Den danske rolle ved NATO-topmødet

NATO-topmødet i juli skal markerer alliancens sammenhold, men særligt de europæiske medlemslande har forskellige sikkerhedspolitiske prioriteter. Det vil kræve en del diplomatisk arbejde, men særligt forholdet til Rusland, afskrækkelse og forvarsbudgetternes størrelse vil præge topmødet. Danmark vil være presset på grund af vores lave forsvarsbudget, der er 0,9 procentpoint eller 16-19 mia. kr. – under niveau.

Af Lars Bangert Struwe, generalsekretær, ph.d., Atlantsammenslutningen

NATO-landene står ved topmødet over for en række udfordringer, der alle skal løses eller tages i betragtning. Helt overordnet er der tre sikkerhedspolitisk udfordringer for NATO, der påvirker beslutningerne:
Ruslands nye aggressive sikkerhedspolitik.
Terrortruslen fra særligt islamiske grupperinger inspireret af eller tilhørende ISIL og Al-Qaeda.
Flygtningestrømmene fra Afrika og Mellemøsten i Middelhavsområdet.

Disse tre udfordringer har en forskellig prioritering i de enkelte europæiske medlemslande. Groft sagt kan man inddele NATO i tre dele med hver deres prioriteringer:
Rusland som en primær trussel er en klar prioritet for Norge, Estland, Letland, Litauen, Polen og en række af de øvrige tidligere Warszawa –pagtlande.
Terror vækker en meget stor bekymring i f.eks. Frankrig og andre centraleuropæiske stater.
Flygtninge og særligt flygtninge i Middelhavet fylder meget i f.eks. Italien, Grækenland og Spanien.

Disse meget forskellige prioriteringer i de enkelte europæiske medlemslande medfører et træk i forskellige retninger i NATO og på det kommende NATO-topmøde i juli i Warszawa. Polen søger helt naturligt at trække topmødet i en retning, hvor man forholder sig til Rusland som en trussel. Ruslands ageren har medført at bl.a. Polen og Tyskland forøger deres militære styrker.

USA og til dels Storbritannien forholder sig særligt til truslen fra Rusland og fra terror. USA deltager i store øvelser i Østersøområdet herunder Polen, hvor man træner forstærkning af NATO-allieret. Derved viser man viljen til at leve op til artikel 5 i den nordatlantiske traktat (NATO grundtraktat), hvori det hedder:
“The Parties agree that an armed attack against one or more of them in Europe or North America shall be considered an attack against them all and consequently they agree that, if such an armed attack occurs, … individually and in concert with the other Parties, such action as it deems necessary, including the use of armed force, to restore and maintain the security of the North Atlantic area.”

Denne musketer-ed og afskrækkelse er efter Krim-krisen igen kommet i fokus i NATO. Særligt de østeuropæiske stater fokuserer på viljen til at undsætte hinanden. Artikel 5 har fokus på krig, og i Østeuropa er man bekymret over, at Rusland agerer aggressivt, men undgår en krigssituation. Ligeledes er man bekymret over, om Rusland kan rulle hen over de baltiske stater, så hurtigt at NATO ikke når at komme på plads. En vigtig del af NATO-diskussionen er derfor krisestyring, tilstedeværelse, forstærkning og forpligtelsen til at leve op til artikel 5.

Flygtningekrisen fylder ikke særligt meget i USA. Imidlertid så trækker Tyrkiets ageren i forhold til såvel flygtninge, Middelhavet som Syrien USA ind i en diskussion om flygtningesituationen. Samtidigt trækker Tyrkiets konfrontationer med Rusland også i en Ruslandsretning i prioriteringerne. Det er ikke nogen hemmelighed, at Tyrkiets nedskydning af et russisk fly gav anledning til en del løftede øjebryn såvel i NATO-hovedkvarteret i Bruxelles som i Washington. Det giver en vis usikkerhed i alliancen.

På topmødet i Wales i 2014 skrev man et slutdokument på 113 punkter, hvilket klart afspejler, hvor mange forskellige interesser man skal tilgodese, når man er en alliance med 28 medlemsstater. Set i lyset af de forskellige prioriteringer af sikkerhedstruslerne i de enkelte stater må vi forudse et slutdokument, der har samme længde som i Wales.

Igennem årene har man talt meget om et bedre samarbejde imellem EU og NATO. Dette vil vi efter al sandsynlighed se igen på dette års topmøde. EU skal bruges som en løftestang for drøftelser af flygtningesituationen. Hvis det lykkes, så kan man fokusere på Rusland og terror.

Helt konkret, så vil der være fokus på forsvarsbudgetter. NATO har et generelt mål om, at forsvarsbudgettet skal udgøre 2 % af BNP – og et delmål om, at 20 % af forsvarsbudgettet skal bruges på anskaffelser af materiel og forskning i teknologi.

NATO har i sin historie foretaget syv udvidelser. De tre første fandt sted under den Kolde Krig, og den seneste er sket på papiret den 19. maj i år. Det seneste land, der er optaget er Montenegro. Lige nu afventer man, at alle medlemslandene godkender Montenegros optagelse. De seneste udvidelser i 2004 med Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien samt i 2009 med Albanien og Kroatien har udfordret Rusland, der meget klart ser sin grænse truet. Rusland synes, at det nu mangler bufferstater imellem sig selv og det USA-styrede NATO. Det kan næppe undgås, at en fortsat udvidelse af NATO vil blive drøftet, men man vil nok holde sig tilbage med hurtige optagelser af Georgien og Ukraine. Det gør, at man næppe i andet end ret diplomatiske vendinger vil omtale yderligere udvidelse af NATO.

Danmark på topmødet
Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen og Peter Christensen vil stå med ret så store problemer i Warszawa. Danmark og til dels NATO har i de seneste mange år haft fokus på output, og ikke input. Det har betydet, at NATO-stater, der har leveret en relativt set stor indsats i forhold til statens størrelse – som Danmark har gjort med indsats i bl.a. Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Afrikas Horn og Mali. Imidlertid skifter fokus i disse år, og særligt i det sidste halve år flyttet sig til input. Det største problem for den danske regering er derfor, at Danmark ikke hverken lever op til NATO’s mål om, at forsvarsbudgettet skal udgøre 2 % af BNP – eller delmålet om 20 % af forsvarsbudgettet skal bruges på anskaffelser af materiel og forskning i teknologi. I dette lys skal vi se de danske diskussioner om anskaffelse af kampfly. Statsministeren har det meget klart i sin interesse at kunne komme med en beslutning om, at man nu bruger midler på materiel. Dette har givet et tryk på forhandlingerne om F-35, som vi ser i disse dage. Imidlertid har man valgt en løsning, hvor kampflyforhandlingerne ikke leverer på 2 %-målet.

NATO-medlemsstaterne respekterer, at de enkelte stater har forsvarsaftaler, der ikke er synkroniseret med topmøderne. Derfor skal Danmark ikke nå 2% eller 20 % målene med det sammen, men man har et par år at løbe på. Det er en klar forventning fra NATO og særligt fra USA og Storbritannien, at Danmark i forbindelse med det kommende forsvarsforlig knækker den nedadgående kurve for forsvarsbudgettet. Taksøe gjorde dette ganske klart i hans rapport, og anbefalede at kurven knækkes. Danmark bruger ca. 21. mia. kr på forsvaret svarende til ca. 1,1 % af BNP. Så, der skal findes et sted mellem 16-18 mia. kr. ekstra om året, hvis vi skal leve op til målene.

Det seneste halve år har amerikanske og britiske politikere og embedsmænd gjort det klart, at de forventer at kurven knækker. I den amerikanske præsidentvalgkamp har såvel Trump som Clinton ligeledes strammet skruen, og gjort det tydeligt, at USA’s kommende præsident forventer, at de europæiske stater i NATO lever op til deres forpligtelser. Det betyder, at i de næste par år vil der være et konstant pres på de europæiske stater om, at man forøger forsvarsbudgetterne.

Vi vil se tekster på topmødet, der minder om nedenstående tekst fra februar i år, hvor man i alliancen lægger vægten på afskrækkelse, hvor ”enhanced forward presence” er et af de vigtigste punkter også for Danmark.

”NATO Defence Ministers took steps to strengthen the Alliance defence and deterrence posture on Wednesday (10 February 2016). “NATO Defence Ministers agreed on an enhanced forward presence in the eastern part of our Alliance,” Secretary General Jens Stoltenberg said. The enhanced forward presence will be “multinational, to make clear that an attack against one Ally is an attack against all Allies, and that the Alliance as a whole will respond,”

Man vil vise flaget over for særligt Rusland ved at være til stede i de baltiske stater og Polen. Det er i lyset af dette, at de igangværende øvelser Sabre Strike 16 og Anakonda skal ses. Her øver man hurtigt forstærkning af NATO-medlemslande. Samtidigt har man en underliggende diskussion om, om NATO har lovet Rusland/Sovjetunionen ikke at udstationere styrker permanent i de tre baltiske stater, Polen og Østtyskland. Her vil man have, den afbalancerede position, at man ikke vil udstationere styrker permanent i de baltiske stater, men foretage rotationer med enheder, der øver sig i disse stater.

Topmødet kan ganske sikkert blive ubehageligt for den danske regering, hvis ikke man kan levere essentielle nye bidrage og forandringer. Dette skal ske inden for den danske forsvarsaftale – eller også skal regeringen prøve at få nogle ekstrabevillinger i hus. Det bliver svært, når man sparer over alt i staten. Samtidigt er regeringen hårdt ramt af, at bruttonationalproduktet (BNP) stiger, hvorved de danske forsvarsudgifter falder som procent af BNP, da der ikke er er en mekanisme i forsvarsbudgettet, der sikrer et givent niveau i forsvarsudgifterne.

Regeringen kan derfor overveje følgende tiltag set i lyset af truslen fra særligt Rusland – der ikke er gratis:
Indkøb af kampfly – som et supplement til budget. Det har man ikke valgt.
Oprettelse og udvikling af yderligere en hær-enhed, der hurtigt kan deployeres.
Øget løftekapacitet i luftvåbnet, så man hurtigere kan deployere hærenheder.
Forøge samarbejdet, så Danmark og Tyskland kan etablere kontrol over de Danske Stræder såvel til vands som i luften.
Missiler og dertilhørende radarer og andet materiel, der gør dem operative til henholdsvis:
Områdeluftforsvar.
Missilforsvaret – BMD.

Danmark lovede allerede i Wales, at man ville gå ind på missilområdet. Også i en alliance er det vigtigt at holde, hvad man lover. Derfor er det vigtigt for regeringen at levere på dette område. Samtidigt giver særligt deltagelsen i missilforsvaret BMD en klar plads ved det strategiske bord. Det vil give den danske regering en værdifuld position.

Kampflyindkøbet peger imidlertid på, at regeringen prioriterer dansk indenrigspolitik og økonomi højere end allianceforpligtelserne, hvorfor regeringen må forvente et til tider ubehageligt NATO-topmøde. Topmødet i sig selv vil markere sammenhold, hvilket er det vigtigste signal man kan sende til omverdenen.