Japan og spillet om sikkerhed – salamitaktikkens triumf?

Siden Anden Verdenskrig har Japan navigeret i et sikkerhedsspil der omfatter sikkerhedstraktat med USA, jævnlige konflikter med Kina og Sydkorea og direkte trusler fra Nordkorea. På grund af ’pacifist-paragraffen’ har Japans handlemuligheder været begrænsede, men man har alligevel ved hjælp af en langsom men sikker salamitaktik fået udviklet Japans forsvar lidt efter lidt.

Af Marie Højlund Roesgaard, lektor i Japan-studier, Københavns Universitet

Mange japanere vil nok mene, at sikkerhed ikke rigtig er noget de har. Den udbredte følelse er, at Japan er et meget lille land, der ikke kan forsvare sig selv (og dette til trods for, at Japan er blandt de 10 lande i verden, der bruger mest på forsvar, se f.eks. globalfirepower.com). De har en klar opfattelse af, at Japan har behov for USA’s beskyttelse, uanset om de så vil eller ej, og følgelig må de finde sig i tilstedeværelsen af amerikanske soldater på japansk territorium, selv nu, mere end 60 år efter besættelsen sluttede. Ser man på et landkort er denne opfattelse af trusselsbilledet måske heller ikke så svær at forstå.

Det mægtige Kina
Den helt store nabo, Kina, har man gennem mange år haft et anstrengt forhold til politisk (men ikke i samme grad med hensyn til handel, Kina er Japans største importpartner, ligesom Japan har sin største eksport til Kina). Der er ikke blevet etableret et tillidsfuldt forhold mellem de to lande efter Anden Verdenskrig. Kineserne mener, at japanerne dels ikke siger undskyld for uhyrligheder begået under krigen mod kinesere, dels at de underdriver omfanget af samme uhyrligheder. Det er dokumenteret, at der er undskyldt adskillelige gange – se eksempelvis Asger Røjles bog Undskyld på japansk – så når det stadig fylder så meget på dagsordenen mellem de to lande, tyder det på, at de undskyldninger der er givet, ikke har opfyldt behovet. Hertil kommer territoriale stridigheder, navnlig om Senkaku/Diaoyu øerne og rivaliseren om indflydelse i asiatiske nabolande. Forholdet til Sydkorea er præget af meget lignende konflikter.

Uberegnelige Nord-Korea
En anden vigtig brik i det japanske ”usikkerheds-spil” er Nordkorea. Hermed ikke være sagt, at forholdet til Sydkorea er uproblematisk, det er det langt fra, men trusselsniveauet er et ganske andet. Nordkorea udfører jævnligt prøvesprængninger og prøveaffyringer af militært isenkram, senest var der stor aktivitet i slutningen af marts og begyndelsen af april, hvor Sydkorea og USA gennemførte en stor fælles militærøvelse. Dette er selvsagt noget, som både Japan og Sydkorea ikke kan se som andet end en trussel mod deres sikkerhed. Retorikken i Nordkorea er også alt andet end beroligende, og selv Kina, Nordkoreas mangeårige støtte i Asien, synes for tiden ude af stand til at bringe Nordkorea under kontrol. Den japanske udenrigsminister Kishida har siden nytår forsøgt at få sin kinesiske modpart, Wang Yi, i tale vedrørende Nordkorea. Til japanernes frustration er dette ikke lykkedes, og i marts sagde Wang lakonisk på et pressemøde, at japanerne måtte se at finde ud af, om de var Kinas partner eller deres fjende. Wang signalerer hermed kinesisk usikkerhed i forhold til de japanske motiver, og sikkert er det da også, at Japan er langt mere truet af Nordkoreansk militær aktivitet end Kina. Med andre ord, Japan har i denne situation mere brug for Kina, end Kina har for Japan.

Forsvar og Salamitaktik
I lyset af dette trusselsbillede, som det ses fra Japan, har skiftende japanske regeringer gennem årene siden Anden Verdenskrig forsøgt at skabe mere sikkerhed. Deres anstrengelser har hele tiden måttet afvejes i forhold til den japanske forfatnings paragraf 9, der stipulerer, at Japan ikke må have offensive, militære styrker. Dette vanskeliggør sikring af landet ved egen hjælp, derfor har man også siden besættelsen haft en sikkerhedspagt med USA – men det har ikke umuliggjort japansk militær tilstedeværelse i Japan. Selvforsvarsstyrkerne (Self Defence Forces, SDF)har siden 1954 varetaget forsvaret af Japan. Retfærdiggørelsen for denne styrke har været, at den alene var designet til forsvar, ikke angreb (selv om det for mange af os, der ikke er militære eksperter kan synes som en vanskelig skelnen) – første salami-skive af den pacifistiske paragraf 9 blev skåret med etableringen af SDF. Herefter blev man politisk enig om, at så længe de militære udgifter holdt sig under 1 % af BNP var det i overensstemmelse med forfatningens bestemmelser. I en tid med konstant økonomisk vækst, betød dette et ganske stort budget til forsvaret i Japan, men i 1980’erne blev næste skive skåret af paragraf 9: de militære udgifter overskred 1 % med nogle få promille. Dette skabte stor opstandelse, den japanske befolkning er nemlig stolt af sin pacifist-forfatning, og en sådan trussel mod den, var vanskelig at acceptere. Men set i lyset af eksterne trusler – dengang som nu Kina og Nordkorea – blev der holdt fast i budgetstigningen. Siden har de militære budgetter i Japan ligget omkring 1 % af BNP, nu og da med små overskridelser.

Næste skive blev skåret i 2007, hvor det der indtil da havde været et forsvarsagentur under statsministeriet, blev til et egentligt forsvarsministerium med egen minister. Paragraf 9-salamien er så i 2015-16 klar til, at et betydeligt stykke kan skæres af. Japans hidtidige forbud mod bevæbnet personel i udlandet blev fjernet i 2015 med henblik på at styrke Japans deltagelse i fredsbevarende operationer under FN. Dette medførte store protester, men Abe-regeringen har stået fast. Og deres begrundelser er – for en dansk offentlighed – så sandelig heller ikke uforståelige. Man fremfører overfor befolkningen, at Japan ikke for evigt kan betale sig fra fredsbevarende operationer og forvente at det kun er unge mænd fra andre nationer, der skal bringe sig selv i fare.

Den pacifistiske drøm
I forhold til amerikanske forventninger om, at et ganske rigt Japan i stigende grad tager ansvar for eget forsvar og bidrager på lige fod til global sikkerhed, er salamitaktikken helt forståelig. Men for store dele af den japanske befolkning et det en sørgelig udvikling mod øget usikkerhed for den enkelte og et tab af identitet som det folk, der har en pacifistisk forfatning. Der er dog næppe tvivl om, at den nye, realpolitiske linje kommer til at vinde fremover i Japans spil om sikkerhed.

Marie Højlund Roesgaard er lektor i Japanstudier ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) ved Københavns Universitet. Hun har i en årrække beskæftiget sig med Japans moderne samfund og kultur.