Tak for din tjeneste

Mads Silberg deler sine tanker om at være soldat og det at gøre tjeneste.

Af Mads Silberg, kaptajn

“Tak for din tjeneste”, siger han idet vi passerer hinanden.

Klokken er kvart over syv om morgenen og jeg bevæger mig igennem det rækkehuskvarter i Solrød hvor jeg bor, på vej ud til carporten og min bil, for at tage den 75 kilometer og 45 minutter lange tur til kasernen i Vordingborg. Jeg er kaptajn i Hæren og har min uniform på. I den ene hånd har jeg min jakke og taske med min arbejdscomputer, i den anden en varm kop kaffe til køreturen.

”Tak for din tjeneste”….der går lige et par sekunder og skridt, inden det går op for mig hvad det er han siger.

”Selv….tak” får jeg fremstammet forfjamsket, hen over min skulder til hans ryg.

”Tak for din tjeneste”, en fordansket version af det amerikanske; ”Thank you for your service”, som nærmest er en automatisk reaktion derovre, når en ”almindelig” borger møder en soldat eller veteran.

På dansk lyder det lidt kikset. Eller også er det bare mig, og min jantelovs-inducerede opdragelse, som ikke formår at tage det ind. Jeg er ikke vant til at blive rost for mit valg af karriere som professionel soldat og officer.

Bevares jeg har da hørt et par taler fra diverse politikere ved forskellige lejligheder, hvor de har rost vores indsat og det job vi udfører på bud fra dem. Men det er jo forventet. Det skal de jo sige. Noget helt andet er at møde en anden medborger som oprigtigt og inderligt takker mig for min tjeneste som soldat. Nu kan man måske også tvivle på hvor oprigtig og dybtfølt takken er, hurtigt leveret i forbifarten. Men han sagde ordene og de fik mig til at tænke.

Jeg har jo altid betragtet mit job som soldat, ja, som lige præcis det, et job. Noget jeg valgte helt frivilligt og med store ambitioner på egne vegne.

Lige siden jeg var helt lille ville jeg være soldat. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg nedlagde alle mine legekammerater i Opnæsgård og omegn med min plastic-automat-riffel og de mig, når vi udkæmpede drabelige slag omkring legepladsen. Jeg læste krigstegneserier og sled siderne tynde i de fotoalbums min far havde fra sin egen tid i Forsvaret og udsendelse til Cypern i de sene 60’ere. I slutningen af 2.g. meldte jeg mig ind i det lokale hjemmeværnskompagni, hvor jeg fik min egen automatriffel og 100 skarpe skud til at ligge under sengen.

Jeg meldte mig selv frivilligt til at aftjene min værnepligt, da jeg i sin tid trak frinummer ved sessionen, og gjorde med det samme opmærksom på, at jeg gerne ville være sergent, da jeg stillede ved Dronningens Livregiment i Aalborg. To år senere meldte jeg mig uden tøven til tjeneste som FN-soldat i det tidligere Jugoslavien, nærmere betegnet Kroatien. Her tog jeg afsted på DANBAT – Hold 6 ,og var så begejstret, at jeg tog gengangertjeneste på Hold 7, hvor jeg fik førsteparket til konventionel krigsførelse i fuld udfoldelse, da kroaterne i starten af august 1995, erobrede den serbiske del af Krajina-provinsen, i det der blev kendt som ”Operation Storm”.

Senere søgte jeg ind på officersuddannelsen, og blev udnævnt premierløjtnant i år 2000. I dag har jeg så været soldat, eller det der ligner, i over 25 år, og har været udsendt yderlige to gange. Til Kosovo i 2006 og senest Afghanistan i 2010. Alt sammen frivilligt. For det er jo mit job. Jeg kan jo bare sige op og finde mig et andet arbejde, hvis det er jeg bliver træt af det.

Jeg skal vel ikke takkes for at udføre mit job? Skulle en soldat være anderledes end så mange andre offentligt ansatte, der er med til at holde hjulene kørende i vores samfund? Jeg er selvfølgelig også, pr. definition, veteran, i kraft af mine fire udsendelser til tre forskellige krigszoner. Det er jo stadfæstet i en decideret veteranpolitik som blev udformet i 2010. Vi har også fået en officiel flagdag, hvor det officielle Danmark hylder alle mænd og kvinder udsendt på bud fra den danske stat.

”Tak for din tjeneste”…..umiddelbart harmonerer ordet tjeneste ikke med min opfattelse af, at det ”bare” er mit job at gå til soldat. Jeg er godt nok tjenestemandsansat, så det giver selvfølgelig mening i den retning. Og nu jeg tænker over det, så er det med at det er frivilligt nok også en sandhed med modifikationer.

Da jeg blev ringet op af Forsvarets Personeltjeneste i oktober 2005 og fik besked på, at jeg skulle et halvt år til Kosovo fra den første februar 2006, var jeg lige blevet far til min tredje dreng tre måneder før. Da jeg gjorde opmærksom på det forhold, og at det havde en stærkt begrænsende effekt på min motivation til at drage til Kosovo i seks måneder, fik jeg blot at vide, at hvis jeg ikke tog af sted skulle jeg aflevere min afsked i stedet. Det var så her jeg bare kunne have sagt op, men som far i en familie på fem, behøver jeg ikke trætte med, at der er visse økonomiske forpligtigelser som vejer ret tungt. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg overvejede kraftigt om det var det rigtige ”firma” jeg var ansat i.

En anden faktor der nemt overses når man taler om at alle soldater bliver udsendt frivilligt, er det faktum at vi har værnepligt i Danmark. Uagtet at Forsvaret har 12-13.000 fastansatte og 95 % af alle de unge mennesker der aftjener deres værnepligt gør det frivilligt, så er det de facto ikke frivilligt om man vil være soldat. Det betyder at hvis der begynder at mangle soldater i Forsvaret, så kan der skrues op for indtaget af værnepligtige og længden af den tjeneste de skal forrette. Ligesom man, i princippet, kan udskrive kampduelige mænd til krigstjeneste, hvis det anses for nødvendigt. Stort set alle de af mine fastansatte kolleger jeg kender, er blevet beordret af sted på international mission, et eller andet tidspunkt i deres karriere, uanset om det passede ind i deres liv eller ej. Nogen bider tænderne sammen og får det til at hænge sammen alligevel, andre siger op.

”Tak for din tjeneste”….nøgleordet er selvfølgelig tjeneste. Og hvis man roder lidt rundt i nudansk ordbog, så kan man finde, at det som adskiller tjeneste fra et almindeligt job, er begreber som loyalitet og det, at man agerer for en sag der er større en det enkelte individs behov. Når man er i tjeneste sætter man sig altså ud over sine egne behov og arbejder med opofrelse og loyalitet for den højere sag man forventes at tjene. For soldater betyder det jo så at vi udfører vores hverv i den danske stats tjeneste, på bud fra de folkevalgte politikere og på vegne af den danske befolkning. Også dem som er imod de krige som vi involverer os i. Det er jo essensen i vores demokrati. At ALLE hæfter solidarisk for de beslutninger vores styre træffer.

Se nu er vi ved at ramme noget. Da jeg var i Afghanistan og legede ”jorden er giftig”, på den ufede måde, i området omkring Armadillo-lejren, var jeg i selskab med andre brave mænd og kvinder iklædt uniform og med Dannebrog på skulderen, og der var der ikke så meget tid til at overveje karrieren. Der handlede det om at overleve den ene dag, så vi var klar til at løse opgaver den næste dag og kunne bakke hinanden op, i en verden hvor død og lemlæstelse kom pludseligt og nådesløst, og hvor man aldrig vidste hvem som stod for tur.

Der oplevede jeg opofrelse og loyalitet i den vel nok reneste form. Og det er i hvert fald en tak værd, og også en flagdag og et par medaljer.

Kaptajn Mads Silberg, Mads har gjort tjeneste i Forsvaret siden 1992, og er pt. til tjeneste ved Hjemmeværnskommandoen i Vordingborg. Han har været udsendt fire gange til Kroatien, Kosovo og senest til Afghanistan i 2010, hvor han fungerede som CIMIC-officer i FOB ARMADILLO.