Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Feature

Hillary og de 100 dage

Det demokratiske konvent i Philadelphia er slut og Hillary Clinton er nu officielt partiets kandidat. Forude venter 100 dages barsk valgkamp mod Donald Trump og arbejdet med at få den vrede venstrefløj med om bord. Ingen af delene bliver særlig nemt.

PHILADELPHIA, PENNSYLVANIA: Nogen folkeforfører bliver Hillary Clinton aldrig. Skulle nogen have glemt det, var torsdag aften på partikonventet i Philadelphia en glimrende reminder. Ikke at talen ikke var godkendt, for det var den bestemt. Men med Michelle Obamas fantastiske tale mandag, Bill Clintons tirsdag og Barack Obamas onsdag, var det ret tydeligt, at det ikke bliver på grund af hendes store taler, hvis amerikanerne vælger hende som deres næste præsident.

Hillary Clinton havde ellers salen med sig denne torsdag aften i Philadelphia. Hun blev tiljublet da hun gik på scenen, og flere gange undervejs måtte hun stoppe, da tilhængerne råbte ‘Hillary, Hillary!’

Så langt, så godt.

Hillary Clinton hyldede Bernie Sanders. Hun rakte ud efter hans tilhængere. Hun hyldede præsident Obama. Hun langede ud efter Donald Trump. Og præsenterede mange af sine politiske planer. Så langt, så godt igen.

Der, hvor talen haltede, var på det personlige plan. Mange amerikanere føler ganske enkelt ikke, at de kender fru Clinton eller i det mindste ved lidt om hvem hun er. Andet end at hun var været førstedame, senator og udenrigsminister. Og er gift med Bill. I Clinton-lejren er man godt klar over, at det er et problem, og derfor var både Bill og Chelsea Clintons taler meget personlige. Det burde noget af Hillarys tale også have været. Eller rettere, det burde noget mere af hendes tale også have været. For der var lidt. Der var bare ikke nok. Hun tog ellers tyren ved hornene på et tidspunkt og sagde, at hun godt var klar over, at mange måske ikke følte at de kendte hende, men det ville hun nu lave om på, hvorefter hun fortalte lidt om sin opvækst, og så forlod emnet igen. Det skal hun blive bedre til meget hurtigt.

I det hele taget er det en Hillary Clinton, der står foran en række store opgaver, der skal løses, hvis hun skal kunne knytte næverne i triumf tirsdag den 8. november.

Hun begejstrer ikke. Det kommer hun næppe heller til, men hun er nødt til at forsøge at skabe lidt mere entusiasme omkring sin kampagne.

Hun vækker ikke tillid blandt amerikanerne. Den melding, man oftest får, når man taler med amerikanere om Hillary er, at de ikke stoler på hende. Heller ikke det kan hun nå at rette helt op på i løbet af de næste par måneder, men hun skal i det mindste forsøge at begrænse problemet.

Og hun er fortsat uspiselig for de mange vrede Sanders-tilhængere, der højlydt protesterede gennem alle fire dage, konventet i Philadelphia varede.

Den gode nyhed for Hillary Clinton er, at hun står over for en modstander, der på papiret er endnu mere upopulær og endnu mere polariserende end hun selv er, nemlig Donald Trump. Havde modstanderen været en anden, er det langt fra sikkert, at fru Clinton havde ført de fleste målinger på nuværende tidspunkt.

Desuden skal hun være glad for, at hun har så stærke folk internt i partiet hun kan trække på. The Obamas bliver helt afgørende for hende. De sælger hende ganske enkelt bedre end hun selv eller nogen anden er i stand til. På samme måde som Bill og Chelsea skal bruges til at sælge mennesket Hillary. Og så skal både senatorer, guvernører og kongresmedlemmer i de enkelte delstater på barrikaderne for hende lokalt.

Sker alt dette, bør Hillary Clinton fortsat stå med de bedste kort på hånden for at vinde det amerikanske præsidentvalg. Men nogen dans på roser bliver de kommende 100 dage langt fra for fru Clinton. Og stadig mere taler for, at valget godt kan gå hen og blive en ganske tæt affære.

Status efter partikonventet i Philadelphia er således, at Hillary står med store udfordringer og store muligheder. Hvordan hun håndterer begge dele, vil uden tvivl være afgørende for, om hendes drøm om at indtage Det Hvide Hus bliver til virkelighed.

Der er stadig lang tid til 8. november.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen