Jagten på FN‘s næste generalsekretær er gået ind

For første gang i FN‘s 70 år lange historie, skal den nye generalsekretær findes i det åbne og ikke bag lukkede døre i Sikkerhedsrådet. Og den nye proces er kommet flyvende fra start, fortæller formanden for FN‘s generalforsamling, Mogens Lykketoft, i dette interview med Kongressen.com

Af Anders Agner Pedersen, redaktør, og Kirstine Biltoft-Knudsen, New York-korrespondent

NEW YORK CITY: En af verdens mest eksklusive klubber skal inde længe have nyt medlem. For i løbet af 2016 skal den nye generalsekretær for FN udpeges. Og dermed vil klubben, der i skrivende stund har otte medlemmer, vokse til ni. Men hvem det bliver, der skal slutte sig til den ærefulde loge, der tæller navne som Dag Hammerskjold, U Thant, Kofi Annan og aktuelt Ban Ki-Moon, er endnu uvist.

Jagten på den næste generalsekretær er dog gået ind. Om end det denne gang sker på en noget anderledes måde end de foregående. For modsat tidligere, hvor stormagterne i Sikkerhedsrådet, med USA, Kina og Rusland i spidsen, har fundet en kandidat til posten, de kunne enes om, har der denne gang været en anden form for åbenhed. Således har medlemslandene kunne melde ind med kandidater, som de øvrige medlemslande herefter ville få muligheden for at stille spørgsmål. Og vel og mærke i fuld offentlighed, så alle har muligheden for at følge med.

Første runde samtaler med de foreløbig ni kandidater er netop overstået. Og det er gået over al forventning, fortæller manden i spidsen for samtalerne, nemlig formanden for FN‘s generalforsamling, Mogens Lykketoft.

Kongressen.com møder Lykketoft på det store kontor i FN’s hovedkontor med udsigt over East River i New York. En udsigt, han har kunnet nyde dagligt siden midten af september 2015, hvor han overtog hammeren og dermed ledelsen af generalforsamlingen. Derfor er det også ham, der har siddet for bordenden i første del af de spørgerunder, der er en del af den proces, der til slut skal ende med at finde den 9. generalsekretær i FN‘s historie.

Hvordan er det gået med første runde samtaler i processen om at finde den næste generalsekretær?
“Det er gået formidabelt, vil jeg sige. Formidabelt på den måde, at vi fik ni kandidater frem. Og det var jo vigtigt, at dem, der havde meldt sig, rent faktisk også mødte op. Der var et par stykker, der var lidt tvivl om, men det endte med at de alle sammen kom. Så det var meget positivt.
Processen fik mere strøm undervejs og tilslutningen var enorm. Det var meget få medlemslande, som ikke var repræsenteret. Den amerikanske ambassadør var der en overgang, og der var konstant en repræsentant fra USA. For nu at nævne et eksempel. Kina og Rusland var der, men sagde ikke noget.
Jeg synes vi fik nogle meget indholdsrige diskussioner med alle kandidater, og vi fik samlet set også en god diskussion om, hvad der er vigtigt for FN’s fremtid. Mere substantielt end i så mange andre sammenhænge.”

Det er jo stadig muligt for kandidater at melde sig. Og der har været kritiske røster, der har ment, at de nuværende kandidater ikke var af tilstrækkelig kaliber. Hvad er din forventning? Kommer der flere kandidater eller er det blandt de ni at den næste generalsekretær skal findes?
“Jeg tror, der kommer flere. Hvor mange tør jeg ikke gætte på. Jeg synes faktisk, at der i feltet er kandidater i blandt, der er meget stærke. De er ikke lige stærke alle sammen.”

Hvor vigtigt at det at mange af dem har FN-baggrund?
“Kandidaterne vil blive vurderet på summen af diplomatisk og politisk erfaring, og i den forbindelse vil det selvfølgelig veje ind at de kender FN i forvejen og ikke skal starte fra grunden. Men der er jo mange forskellige prioriteter. Der er nogen, der mener, at det for en hver pris skal være en kvinde og at det må være muligt at finde den bedste kandidat blandt kvinderne. Nogen siger, at det skal være en fra Østeuropa og at man skal finde den bedste østeuropæer. Jeg tror, de fleste lande vil sige at vi går efter den bedste kandidat, uanset køn og geografi, men hvad de så vægter som kvalifikationer er meget forskelligt. Det er jo den gamle diskussion om personen skal være mere general end sekretær eller mere sekretær end general. Og om de store lande være interesserede i en meget stærk personlighed, hvad de tidligere har været beskyldt for ikke at være særlig interesserede i. Jeg tror så, at den internationale situation med et stigende antal forståelser af, at de største problemer er universelle og skal løses via internationalt samarbejde, kan være med til at man denne gang vælger den stærkeste af personlighederne i kredsen af kandidater. Det vil være min forhåbning.”

Du nævnte før at amerikanerne har været meget aktive, mens de to andre centrale spillere i Sikkerhedsrådet, Rusland og Kina, har forholdt sig passivt. Hvordan skal man tolke det? Er det et udtryk for, at de ikke er tilfredse med de kandidater, de hidtil er blevet præsenteret for?
“Det tror jeg ikke, at man kan udlede af det. Den bedste forklaring på Rusland og Kinas tavshed er, at de måske ikke synes at det er den bedste ide i verden at have almene høringer før Sikkerhedsrådet har talt om kandidaterne. De har accepteret det, men de vil ikke sige noget, som kan tolkes som en melding om, hvem de vil foretrække på nuværende tidspunkt.”

Er forhåbningen med denne proces, at hvis der undervejs opstår en stemning af, at det skal være en af kandidaterne, eksempelvis Helen Clark, at det så bliver sværere for stormagterne at forhindre det, fordi der så vil være et pres fra resten af medlemslandene, som de ikke kan ignorere?
“Ja, tidligere har der jo slet ikke været nogen liste. Der har de siddet rundt om bordet i Sikkerhedsrådet og set, om der var nogen, der havde nogen ideer. Og om de så kunne enes om vedkommende. Og det vil blive svært for Sikkerhedsrådet at skulle forsvare at vælge en kandidat, der ikke har været på listen over kandidater i høringerne. Og så kan det godt være, at der er kandidater, der først melder sig sent, men der vil vi fra generalforsamlingens side gøre hvad vi kan for at have den åbne dialog med dem også, nøjagtig som vi har det med de øvrige kandidater. Så det der i hvert fald sker er, at der kommer en officiel liste af kandidater på en måde, som der ikke tidligere har været. Det andet er så, om det vil påvirke Sikkerhedsrådets valg. Det tror jeg, at det vil, hvis der er en af kandidaterne, der skiller sig markant ud i forhold til de andre. Så tror jeg ikke at man vil se Sikkerhedsrådet prøve at afvise den pågældende kandidat. Men det kommer jo så an på, om der er en favoritkandidat. For hvis der er et meget spredt billede med flere kandidater, så er vi tilbage ved den gamle situation hvor USA, Rusland og Kina sætter sig om et bord og ser, hvad de kan enes om. Men jeg er meget optimistisk omkring den fremadrettede proces. Det er kommet utrolig godt fra land.”