Denne udgave af ’Æslet & Elefanten’ handler om den store immigrationsreform, som præsident Obama har lanceret. I sin ’State Of The Union’-tale natten til onsdag gentog præsidenten reformens hovedpointer og opfordrede Demokraterne og Republikanerne til sammen at gennemføre reformen. Og det kan meget vel tænkes at ske
Af David Miller og Casper Strunge
Det har ikke været varme følelser og gensidige ønsker om et godt samarbejde, der har præget forholdet mellem Demokraterne og Republikanerne i de seneste år. Tværtimod har de to partier nærmest kun kunne enes om at være uenige, og enhver snak om bredt samarbejde på tværs af partierne har nærmest været utopi. Men ingen regel uden undtagelser. For selv om der er masser af pointer fra præsidentens ’State Of The Union’-tale, man som henholdsvis demokrat og republikaner kan være uenig om, så taler meget for, at en af præsidentens bebudede reformer, nemlig immigrationsreformen, kan vedtages med et bredt flertal. Både demokrater og republikanere er nemlig enige om, at det vil være en god ide med en større reform på netop dette område.
Republikanerne: Flere lighedspunkter i Obama og Rubios planer
Obamas ‘State of the union’-tale 2013 markerer begyndelsen på en ny Obama-stil. En amerikansk præsident i anden periode er altid en forfriskende oplevelse, da der ikke skal føres valgkamp og tænkes på genvalg. Barack Obama leverede en sikker og god tale, som bar præg af pragmatiske løsninger og vilje til samarbejde. Endelig har Obama taget fat om de vigtigste udfordringer; hvordan skabes der flere arbejdspladser, og hvordan får man genskabt balancen i økonomien? Det lader til, at selv Obama nu forstår, at USA ikke bare kan blive ved med at optage nye lån til at dække det offentlige underskud.
Men her stopper min ros, for Obama tror stadig på, at mere regulering og centralisering er vejen frem. Det er det efter min mening ikke i Danmark og heller ikke i USA. Bl.a. lancerede Obama i talen en idé om at hæve mindstelønnen med 20 procent og på den måde sikre, at alle arbejdstagere kan leve af deres løn. Jeg er ret overbevist om, at dette blot vil medføre fyringer og endnu flere arbejdsløse. Obama tror åbenbart på, at virksomhederne har midlerne til at lønne deres medarbejdere højere.
På immigrationsområdet rækker Obama nu en hånd ud til republikanerne, hvor der med Obamas udspil er mere, der samler end adskiller de to partier. Illegale indvandrere er et enormt problem i USA, men samtidig også en enorm ressource, som amerikanske borgere og virksomheder ikke kan undvære. Problemet er bare, at der kommer for mange af de forkerte, og man har svært ved at sikre en ordentlig registrering af indvandringen. Den republikanske senator Marco Rubio lancerede i januar 2013 en detaljeret plan for en vej ud af den illegale immigration. I denne plan er der en del sammenfald med Obamas plan, bl.a. øget grænsekontrol og registrering af gæster m.v. Men derudover indeholder Rubios plan konkrete faser, hvor man i første fase konsekvent udviser kriminelle indvandrere, og derefter tilbyder de øvrige en begrænset opholdstilladelse, hvorefter de nu legale indvandrere har en ny periode til at ansøge om opholds- og arbejdstilladelse.
Der er med Obamas tale lagt op til samarbejde, og det ser ud til, at republikanerne kan imødekomme Obama på en række områder, herunder på immigrationsområdet.
Demokraterne: En vigtig reform
Det var en glimrende tale, præsidenten holdt om nationens tilstand natten til onsdag. Den var både afmålt, konkret og nødvendig. Det lykkedes som bekendt ikke Republikanerne at vælte Obama ved valget i november, og derfor er republikanere kommet under tungt pres fra deres egne vælgere for at være med til at skabe resultater i stedet for igen og igen at blokere lovforslag, som vil gøre livet lettere for den amerikanske middelklasse.
En af præsidentens vigtigste pointer i ’State Of The Union’-talen, handlede om den kommende immigrationsreform, som præsident Obama allerede i sin indsættelsestale omtalte. Reformen går kort fortalt ud på blandt andet at sætte betjente ind ved grænsen til Mexico og at give opholds- og arbejdstilladelse til de udlændinge, som bor og arbejder i USA uden tilladelse. En del af præsidentens udspil handler om at kunne give disse mennesker og deres børn mulighed for at opnå amerikansk statsborgerskab.
Det interessante ved immigrationsreformen er, at både demokratiske og republikanske politikere er mere eller mindre enige om hovedparten af reformens indhold. Republikanerne har brug for at opnå mere tillid hos den voksende spansktalende del af befolkningen, da de tabte stemmer blandt denne befolkningsgruppe har spillet en afgørende rolle til Demokraternes fordel ved de sidste par valg. Derfor bliver immigrationsreformen en sejr for både Obama, fordi han får sin reform vedtaget, men også for Republikanerne, fordi immigrationsreformen på længere sigt vil være med til at styrke det svækkede parti. Det kommer til at kræve meget politisk kapital for Obamas vedkommende at gennemføre reformen, men det er tydeligt, at han mener, det er vigtigt.
Det, jeg til gengæld manglede at høre noget om i Obamas tale, var muligheden for, at ikke-amerikanske partnere i et homoseksuelt ægte- eller partnerskab kan få permanent opholds- og arbejdstilladelse (et greencard).
Jeg kender flere medlemmer af partiet, som er gift (og mange er siden blevet skilt!) eller er i et partnerskab med en dansker af samme køn, som ikke kan flytte til USA på grund af den såkaldte Defense of Marriage Act (DOMA). Den forbyder myndighederne at tildele greencards til ikke-amerikanere, som er i et homoseksuelt forhold med en amerikansk statsborger.
Godt nok talte Obama om en udvidelse af rettigheder for homoseksuelle i militæret. Og det er sandsynligt, at der vil blive taget lignende hensyn til homoseksuelles rettigheder, når immigrationsreformen som forventet bliver vedtaget senere på året. Men jeg savnede en omtale af netop dette i selve talen.
David Miller er formand for Democrats Abroad i Danmark og aktiv Obama-støtte. Skriver fast den demokratiske del af analysen ’Æslet & Elefanten’ på Kongressen.com
Casper Strunge er konservativ folketingskandidat og var senest med til at føre valgkamp for Mitt Romney og Republikanerne i 2012. Skriver fast den republikanske del af analysen ’Æslet & Elefanten’ på Kongressen.com
You must be logged in to post a comment Login