Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Skal FN’s næste generalsekretær være en kvinde?

Et af emner som blev diskuteret ved sidste uges store konference i København, Women Deliver var spørgsmålet om kvinder i FN systemet og muligheden for en kvindelig generalsekretær. I dette interview fortæller Mogens Lykketoft om udsigterne og forudsætningerne for en kvindelig generalsekretær.

Af Lena Jørgensen, FN Forbundets Repræsentantskab

Det halter stadig med ligestilling mellem kønnene i toppen af hierarkiet i FN´s egne rækker. Så da København i sidste uge var værtsby for den største konference om kvinders rettigheder, Women Deliver, erklærede formanden for FN´s 70. generalforsamling, Mogens Lykketoft, at han ville gøre alt, hvad han kan for, at FN ikke nøjes med at støtte ligestilling mellem kønnene verbalt, men også efterlever det i FN´s egen organisation, og at den bedste måde at realisere det på, er at bryde et af de mest – med Lykketofts egne ord – ”uacceptable glaslofter” i verden i dag, nemlig at sikre, at FN får sin første kvindelige generalsekretær pr. 1. januar 2017.

Blandt FN-observatører er der konsensus om, at den 9. generalsekretær skal være en kvinde og meget gerne fra Østeuropa. Fordi de foregående otte generalsekretærer alle havde det til fælles, at de var mænd, og fordi Østeuropa er den eneste af FN´s 5 landegrupper, der endnu ikke har leveret en generalsekretær. Dette er tydeligt afspejlet i det foreløbige kandidatfelt, idet halvdelen af de nuværende i alt 10 officielle kandidater er kvinder, og 7 af kandidaterne er fra Østeuropa. Tre af de kvindelige kandidater kommer fra Østeuropa, nemlig Irina Bokova fra Bulgarien, Vesna Pusic fra Kroatien og Natalia Gherman fra Moldova, mens den fjerde, Helen Clark kommer fra New Zealand og den femte, der har meddelt sit kandidatur i torsdags, Ms. Susan Malcorra, kommer fra Argentina. Der er en sjette endnu ukendt kvindelig kandidat undervejs.

Ideelt set er det dog ikke køn, der skal afgøre, hvem der bliver næste FN´s næste generalsekretær. Ligesom det ikke skal være hvilken landegruppe man tilhører, der skal afgøre det. Idealet for 1 for 7 billion kampagnen er, at det først og fremmest er kandidatens meritter, der skal afgøre, hvem der får den betydningsfulde toppost og dermed sikre, at det bliver den mest kompetente kandidat. Ikke desto mindre satte FN-forbundet København som del af Women Deliver konferencen fokus på, om FN´s næste generalsekretær skal være en kvinde. Mogens Lykketoft lagde vejen forbi til et kort interview om status i den igangværende udvælgelsesproces.

Har du nogen fornemmelse af, hvad den generelle holdning blandt FN´s medlemslande er i forhold til, hvis FN´s næste generalsekretær bliver en kvinde?
“Det tror jeg, at der er meget stærk stemning for. Jeg kan ikke sige, at det bliver en kvinde, men jeg ved, at der er mange medlemslande, der har det som et selvstændigt stærkt argument. Nu er det 9. gang, at man skal vælge en generalsekretær, og det er en enestående chance for at vælge den bedste person blandt kvinderne. Vi ser også et billede nu, hvor der måske i løbet af få uger vil være 12 kandidater, hvoraf halvdelen vil være kvinder. Så den mulighed er bestemt til stede.”

Set i lyset af de 17 nye globale bæredygtighedsmål, der blev vedtaget af FN´s generalforsamling i september sidste år – hvor mål nr. 5 handler om at opnå ligestilling mellem kønnene og at styrke alle kvinder og piger – er der så et ekstra pres på medlemslandene og Sikkerhedsrådet for, at det skal være en kvinde, der bliver FN´s næste generalsekretær?
“Jeg ved ikke, om der er en direkte sammenhæng, men jeg tror, at der er mange, der siger, at hvis vi mener det alvorligt med ligestilling på alle niveauer, og vi har den her kæmpe opgave som en helt central del af bæredygtighedsmålene at styrke pigers og kvinders mulighed for at få samme livsvilkår som mænd inden for uddannelse, job og så videre, så vil det symbolmæssigt være enormt vigtigt, at der også er flere kvinder opad i systemet, hvad enten det nu er generalsekretær for FN eller præsident for USA.”

Kan du sige noget om, hvem du anser for at være den stærkeste kandidat blandt de foreløbige 9 kandidater?

“Nej, det vil jeg ikke så gerne udtale mig om. Men der er mange velkvalificerede kandidater, både blandt de 9, men også blandt dem, som vi nu forventer kommer. Og jeg er helt sikker på, at når medlemslandene har været igennem de 2 timers høringer med hver kandidat, vil danne sig en mening om det. Og hvis den mening peger i en bestemt retning, så tror jeg også, at Sikkerhedsrådet, som formelt er dem, der skal indstille kandidaterne til Generalforsamlingen, vil følge den retning. Så der er gode chancer.”

Hvilke lande kommer de tre nye kandidater fra?
“Jeg ved med sikkerhed, at der er to kandidater. Det er den slovakiske udenrigsminister, Mr. Miroslav Lajcak og den argentinske udenrigsminister, Ms. Susana Malcorra. Navnet på den tredje kandidat har jeg ikke mulighed for at nævne navnet på endnu, men det ser ud til, at der er en kvinde i farvandet.”

Høringerne af de tre nye kandidater finder sted den 7. juni.

Written By

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen