Fra bulldozer til bedstemor

Den politiske persona, som Hillary Clinton er blevet kendt for igennem de seneste 25 år, er både en styrke og en hæmsko for hende i den nuværende præsidentvalgkamp, hvor hun på den ene side fremstår som en særdeles standhaftig og erfaren politiker, men også som en ledertype uden de større evner til at inspirere det amerikanske folk med en talestil der er for teknokratisk, upersonlig og uden den store autenticitet.

I mangel af klassiske taleevner som en Obama, en umiddelbarhed lig den George Bush besad, eller kombinationen af begge kvaliteter som hos Bill Clinton, har Hillary Clinton i sine taler ofte i stedet fokuseret på klare tal og en modstandskraft i forhold til politiske modstandere, der stadig lyser ud af hende i den nuværende valgkamp. Med den seneste valgkamp er Clintons ord dog også blevet blødere end tidligere, hvor hun i 2016 har lagt vægt på mormorrollen for sig selv og talt direkte om behovet for ”love and kindness” i den amerikanske valgkamp. I de tilfælde er den politiske bulldozer blevet sat på standby til fordel for bedstemoderen, men spørgsmålet er om der ikke bliver brug for begge sider af Clintons politiske persona, hvis hun skal slå Donald Trump i det nationale valg. Vi ser her på en række af taler der har været med til at definere Clintons to præsidentielle valgkampagner.

Historien om Clinton blev kendt før kandidaten Clinton
Den gode politiske fortælling beskrives ofte som havende tre niveauer: Fortællingen om jeg’et, fortællingen om vi’et og fortællingen om nu’et. Den første fortælling handler om kandidaten, den anden om det fælles projekt, som vælgerne kan blive en del af, og den sidste om hvorfor der skal handles netop nu.

Ser vi på Clintons præsidentkampagner har især den første fortælling været vanskelig at bruge som momentumskabende for hende. Det har den af den simple grund, at fortællingen om Clinton blev nationalt kendt, før hun blev til kandidaten Clinton. Derfor har hun aldrig haft den samme mulighed for at engagere sit publikum med sin historie i samme grad som kandidater som Obama og Bernie Sanders.

Clinton selv har forståeligt nok været frustreret over dette fokus på historiefortælling for kandidater i amerikansk politik, særligt under 2008-primærvalgene, hvor hendes kampagnefolk udtalte at det var svært at holde Obama op på noget, når hans fokus lå så meget på stil over substans. Men man kan ikke komme udenom at med det antal vælgere der skal motiveres til at stemme i USA, så hjælper det at ens person og ens baggrundshistorie kan skabe genklang og genkendelse hos den enkelte vælger. I stedet er det netop den store og lange erfaring der har fået lov til at fylde for Clinton. Men selvom Clinton kan fremvise et CV med årtiers arbejde og kampe for at forbedre vilkårene for mange udsatte amerikanere, så er der mange vælgere der i kraft af samme lange CV ser hende som en politisk insider. Og Insider-mærkatet er ikke populært i dette valgår. Derfor hjælper det heller ikke, at når man googler ”Hillary Clinton and speeches” så er det snarere en lang række artikler om hendes betalte taler for Goldman Sachs fremfor hendes taler om kvinderettigheder der dukker frem. Det er ellers tit netop, når Clinton taler om kvinders rolle i amerikansk politik, at hun formår at fremstå mere menneskelig med en baggrundshistorie og anekdoter der fænger.

Kvinders rettigheder er menneskerettigheder
Allerede inden Bill Clinton blev valgt som præsident, stod det klart, at Hillary Clinton ikke ville være den sædvanlige førstedame for nationen. Bill Clinton kom f.eks. med udtalelsen i 1992, at hans slogan for sin kampagne nemt kunne være ”buy one, get one free”. Det ser man også i talerne som førstedame, hvor Clinton i en tale ved demokraternes partikonvent i 1996 bryder med den apolitiske talestil som tidligere førstedamer har haft på konventet. Førstedamernes taler er ellers netop tænkt som havende fokus på mennesket, deres mand, fremfor politikeren. Det har fungeret for så forskellige førstedamer som Barbara Bush og Michelle Obama. Men i 1996 indledte Hillary Clinton sin tale med at fortælle om de mange råd, hun havde modtaget omkring talens indhold. De citeres muntert af Hillary for deres overfladiskhed, inden hun sætter sin egen politiske agenda i kontrast. Det er unikt at førstedamens tale handler om politik på denne måde, og ikke mindst førstedamens egen politik, for talen fra 1996 handler ligeså meget om hvad Clinton-parret vil og har opnået i fællesskab, som hvad Bill har været i stand til. Og når talen falder på rolle som forældre for deres datter Chelsea, er Hillary hurtig til at give æren for datterens evner til resten af samfundet omkring familien, med et afsæt i ordene ”It takes a village…” der gøres til et opråb for fælles ansvar og støtte til offentlige programmer.

I 1994 gav hun sin hidtil mest kendte tale. Det skete ved et FN-møde i Beijing om kvinders rettigheder. Her blev det politiske budskab koblet med hendes egen rolle som kvinde og som medlem af en familie. I denne tale formåede hun at koble den mindre historie om den enkelte familie til den større historie om menneskerettigheder på verdensplan og kvinders rettigheder som en del af dette. Talens stærkeste sekvens finder sted, hvor Clinton bruger anaforen ” It is a violation of human rights when…” til i en serie af eksempler at beskrive de overgreb der begås mod kvinder og som strider imod menneskerettigheder. Hendes pointe bliver at sidestille kvinders rettigheder med pligten om at leve op til allerede nedfældede aftaler: ”If there is one message that echoes forth from this conference, let it be that human rights are women’s rights and women’s rights are human rights once and for all.” Clinton fremsatte sig selv i denne tale som en villig bulldozer for at disse rettigheder skulle udbredes til flest mulige kvinder i verden, det vandt hende mange allierede, men koblet med hendes engagement for Bill Clinton på bl.a. sundhedsreformen, opnåede hun også at få en status hos særligt republikanerne som en direkte politisk modstander fremfor apolitisk førstedame.

2008 valgkampen
2008-valgkampen blev for Clinton lanceret uden brugen af en offentlig tale. Men Clinton fik hurtigt brug for disse under primærvalgene, da Obama med flere og flere vellykkede taler viste, at han kunne tale sig til momentum i kapløbet om stemmer. I intet øjeblik er dette mere klart end i de to kandidaters taler efter primærvalget i New Hampshire, hvor Clinton formåede at vinde over Obama efter denne havde taget sejren i Iowa. Men på selve valgaftenen var det Obama der trak det længste strå med en valgtale der blev kendt som ”Yes We Can” talen, hvor han fik koblet sit velkendte slogan på USA’s historie. Clinton derimod formåede ikke rigtig at komme med et ordentligt modsvar til Obama i sin tale. Hun fokuserede i stedet på at understrege, at hun nu havde lyttet til amerikanerne og at hun i de seneste uger have fundet sin stemme. Men lige den type af formulering fremstod som konstrueret med en person som Clinton, der havde været i politik så længe på det tidspunkt, hvor stemmen burde være på plads for længst. Clintons omstillingsevne som politiker var her måske ikke det bedste at fokusere på i forhold til Obamas retorik, der i den grad brugte historiens vingesus som argument.

Glastaget der næsten brast
Clinton holdt dog ved efter New Hampshire og primærvalget for demokraterne var tættere i 2008 end det har været i år. Dengang blev det først sent afgjort, hvem der blev demokraternes kandidat, og Clinton fik reelt set flere personlige stemmer end Obama i primærvalget. I talen hvor Clinton afslutter sin 2008-kampagne takker hun alle amerikanere, der har stemt på hende, men især kvinderne – de ældre og de yngre, de forskellige generationer får plads i talen. Derudover taler hun også om hvad hendes kandidatur har betydet for hende personligt. Og som med så mange andre politikere, så er det her i nederlagets stund, at Clinton er i stand til at vise noget af det personlige som har været efterlyst gang på gang, samtidig med at hun får defineret sin position som kvinde i forhold til kandidaturet: ”When I was asked what it means to be a woman running for President, I always gave the same answer that I was proud to be running as a woman, but that I was running because I thought I would be the best president.”

Hendes loyalitet i talen til Obama var dog klart til stede og sikrede også, at hun kunne bygge bro til en rolle i den kommende regering. Rent retorisk overtog Obama også f.eks. referencen til begivenheden Seneca Falls, som Clinton nævner i denne tale, hvor en gruppe af amerikanske suffragetter mødtes i 1848. Samme begivenhed fremhævede Obama i sin anden indsættelsestale for at gøre det til kanon i amerikanernes bevidsthed omkring vigtige historiske begivenheder.

I valgnederlagets tale formår Clinton også selv at etablere et nyt kapitel i historien om kvinder og politik i USA, både med et fokus på sin egen rolle i et kvindeligt generationsperspektiv, hvor hun beskriver sig selv som både datter og som mor, men også mere historisk: ”As we gather here today in this historic, magnificent building, the 50th woman to leave this Earth is orbiting overhead. If we can blast 50 women into space, we will someday launch a woman into the White House. Although we weren’t able to shatter that highest, hardest glass ceiling this time, thanks to you, it’s got about 18 million cracks in it, and the light is shining through like never before…” Billedet af glastaget er måske det mest markante som Hillary efterlod sig efter 2008-valgkampagne, og det var noget hun samlede op på allerede i sin første tale i 2016-valgkampen.

I 2016 har Clinton holdt hovedet mere koldt og hjertet mere varmt
Selvom Clinton nok engang valgte at annoncere sin valgkampagne uden en egentlig tale, denne gang via en online video, der fokuserede ligeså meget på andre som på hende selv, så havde hendes valgkampagne også en første offentlig tale. Den blev holdt på øen Roosevelt Island i New York. ”A place… with absolutely no ceilings.” som Clinton beskrev det. Talen refererer til flere af hendes mere kendte ord som f.eks. beskrivelsen i DNC-talen fra 1996 af en landsbyens bidrag til et barns opvækst. Og endelig bliver hendes beskrivelse af kvinders rettigheder som menneskerettigheder fra 1994-talen lavet om i denne 2015-tale til et forhold mellem kvinden og familien, når det gælder ligeløn, børnepleje etc. Hvor Clinton gentagende gange siger: ”This is not a women’s issue. It’s a family issue.”

Det andet Clinton også vender tilbage til er sin mor, som kommer i endnu større fokus end i 2008. Clinton bruger sin mors møder med andre stærke og hjælpsomme kvinder til at tale om de værdier, Clinton selv er vokset op med, og historien fortsætter med hendes egen kontakt til bl.a. mexicanske landarbejdere, fattige amerikanere og senere som senator, hvor hun forsøgte at hjælpe redningsfolk fra 9/11. Hendes kontakt til det amerikanske folk i det hele taget, og den kamp som hun har taget for dem genoptages også i denne tale, hvor hendes kampagnes mål beskrives ud fra ”fire kampe”, med reference til Franklin Roosevelts ”fire friheder”.

Med fokus på kamp er bulldozeren stadig tilstede, men Clinton virkede også mere forberedt på at inddrage sig selv i kampagnen i denne tale end i 2008, hvor hun i 2016 f.eks. kunne lave sjov med sit eget kandidatur og alder: ”Well, I may not be the youngest candidate in this race. But I will be the youngest woman President in the history of the United States!” Og hendes fejlbarlighed som kandidat: ”I’ll just let you in on this little secret. I won’t get everything right. Lord knows I’ve made my share of mistakes. Well, there’s no shortage of people pointing them out!” Det er også blevet fulgt op med det omtalte fokus på ”love and kindness,” der måske ikke lyder helt naturligt når det kommer fra Clinton, men som skal sikre hende koalitionen af vælgere som stemte på Obama, som forsvar mod de vælgere som Trump kan appellere til.

I New Hampshire-primærvalget i 2016 havde Clinton også lært lektien fra 2008-primærvalget, hvor Clinton for hurtigt begyndte at trække i nye retninger for at finde et modsvar. Samme usikkerhed var der ikke at finde i Clintons tale i år efter hendes vælgerlussing i New Hampshire, hvor hun bevarede roen og troen på sin egen kampagnes budskab og at resultaterne nok skulle komme. Hvilket de da også har gjort.

Seeking Shelter from the Shitstorm
Både i 2008 og 2016 har Clinton stået overfor en primærvalgskandidat der netop med talens magt har været i stand til at skabe et stort momentum for deres respektive kampagner. Sanders har dog ikke kunne favne så bredt som Obama var i stand til blandt vælgerne. Clinton har derfor i 2016 haft en større base at kunne føle sig sikker på blandt vælgerne i primærvalgene. De samme skift i vælgerforhold har ikke fundet sted, som da afroamerikanerne besluttede sig for at stemme for Obama i 2008. Dette koblet med Clintons yderligere politiske erfaring som Secretary of State er kommet til udtryk i talerne, hvor hun har udvist større ro, og netop denne ro vil formodentlig også være hendes bedste kort at spille imod den forventelige verbale ’shitstorm’ der vil komme fra Trumps side – som han allerede har givet smagsprøver på med referencerne til Bill Clintons behandling af kvinder.

Clinton skal dog også passe på med ikke at overspille sit eget kandidaturs betydning for kvinderettigheder. F.eks. har hun i visse tilfælde været for direkte i sine henvisninger til det historiske ved hendes kandidatur, som når hun svarede under en tidlig primærvalgsdebat at hendes præsidentembede ville adskille sig fra Obamas fordi: ”I think that’s pretty obvious. I think being the first woman president would be quite a change from the presidents we’ve had up until this point, including President Obama.” Men denne form for dobbeltspil, hvor Clinton både udtaler, at hun adskiller sig som kvindelig kandidat, men også ’kun’ skal ses på som den mest kvalificerede kandidat virker risikabelt. Obama beskrev også sit kandidatur som historisk, men det var med en betydeligt mere udviklet kampagnefortælling, der gav genlyd hos amerikanerne som et muligt næste kapitel i det progressive USA’s historie. Clinton har haft svært ved at fortælle sin personlige historie på ligeså inspirerende vis, men kombinationen af den politiske bulldozer og den mere personlige bedstemoderrolle tillader netop Clinton at fremvise et engagement i amerikanernes interesser, der ikke er svær at spotte i Clintons CV og politiske virke, og det er måske en kombination af de to sider af hendes persona, der kan være med til at imødegå Trump, både i forhold til hans manglende politiske erfaring og maniske talestil.