Clintons krabbegang

Efter et par gode uger i slutningen af april, er det igen blevet hverdag i Clinton-lejren. Det betyder nederlag til Bernie Sanders og spekulationer om, hvor stærk en kandidat fru Clinton nu også er. Hun er stadig favorit til at vinde nomineringen, men måden nu ender med at krydse målstregen bliver ikke i højt tempo, men snarere i krabbegang

Lad os starte med at slå en ting fast fra starten: Hillary Clinton er fortsat storfavorit til at vinde den demokratiske nominering. Der skal ske mirakler af den middelstore slags, hvis Bernie Sanders skal støvsuge de resterende stater for delegerede og samtidig overbevise en række superdelegerede om at vende Hillary ryggen. Det kommer ikke til at ske.

Hvorfor så alligevel panderynker af den dybere slags i Clinton-kampagnen her midt i forårssolen? Det er der flere grunde til.

Først og fremmest fordi det så at sige er blevet hverdag igen i Clintonland. Efter et par fremragende uger i slutningen af april, hvor fru Clinton først satte Sanders eftertrykkeligt på plads på hjemmebanen i New York og efterfølgende vandt fire ud af de fem nordøst stater, der var i spil ugen efter, er det gået tilbage til en halvgrå hverdag, hvor Bernie Sanders igen vinder. Ikke stort nok, men dog rigeligt til at holde liv i Sanders-kampagnen helt frem til de sidste valg i blandt andet Californien og New Jersey den 7. juni. Og rigeligt til at det er generende for Hillary, der nu igen skal til at tackle narrativet om, at folk måske i virkeligheden hellere vil have Sanders end hende. Og at hun ikke er så stærk som man troede.

At primærvalgkampen ikke er gået helt som Clinton-lejren havde håbet, er uomgængeligt. Selv om det med al sandsynlighed ender med, at fru Clinton vinder nomineringen, så har de forgangne måneder ikke været den magtdemonstration, den tidligere udenrigsminister og førstedame havde lagt i kakkelovnen til. Første tegn på, at vejen hen til nomineringen ville blive lang og bumpet, kom allerede i Iowa, da Clinton efter målfotoafgørelse hev en mikroskopisk sejr hjem over Sanders. Og godt en uge efter fik ørerne i maskinen i New Hampshire. Ikke just en optimal start. Og snakken om at den demokratiske primærproces ville blive en lang kroning af dronningen, forstummede hurtigt. I stedet begyndte man at snakke i krogene om, hvorvidt Clinton-lejren nok engang havde overvurderet egen styrke og nu igen var ved at blive overhalet inden om.

Det fik man ganske vist sat en midlertidig stopper for, da først primærræset nåede sydstaterne, og fru Clinton tog en stribe sikre stik hjem. South Carolina blev en ren magtdemonstration og efterfølgende fik Sanders kærligheden at føle, dels på Super Tuesday, men i særdeleshed på Little Super Tuesday, hvor Clinton vandt samtlige fem stater, heriblandt Florida og Ohio.

Derfra burde det have været en ekspeditionssag for Clinton-kampagnen, men sådan gik det ikke. I stedet rendte Hillary ind i en hel stribe af nederlag til Sanders, som først sluttede, da de nåede New York.

Hillary Clinton er tilpas langt foran Bernie Sanders i spillet om både delegerede og superdelegerede til, at hun er så godt som umulig at indhente. I skrivende stund har hun 2240, hvis man tæller de superdelegerede med, hvilket betyder, at hun kun mangler lidt under 150 delegerede, før hun er i mål. Dem skal hun nok få.

Der, hvor problemet er for Clinton i øjeblikket er måden, hun vinder på. Lige nu er der tale om en udmattelseskrig mellem Hillary og Bernie, som vil vare helt frem til 7. juni, hvor de sidste vælgere sætter deres primærkryds. Og i mellemtiden vil Sanders formentlig have vundet flere stater.

Det bliver altså langt fra i overbevisende triumf, fru Clinton kommer til at krydse målstregen som vinder. I øjeblikket minder stilen mere om krabbegang. Det er med andre ord hverken hastighed eller stilisme, der præger foretagendet.

Så ja, Hillary Clinton er fortsat storfavorit til vinde nomineringen. Men nogen magtdemonstration, har der bestemt ikke været tale om. Tværtimod viser målinger lige nu, at Donald Trump måske nok er den mest upopulære kandidat blandt vælgerne med disapproval ratings på 65 procent. Men lige i hælene på ham er Clinton med disapproval ratings på 56 procent. Og et demokratisk parti, hvor især de unge har vist, at de har mere end vanskeligt ved at se fidusen i Clintons kandidatur.

Alt dette og mere til er grundlaget for de dybe panderynker i Clinton-lejren her midt i forårssolen. For selv om Hillary ender med at krydse den demokratiske målstreg først, så sker det efter alt at dømme i krabbegang.