Og de er begge valgt, fordi de er lidt kedelige.
Det er selvfølgelig de to vicepræsidentkandidater, Tim Kaine og Mike Pence, der er tale om. Sekundanterne for henholdsvis Hillary Clinton og Donald Trump.

Ingen af de herrer er kendt som store folkeforførere. Man skal lede længe for at finde store oratoriske forestillinger med enten Tim Kaine eller Mike Pence i hovedrollen.

Derfor var der også lagt op til en noget afdæmpet affære, da de to VP kandidater i nat mødtes til debat i Virginia. En forventning, der blev indfriet. Det vil være så hårdt at kalde debatten direkte kedelig, men den store dramatik eller episke oneliners, var der ikke meget af.

Både Kaine og Pence stiller op sammen med kandidater, som er historisk upopulære. Kandidater, de begge skulle forsvare. Samtidig med at de skulle angribe modstanderen. Og så ellers sørge for at sende signalet om, at såfremt der skulle ske deres kandidat noget, ville de være driftsikre afløsere.

Den sidste del af øvelsen slap de nogenlunde lige godt fra. Den første del slap Pence lidt bedre fra end Kaine.

Kaine var i offensiven fra starten og hamrede løs på Pence og Trump, dog uden det rigtig virkede. Tværtimod fik Pence behændigt svaret igen med at påpege, at Kaines angreb lød mekaniske og over-øvede. Det gjorde det ikke nemmere for Kaine.

Nu var det ikke fordi Pence på noget tidspunkt sendte Kaine helt i tovene. Så galt gik det trods alt ikke for den demokratiske VP kandidat. Men da regnebrættet skulle gøres op efter 90 minutters debat, var der flere plusser på Pences side end på Kaines. Ikke mange, men nok til, at Pence med rimelighed kan udråbes som vinder.

Det store spørgsmål er derfra: ´Men hvad betyder det?´ Det korte svare er: Ikke det helt store. Det er meget sjældent at vicepræsidentkandidat debatter rykker noget i målingerne. Hvad nattens debat formentlig heller ikke kommer til. VP kandidat debatter er kun vigtige, hvis en af kandidaterne virkelig dummer sig. Og det gjorde hverken Kaine eller Pence, trods alt.

Så alt i alt er debat, som Pence kom bedre fra end Kaine, men som i det samlede regnskab kun spiller en ganske marginal rolle. Nøjagtig som traditionen byder, når vicepræsidentkandidaterne krydser klinger.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen