Amy Schumer – feminist med røvgevir og lettere fortærsket stil

Komikeren Amy Schumer tager lige nu verden med storm med bogen ’Pigen Med Røvgeviret’. Men kvinden, der er på Time Magazines liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer, vil mere end bare underholde. De markante holdninger står således i kø

Amy Schumer er på alles læber. For nylig gav hun et show i Forum, og hendes bog er i enhver boghandlers udstillingsvindue fra USA til Danmark. Den selverklærede feminist lader læseren få et ærligt indblik i et liv, der startede ud med limousiner, og tog en deroute om butikstyveri og snuskede comedy-klubber, før hun endte som såkaldt ”New Money” og kvindelig komiker i særklasse. Men biografien rummer også de samme efterhånden fortærskede klicheer, som hendes show og interviews ofte kredser om.

Hun er på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige personer i verden. Hun er en af de mest kendte og elskede kvindelige komikere, hun turnerer kloden rundt og har netop gæstet Danmark, hvor hendes selvbiografi ”Pigen med røvgeviret” udkom i samme måned. Hun er feminist, hun er plus size (men er ikke glad for stemplet), hun er dig, hun er mig, og hun er os alle sammen.

Sådan skriver hun i bogen, og sådan opfører hun sig på scenen. Hendes shows handler ofte om at være kvinde, søster, datter, veninde, kæmpe med sit selvsyn og –tillid og kæmpe med stereotyper i en branche befolket af mænd. Hun er for meget, og hun ved det godt. Det er sådan, vi kender hende, og sådan hendes fans kan lide hende – og sådan hun nok også deler vandene.

I selvbiografien lægger ud, som hun oftest gør. Under bæltestedet. På sig selv. I kapitlet ”et åbent brev til min vagina” lægger hun stilen for resten af sin selvbiografi, hvor vi kommer helt tæt på Amy Schumer. Og selvom kapitlerne er rodede, stikker i mange retninger og har uendelige sidehistorier, før vi når til pointen, så leverer de de værdier, hun sætter allerhøjest; sårbarhed, ærlighed og autencitet.

Amy Schumer blev med egne ord født som en nuttet lille halvjøde på Lennox Hill Hospital på Upper East Side og blev kørt med limousine de fem karreer hjem til familiens store, toetagers lejlighed. Her boede hun med sin mor, Sandra née Jones og faderen Gordon Schumer. Hun har en storebror fra moderens tidligere ægteskab og siden kom også lillesøsteren Kim til, som Schumer har et meget nært forhold til.

I bedste stereotyp voksede hun altså op i en rig jødisk familie. Indtil de ikke var rige mere. Deres firma gik konkurs, faderen blev diagnosticeret med multipel sclerose, og forældrene blev siden skilt. Da var det, hun begyndte sin mindre deroute med butikstyverier, mindre eksklusive jobs og optrædener på små comedy-klubber, hvor hun selv skulle medbringe gæster, men alt det har været med til at gøre hende til den kvinde, hun er i dag.

En kvinde, der både har været med i Last Comic Standing, Live at Gotham, har turneret med Jim Norton og Dave Attnell, har haft Chris Rock med på tour, optrådt i SNL, haft sit eget tv-show og haft hovedrollen i egen Hollywoodproduktion.

Og den kvinde lægger altså ikke låg på hverken historier om sig selv eller sin familie. Som i kapitlet, der starter ud med sætningen: ”Da jeg var fjorten, sked min far i bukserne i en forlystelsespark” eller kapitlet med titlen ”Sådan mistede jeg min mødom”. I en bog, der kan virke overfladisk ved første gennemgang, som et comedyshow, har den, præcis, som et comedyshow, også en række underliggende, dybere temaer. Eksempelvis hendes fars sygdom, kærestesorger, voldelige overfald og samleje mod sin vilje. Hun advokerer for større våbenkontrol, er mod Trump og støtter forskning i psykiske lidelser.
Hun behandler seriøse emner med humor, for det er det eneste, vi kan stille op med så smertefulde minder. Dét, der gør hende stærk, er hendes sårbarhed, og derfor er hun den første til at gøre grin med sig selv. Hun har taget slag efter slag for at nå til, hvor hun er i dag i en branche, hvor hun forventes at være sjov hele tiden. Skabe nye jokes hele tiden. Og hvor størstedelen af kollegerne er mænd.

Men det betyder ikke, at hun finder sig i alt. Som under hendes show i Stockholm for nylig, hvor en ung mand følte sig lige vel meget i stødet og råbte, at hun skulle vise sine bryster. Det fik ham smidt ud af showet, men ikke før Amy Schumer til stor morskab fra salen grillede tilskueren. Hun har nemlig ben i næsen. Især når det kommer til at stå op for kvindekønnet.

Hun er selverklæret feminist og kendt for sine skamløse feministiske udtalelser og brovtende fremfærd. Hun kalder på større diversitet i medierne og åbner gerne munden, som da magasinet Glamour satte hende på forsiden under stemplet ”plus size” uden at spørge hende. Et stempel, hun mener, skaber en os mod dem-stemning mere end en omfavnende diskurs. Alligevel forfalder hun i bog såvel som show til selv at skabe nogle af de stereotyper, hun taler dunder mod. Selvom hun både er blevet berømt og begæret, kører det fortærskede (selv)billede videre med at være en outsider. En tyk pige-stereotyp, der ikke kan forstå, når en mand lægger mærke til hende som andet end en af gutterne. Det er hende hofreplik. Men hoffet er ved at blive lidt trætte.

For nylig fik hun rodet sig ud i et interview med kollegaen og veninden Lena Dunham i Dunhams The Lenny Interview, hvor de to kommer ind i en uheldig samtale med racistiske undertoner om atleten Odell Beckham Jr. og om hvordan han ignorerede Dunham ved the Met Gala, fordi hun var klædt i smoking og derfor ikke sexet i hans øjne. Amy slap bedst fra interviewet, men begge har fået lidt af en virtuel kindhest af internettet. Ikke første gang for nogen af dem. Amy Schumer er tidligere blevet klandret for at have en racistisk blind vinkel. Noget hun affærdigede på Twitter med, at hun jo bare var en irrelevant idiot, der laver jokes – også om race.

Hendes fanbase er dog stadig hardcore, og hendes bog er allerede blevet en New York Times bestseller. Man kan ikke komme uden om, at hun er dejlig relatérbar og tager fat i emner, der normalt er svære og tabubelagte at tale om. Hun tør nemlig give noget af sig selv. Ofte for meget, skriver hun selv i selvbiografien. Som dengang hun viste bare bryster for drengene i sommerferien inden 8. klasse, og de andre piger beholdt bh’erne på: ”Som et perfekt billede på hele mit liv, havde jeg afsløret for meget.”

Og røvgeviret tænker du nok, ja sådan et fik hun faktisk lavet, da hun var 18 år gammelt. Et skævt, tribal-monster midt på lænden. Hun hader det. Men hun har tilgivet det, for det minder hende om, at hun rummer mangfoldigheder. Og det kan vi nok alle lære lidt af.