Mød Niebuhr – Obamas yndlingsfilosof

Præsident Obama har kaldt ham sin yndlingsfilosof og han bliver af mange anset som værende en af Amerikas største tænkere. Og ser man nærmere på Obamas præsidentembede, viser Niebuhr sig hurtigt

Af Anders Agner Pedersen og Anna Hornshøj

Sig navnet Reinhold Niebuhr til Barack Obama, og han vil formentlig både smile, nikke anerkendende og fortælle at Niebuhr er hans yndlingsfilosof.

Og man skal da heller ikke kigge ret længe på Obamas politiske ageren, før man får øje på det verdenssyn, Niebuhr helt frem til sin død i 1971 var eksponent for. Evnen til at tvivle, evnen til at forstå, at der altid vil være folk, der ser anderledes på tingene end dig. Viljen til at forstå alle vinkler af en problemstilling før man skrider til handling, og erkendelsen af, at brugen af magt kan være nødvendig, men aldrig kan opfattes som 100 procent retfærdig.

Lyder det som måden, Obama har ageret som præsident de forgangne syv et halvt år? Bare en smule, ikke sandt.
I den nye danske bog med titlen ‘Amerikanske Tænkere’, tegner en række danske forskere og idehistorikere en stribe portrætter af nogle af de største og mest betydningsfulde tænkere i amerikansk historie.

Og i en sådan bog er der – selvfølgelig – et kapitel om Niebuhr. Kvinden bag kapitlet er Vibeke Schou Tjalve, seniorforsker ved DIIS med speciale i amerikansk udenrigspolitik.

I dette interview med Kongressen.com ser hun nærmere på lige netop de mange tegn på Niebuhrs tanker, der er i Obamas både indenrigs- og især udenrigspolitik.

Obama har kaldt Niebuhr for sin yndlingsfilosof. Hvordan kan man se Niebuhrs tanker i den måde Obama agerer internationalt?
“Der er mange, der siger, at Obama er realist og især i hans første år var der mange, der havde travlt med at fremstille ham som en ny Jimmy Carter. Det har ændret sig en smule. Men Obama er realist. Og det betyder at han ikke fører en ideologisk politik på samme måde som Bush gjorde det. Og hele tiden afvejer om noget er i USA’s interesse og er tilbageholdende med at bruge magt, fordi det ikke kan betale sig. På den måde kan man se Niebuhrs tanker. Obama gjorde allerede tidligt i sin politiske karriere klart, at Niebuhr var hans yndlingsfilosof, hvilket jeg især mener kommer til udtryk i hans Nobelpris-tale fra 2009. Der kan man virkelig se at han er inspireret af Niebuhr. Niebuhrs udgangspunkt var, at mennesket er fejlbareligt. At mennesket har begrænsninger og vil magt. Og udbrede det, vi selv forstår som det gode. Selv om det fører til sammenstød. Og han var ikke blind for, at USA i sin iver for at ville udbrede egne ideer, nogen gange var kilde til lige så meget konflikt som fred. Så for Niebuhr handlede det altid om balancen. Og det gælder jo også for Obama, må man sige. Både hvad angår hans udenrigspolitik, men faktisk også indenrigspolitikken.”

I 2008 gik der næsten sport i at omfavne Niebuhr blandt Obama, Hillary Clinton og John McCain. Nu er McCain ikke længere i spil til præsidentposten, men det er Clinton i høj grad. Kommer Niebuhrs tanker i samme grad til at præge hendes udenrigspolitik, såfremt hun bliver Obamas afløser?
“Jeg tror ikke, at hun har ret meget Niebuhr i sin DNA. Men det er rigtigt, at hun gerne ville sælge sig selv som værende lidt Niebuhr’sk tilbage i 2008. Niebuhr skrev ‘The Irony Of American History’ og den rummede en klar koldkrigskritik og kritik af selvovervurdering. Derfor ville alle ønske at de havde skrevet den bog i 2008, fordi den kunne bruges som redskab i kritikken af Bushs Irak-krig. Og Hillary har da noget forståelse for nogle af Niebuhrs nuancer, men jeg tror samtidig, at hun mangler den dybe tøven, mådeholdet og selvbegrænsningen. Den har Obama i sin person, det har Hillary ikke. Hun er, når det kommer til stykket, handlingens kvinde. Og tror på at den militære overmagt kan flytte nogen ting. Jeg tror så også, at hun er en anden person end hun var i 2008 nu. Eller i hvert fald har hun andre politiske strategier nu i 2016. For jeg tror ikke, at hun længere i samme grad er den høg, hun tidligere er blevet fremstillet som. Hun kan i stigende grad godt se, at Obama har ret i, at verden ikke længere kun handler om nogle statsledere, der sætter sig ned og tager nogle beslutninger. Det er langt mere komplekst. Det globale billede er mere mudret nu. Selvfølgelig er hun ikke enig i alt, Obama har gjort.”

Hvordan vil hun så agere anderledes?
“Et godt eksempel er det med at kommunikere magt til sin egen befolkning. Spille det teater, der skal til for at virke som en stærk leder i folkets øjne. Det vil hun nok dyrke mere end Obama har gjort.”

Ja, vi kommer nok ikke til at se en præsident Clinton bruge tid på at forklare magtens begrænsninger på samme måde som vi har set præsident Obama gøre det?
“Nej, det holder hun internt på de lukkede møder. Når det er sagt, så mener jeg faktisk, at det er prisværdigt, at Obama har forsøgt at forklare det. Jeg mener, han har fejlet, men han har dog forsøgt. Og det er meget Niebuhr’sk at ville oplyse offentligheden, så den kan være et kritisk modspil til statsmagten.”

Alt Niebuhr ville vel forsvinde ud af amerikansk politik, udenrigspolitik i særdeleshed, hvis USA’s næste præsident hedder Donald Trump?
“Fuldstændig. Jeg kan dårligt forestille mig, hvad Niebuhr ville have sagt om det. Han var jo godt nok optaget af, hvordan store demagoger kom frem og fik indflydelse. Hvorfor fik folk som Hitler og Stalin så meget magt? Det var han optaget af. Så på den måde ville Niebuhr have masser af analyser af, hvorfor Trump var nået så langt. Men han ville være fuld af fortvivlelse over, hvis han skulle ende med at få magten.”