Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Lykketofts sidste dag i FN: “Jeg synes, det er lykkedes over forventning”

Det forgangne år har Mogens Lykketoft indtaget rollen som formand for FN’s generalforsamling. Men nu er det slut, og senere i dag går turen hjem til Danmark og Folketinget. Kongressen.com har mødt Lykketoft i FN til en samtale om arbejdet i året der er gået og de fremadrettede FN-perspektiver

NEW YORK CITY: Eftermiddagssolen skinner over East River og kaster lange skygger på den store bygning i glas og marmor, der er FN’s hovedkvarter i New York. Tredje dag på den årlige Generalforsamling er snart slut. Mogens Lykketoft og en kvindelig journalist går rundt mellem bedene i FN’s rosenhave med et kamerahold i hælene. Filmholdet er ved at færdiggøre de sidste optagelser til en dokumentar, der skal sendes i New Zealand. Derefter står TV-stationen Al Jazeera English klar til at tage over. Det er en stor opsætning med to kameraer, en vært og en halv times interview. Lykketoft sidder med Manhattans skyskrabere i baggrunden, klædt i et gråt jakkesæt og rødt slips. For et par dage siden var det formandsstolen, han sad i for sidste gang, som ordstyrer på FN’s første topmøde om flygtninge og migranter – et emne, han ofte har fremhævet i sin tid som formand for Generalforsamlingen. Nu gælder det et af de sidste TV-interview og så et par spørgsmål fra Kongressen.com, inden han skal hjem og pakke. Torsdag går turen nemlig hjem til Danmark.

Kongressen.com har mødt Lykketoft på hans sidste dag i FN til en snak om sejre, nederlag og de aftryk, han selv mener, han har sat sig.

Hovedtemaet på dette års FN’s Generalforsamling er flygtninge og migranter. Mener du, at det har været en succes indtil videre?
“Det smertelige er, at vi ikke er kommet længere med at angribe det ondes rod, som er de konflikter, der skaber så enestående mange ofre. Vi er heller ikke kommet langt nok med at mobilisere solidaritet i forhold til at modtage de folk, der ikke har andre steder at tage hen og måske har særlige problemer. Det samme gælder de penge, der skal til for at sørge for en ordentlig og anstændig tilværelse for flygtninge der, hvor de fleste stadig er. 86 procent er jo i den fattige del af verden. Så jeg håber, at det her topmøde, vi nu har haft mandag og Obamas opfølgning tirsdag vil banke nogle flere tilsagn frem på den front. Jeg vil ikke sige, at FN har svigtet, for det er jo medlemsstaterne, der har svigtet. Jeg synes, at medlemsstaterne virkelig skylder at levere til FN både i forhold til finansiering og de humanitære åbninger, der mangler.”

Dit erklærede mål som formand for FN’s Generalforsamling har været at arbejde for større åbenhed og gennemsigtighed, særligt i forhold til valget af den nye Generalsekretær. Er det lykkedes?
“Det synes jeg, at vi har været rimelig succesfulde med. Når jeg hører, hvad folk her i FN siger om det, så overrasker det mig, at vi har kunnet komme så langt.
Der er nu etableret en praksis om, at der ikke er nogen kandidater til posten som Generalsekretær, der kan blive overvejet i Sikkerhedsrådet, før de har været igennem en høring i Generalforsamlingen. Det giver både medlemsstaterne og verdensbefolkningen en større mulighed for at bedømme kandidaterne, og de forskellige lande kan gøre deres indflydelse gældende overfor medlemmerne af Sikkerhedsrådet. Den proces er kommet for at blive. Jeg tror også, at de prøveafstemninger vi har set i Sikkerhedsrådet er påvirket af, hvordan kandidaterne har gjort det i høringerne. Og så er vi jo nået rigtig langt. Så jeg synes, det er lykkedes i hvert fald over min forventning om, hvad jeg troede man kunne lave om i FN på et år.”

På trods af dit ønske om større åbenhed er det stadig ikke meget, der kommer ud fra Sikkerhedsrådet om afstemningerne. Du har sommetider virket en smule frustreret over processen?
“Egentlig ikke frustreret for du og jeg får jo de oplysninger indenfor en halv time alligevel (når resultatet af afstemningen bliver lækket til pressen red.). Men det er en mærkelig og lidt forældet facon, når man nu ved, at der ikke er noget, der forbliver hemmeligt mere end en halv time. Så kunne man ligeså godt have valgt at indkassere gevinsten ved at være mere åben.”

Når du ser tilbage på det år, der er gået, har du så opnået det, du gerne ville?

“Nej, ikke helt, for så skulle vi have set fremskridt på inddæmning af konflikter og humanitære løsninger, som vi ikke har set endnu. Men der er en klar vedtaget forpligtelse til at gøre mere og ikke mindre. Og også en appel om, at når det drejer sig om kvoteflygtninge, så kan man øge ambitionsniveauet på sigt.”

Kirstine Biltoft-Knudsen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og American University of Beirut. Har tidligere arbejdet for TV-Avisen og TV2 Nyhederne, og er i dag bosiddende i New York. Tilknyttet Kongressen.com som indenrigspolitisk skribent. Mail: kb2824@columbia.edu

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen