”For mig er det vigtigt, at det er noget andet end Danmark”

Erhvervskvinden Soulaima Gourani rykkede for nylig teltpælene op og flyttede til Texas. I dette interview med Kongressen.com fortæller hun om den amerikanske dynamik, om modet til at tage springet og om at blive ven med USA.

Hun taler hurtigt, passioneret. Krydrer sit sprog med engelske gloser. Om at være flyttet til Texas med familien. Om at satse alt, fordi der ikke var noget alternativ. Hun vil leve fuldt ud. Soulaima Gourani, foredragsholder, international erhvervskvinde og selvstændig konsulent, mødte jeg på café Espersen i Dragør, da hun kortvarigt var i Danmark denne sommer. Interviewet er skrevet som en monolog, hvor hun fortæller os om våbenlovgivning, om tilhørsforholdet til Dragør, om ikke at kunne tage noget for givet og om Donald Trump.

Det er da en deadline, man kan forstå. Jeg hopper ud af det her fucking vindue. Jeg var bare nødt til at være så vocal, så ligefrem. De der store milepæle, dem skal man gribe. Det er ligesom nytårsaften; du har en chance.
Det, der var skrækindjagende for mig, var at gøre det samme over and over again. Jeg bliver så ked af det, og det er dér, jeg stopper med at gøre mig umage. Jeg kan sagtens nyde rutine! Eksempelvis når jeg lander i Kastrup Lufthavn, så kan jeg mærke min hjerne køre på halvt blus. Jeg kender det, jeg ved, hvordan jeg får en taxa, og at mit kreditkort virker. Men i USA var alt en kamp. Hvordan skriver man en check? Kan jeg finde mit nye hjem? Har de vaskepulver uden parfume? Man er udmattet selv efter en shoppetur. Når jeg lægger hovedet på puden klokken 22, så falder jeg i søvn. Så falder vi alle i søvn. Dét kan ikke være usundt at udsætte sig selv for.

Vi havde bestemt os for at flytte fra Nørrebro. Men faktisk så vi på hus her i Dragør. Parret, der boede der, skulle flytte til New York. Og det gik op for mig; jeg ville ikke have deres hus. Jeg ville have deres liv! Da sagde jeg til min mand, Brian, at vi kunne godt købe huset, men så ville jeg begynde at drikke og få en affære med naboen. Jeg har brug for stimulans. Jeg elsker Dragør, men det ville blive en livslang tørke mentalt for mig at bo her. Det er en ferieby for mig. Jeg skal ikke bo her. Ikke endnu i hvert fald.

Dragør har en særlig plads i mit hjerte. Her er vi kommet i mange år. Jeg har en særlig løberute, og det sjove er, at jeg altid løber den samme rute. Det er typisk mig, jeg ved, hvor lang tid det tager, og hvad der sker. Jeg kommer ikke til at opleve noget, der ikke er sket før på den rute. Det er der noget behageligt i, men for mig er det også skrækkeligt. Herude ville vi få et godt liv, men ikke et spændende og lykkeligt liv. Godt er ikke godt nok til mig. Det er dét, nogle mennesker ikke bryder sig om ved mig, men jeg vil hellere undvære end at være middelmådig. I Danmark hygger vi. Vi hygger til en middag. Jeg vil hellere tale om job, chef, ægteskab og udvikling. Jeg synes, det er spændende, at vi kun har ét liv, og at så mange vælger at forvalte det ud fra frygt.

Jeg hoppede ikke ud af noget vindue. Vi besluttede os for at rykke rødderne op. At vi skulle flytte til USA. Så jeg gjorde det første, som jeg gør, når ting er svære.

Sidste sommer var jeg i Frankrig med en masse venner fra USA. Vi sad i en rundkreds på den her fantastiske ø, hvor vi ikke kunne gøre andet end at være sammen. ”Jeg vil til USA,” fortalte jeg dem. ”Jeg har ikke noget visum, og jeg ved ikke, hvor jeg skal bo, men jeg vil af sted næste år. I kender mig, så hvor skal jeg flytte hen?” Og så gik snakken. Austin, New York, Boston og så videre. ”Soulaima er New York!” ”Men hvad så med skole, det koster hundredetusindvis af dollars!” ”Og Austin har godt vejr. Lufthavnen ligger tæt på, det er det gamle USA, og det er ikke så dyrt som New York. Der er billige, gode, offentlige skoler, og de er sunde i Texas. Eller de er sunde i Austin i hvert fald med udendørsliv og familievenlige gader.”
Og Austin ligger næsten i hjertet af det hele. Der kunne jeg havde en åben relation til resten af landet.

Jeg har stadig en video, hvor der bliver givet håndslag på beslutningen. ”You’re going to Texas!”

Jeg tudede de første 20 dage. Jeg vidste simpelthen ikke, hvor jeg skulle starte henne. Jeg vidste godt, USA ville blive min ven forever. Men hvor skal man begynde? Jeg vidste, at for at få succes, skulle jeg netværke. Det var som at starte helt basic, som da jeg flyttede tilbage til Danmark i 2001. Det var virkelig fra bunden. Googlede de mig, kendte de mig ikke, og de kunne ikke forstå halvdelen af det, der stod skrevet om mig.

En aften købte jeg nogle biografbilletter. Da sagde min datter ”Ja, for ingen inviterer jo mor til premierer herovre. De ved ikke, hvem hun er.” Alt, hvad der var selvskrevet før, det fandtes ikke mere. Jeg havde vænnet mig til, at ting kom til mig i min indbakke. Men i USA var jeg ikke på nogen lister. Alt kræver hårdt arbejde. Jeg er 40 år og har to små børn. Jeg byggede mit brand, før jeg blev mor. Det var et fundament, da ungerne blev født. Det er der ikke nu. Bare sådan noget som at udtale mit navn. Jeg er slået helt tilbage i Matador.

Men jeg græd ikke af opgivelse eller frustration. Det var vigtigt for mig at finde min kampstilling. Jeg havde indstillet mig på, at det ville blive hårdt. Og det blev det. Jeg hader det. Men jeg elsker det. For mig er det ikke vigtigt, at det er let. For mig er det ikke vigtigt, at det er bedre end Danmark. For mig er det vigtigt, at det er noget andet end Danmark.

USA er verdensmester i publishing, i kommunikation og i entreprenørskab. Det er dem, jeg bider skeer med nu. Jeg tror, at tog jeg ikke til USA nu, så ville jeg om 15 år være glad nok, men føle at jeg dybt inden i ikke havde været oppe mod de helt store.

Alle sanser er åbnet på ny. Min hjerne kører på fuldt drøn. USA er for mig som at flytte hjemmefra igen. Ligesom dengang jeg flyttede til København. Nu skal jeg vise, at jeg kan selv – med fare for, at jeg har købt en sofa, der ikke kan komme ind gennem døren.

Jeg har investeret i en virksomhed. Via den fik jeg visum. Da vi landede med flyet og satte nøglen i lejligheden, var det faktisk første gang, vi var der. Vi havde besluttet os for den over nettet. Trykket lej. Flyttet ind. Vi havde seks kufferter med. Det var alt, vi havde i otte uger, inden vores ting ankom. Men jeg havde slet ikke lyst til, at resten kom. Jeg ville starte helt forfra. Men det var godt for ungerne at få deres legetøj.

Vi lever egentlig en meget dansk hverdag herovre. Ungerne bliver hentet i skolen, de laver lektier og har legeaftaler. Vi laver mad hjemme. Vores værdier er stadig de samme. Men på skolen synger de nationalsang, og bekender deres støtte til flaget – først det texanske og så det amerikanske. Man er først texaner. Men jeg kan ikke. Jeg er den eneste forældre, der ikke gør det. Jeg kunne gøre det for Dannebro, men tænk hvis de indførte det på danske skoler!
Her er de stolte af det. Du kan ikke spotte Gud og flaget. Men jeg føler mig utro, hvis jeg lægger hånden på hjertet.

Da vi ankom til Austin, blev vi inviteret til grillfest hos en af mine kolleger. Vi var lige landet. Jeg var nysgerrig. Jeg spurgte, om han ejede nogle guns. Det gjorde han da. 28 af dem. ”28,” udbrød jeg. ”Hvad fanden har du 28 guns for?”.
Det var hans ret.

Når vi sender ungerne til legeaftaler, bliver vi nødt til at spørge, om de har våben i huset, og hvordan de er opbevaret. For dem er det ligesom at have stearinlys. Børn har et helt afslappet forhold til det. Ligesom danske børn heller ikke går hen og stikker hånden ind i flammen, for de er vokset op med stearinlys. I USA vokser de op med våben. Det skal de læse at omgås. Men for mine unger ser de indbydende ud. De kender ikke faren, så vi skal gøre folk opmærksomme på, at vores børn ikke er vokset op med våben i huset.

Det var nok dét, jeg måtte tage de dybeste vejrtrækninger over. Vi bor i den stat, hvor der er allerflest våben. Der er ulykker hver uge. Der er open carry på universiteterne. Det tænkte jeg meget over. Men som jeg siger, pick your poison. Det er heller ikke unormalt, at folk bliver skudt i København mere eller bliver kørt ihjel på Nørrebrogade.

Det var det eneste, der talte ned for mig, da vi flyttede. Men nu er jeg stoppet med at sige noget om guns. Og om Trump.

Valget herovre er meget intenst. Det er så blodigt. Jeg holder vejret. For et halvt år siden ville jeg sige, at Trump ikke havde en chance. Men det har han. Han er usaglig, og han ville ikke blive en god præsident, men heldigvis ville han ikke kunne tage beslutninger alene. Han ville kunne gøre meget skade, men meget af det, han foreslår, kan ikke lade sig gøre.
Mange er bekymrede. Eliten er især bekymrede for udenrigspolitikken, men den jævne amerikaner er ligeglad med resten af verden. De elitære kender godt sammenhængen, men Trump er ligeglad med udenrigspolitik.
En god ting er dog, at mange er begyndt at stemme. Og mange stemmer på Hillary, selvom de aldrig ville gøre det før. Det er et nødvendigt onde, men sådan tror jeg, det er nogle gange. Det har været det samme for nogle med Helle og Løkke bare i mindre skala. Hvis Trump bliver præsident, så tror jeg, vi vil se voldsomme gadekampe. Det har vi allerede set. Jeg tror, et attentat på Trump ville kunne ske. Det er store følelser i det her. Det taler for Trump, at han ikke skylder nogen noget, hvor Hillary er smurt ind i vennetjenester, men det taler for hende, at hun er kvinde.

Det kunne da være fedt med en kvindelig præsident. Hun har jo været præsidentfrue og udenrigsminister, hun ved, hvad politik handler om. Det har vi brug for i en verden, hvor USA er supermagten. Jeg tror, Hillary vinder. Men hun får det svært. Hun ved godt, hun er det bedste af to onder, så hun holder nok kun en term. Der har været så mange hate crimes, som i Orlando her i foråret. Det giver Trump medvind, for han kører på frygt, IS, muslimer og indvandring, og så sker der værste skyderi i historien. Hillary siger, vi skal forbyde våben, men guns er i forvejen en svær dialog. Tænk sig, at i Danmark diskuterer vi stadig peberspray. Det er to vidt forskellige verdener.

Vi er ikke gode, når vi bliver frygtsomme og sparsommelige. I Danmark har vi fået skabt nogle ærgerlige overskrifter på grund af misforståelser; må man sige neger, smykkeloven og så videre. Vi siger noget, og så bliver vi misforstået. Danmark har ikke den der diplomatiske elegance. Vi glemmer, at der er masser af penge og muligheder i verden, og at vi ikke skal lade os skræmme. Så mister vi det, som danskerne er; nemlig rummelige, fredelige og innovative. Heldigvis er vi stadig på en piedestal, vores brand har lidt skade, men folk husker os stadig som socialistiske og fair. Vindmøller er ikke en god historie længere, så nu skal vi ud og være mere visionære.
Vi er ikke ret mange i vores land. Vi skal ikke tjene ret meget for at klare os. Vi er bare ikke ambitiøse nok, vi har ikke en klar vision. Er det ikke tankevækkende, at hvis Danmark var en virksomhed, så ville medarbejderne ikke vide, hvad de skulle samles om? Jeg så gerne, at den øverste del af Danmark fandt en fælles forståelse af, hvor vi er på vej hen. Men ingen er så visionære. Trump har medvind, fordi han taler om, at gøre Amerika storslået igen. Det kan alle forstå. Jeg siger ikke, vi skal have et slogan, men vi skal have noget at støtte op om. Det er de gode til i USA. Det tænker stort, hvor vi tænker småt. De går all in.