Demokratisk revolution styrker Taiwans sikkerhed

Taiwanerne udfordrer Kina og omverden ved en demokratisk revolution, der ønsker Taiwan som et normalt land. Taiwan har samtidig fået sin første kvindelige præsident Tsai Ing-wen, der ønsker et fredeligt og stabilt forhold til Kina via en pragmatisk politik. Der er også nye tider i det sydkinesiske hav, hvor Taiwan kommer tættere på USA og de andre asiatiske lande mod Kina. Kina har sine egne problemer, og intet tyder på øgede spændinger mellem Taiwan og Kina

Af Michael Danielsen, formand for Taiwan Corner

Taiwan oplever en demokratisk revolution i disse dage. For første gang i Taiwans historie er der enig mellem befolkningen, flertallet i parlamentet, regeringen og præsident om, at Taiwan skal blive et normalt land og ikke skal være en del af Kina.

Dette fælles mål om Taiwans fremtid styrker sammenhængskraften og øger samtidig Taiwans sikkerhed. Taiwan er blevet endnu bedre rustet til, at modstod de kræfter i Taiwan og i Kina, der ønsker, at Taiwan skal blive del af det kinesiske rige.

Taiwans udfordringer med Kina er dog fortsat massive, og østaten er åbenlyst fanget i et dilemma mellem økonomisk samarbejde med Kina og militære trusler. Udfordringerne skal mødes med en bred vifte af initiativer, men et fælles mål for landets fremtid, omfavnelse af demokratiet, østatens evne til at forsvare sig selv og de amerikanske sikkerhedsgarantier bidrager til, at Taiwan kan tage egne initiativer og blive yderligere respekteret internationalt.

Baggrunden for den demokratiske revolution er indsættelsen af den pragmatiske Tsai Ing-wen som præsident for Taiwan fredag d. 20. maj. Hun er ikke kun Taiwans første kvindelige præsident men også en stærk kender af Kina efter sit arbejde som embedsmand under både KMT- og DPP-regeringer. Hun er jurist og opfattes af flere som Taiwans svar på Angela Merkel i Tyskland.

Hendes uafhængighedssøgende parti DPP har nu regeringsmagten og sidder alene på flertallet i parlamentet efter jordskredssejren i januar. Samlet har DPP og det socialdemokratiske parti, New Power party, 65% af sæderne i parlamentet. Det tidligere Kina-venlige regeringsparti KMT er næsten blevet halveret og ligger i en intern splittelse. Det kan ikke afvises, at KMT deles i to partier, hvor det ene bliver et konservativt parti med fokus på Taiwan, mens det andet bliver et pro-kinesisk parti.

Kina var ikke tilfreds med Tsai Ing-wens indsættelsestale, som Kina betragter som vag og utilstrækkelig. Det var ingen overraskelse. Tsai Ing-wen kan nemlig ikke accepterer den såkaldte 1992-konsensus, som Kina ønsker.

Konsensussen siger, at der ét Kina men, at Taiwan og Kina ikke er enige om definitionen på dette ene Kina. Denne tidligere Kina-venlige KMT-regering i Taiwan betragtede sig som repræsentant for Kina, og kunne derfor acceptere konsenssen. Denne konsensus har været en af årsagerne til, at Taiwan og Kina har indgået over 20 handelsaftaler og at deres forhold er blevet opfattet som historisk godt over de sidste 8 år.

I indsættelsestalen gik Tsai Ing-wen så langt som hun kunne ved at respektere det historisk faktum, at samtaler fandt sted i 1992 i en ånd af gensidig forståelse. Det er i denne ånd, at Tsai Ing-wen vil samarbejde med Kina baseret på status quo, fred og stabilitet. Hendes pragmatiske linje, samtaler mellem DPP og Kina samt begge landes interne udfordringer gør, at ingen har interesse i større uenigheder. Kinas udtalelser skal derfor mere opfattes som retoriske end tegn på kommende problemer.

Taiwan er økonomisk stærkt afhængig af Kina, og dermed har flere taiwanere interesse i et godt forhold til Kina. Faktum er, at 40% af eksporten går til Kina og 60% af de udenlandske investeringer er placerede i Kina. Det skaber en sikkerhedsmæssig udfordring, som DPP vil mindske ved at styrke de økonomiske forbindelser til EU, USA og resten af asien syd for Taiwan.

Sikkerhedsmæssigt kan Taiwan være tilfreds med, at USA ser positivt på den nye regering. Nogle amerikanske analytikere har været berettiget bekymret over Taiwans stilling i det sydkinesiske hav, der potentielt kunne skade den militære støtte til Taiwan. Taiwan er blevet opfattet som tæt på Kina og Kinas krav i det sydkinesiske hav.

Årsagen til denne opfattelse er, at Taiwan har været relativt tavs i nogle konflikter. Det gælder konflikter om olieresurser mellem Vietnam og Kina samt Kinas aggressive stil om øer og rev i det sydkinesiske hav. Taiwan har også vist interesse for udveksling af information med Kina om monitoreringer i det sydkinesiske hav. Det er forventningen, at den nye regering vil blive opfattet som en lang stærkere allieret med fokus på international lov for havet.

Taiwans forsvarsbudget faldt med 40% fra 1999 til 2008 og er faldet en anelse siden. Taiwan har dog investeret massivt i offensive kapaciteter som f.eks. i krydsermissiler, i flåden og i luftvåbnet. Taiwans forventes at øge forsvarsbudgettet i de kommende år for at videreudvikle egne flådefartøjer, fly og missiler med teknologisk hjælp fra USA. Det kommer også et fokus på cyberkrig. Taiwans øget forsvarsbudget skal ikke forstås som led i et håbløst rustningskampløb med Kina. Taiwans forsvar er ganske enkelt trængt, og samtidig giver et øget forsvarsbudget flere tiltrængte arbejdspladser.

Der er nye tider i Taiwan, hvor DPP-regeringen styrker østatens sikkerhed ved at øge den taiwanske sammenhængskraft, styrke demokratiet, øge forsvarsbudgettet og åbne sig for USA, EU og Japan. Det er illustrativt at observere DPP’s pragmatiske linje over for Kina, der viser, hvordan partiet har transformeret sig selv over de sidste 8 år til at være langt mere imødekommen over for Kina og samtidig omfavne taiwanerne. DPP vil dog blive holdt i kort snor af det nye New Power Parti, der har tætte forbindelser til de sociale bevægelser, og er en stærk fortaler for Taiwans ret til at blive et normalt land. Det er en politisk kraft, der ikke skal undervurderes og som vi skal lægge mærke til i de kommende år. I de nye tider kan Kina vælge at samarbejde med Taiwan eller blive stemplet som den nye ballademager i Taiwan-strædet.