Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Rivaler i knæ efter nye storsejre til Clinton og Trump

Favoritterne Hillary Clinton og Donald Trump udbyggede deres førerpositioner ved de fem primærvalg i det nordøstlige USA. Og det er efterhånden vanskeligt at se for sig, hvem der skal standse dem og dermed forhindre at de to skal krydse klinger ved efterårets præsidentvalg

Fem stater var i spil ved gårsdagens primærvalg. Pennsylvania, Maryland, Connecticut, Delaware og Rhode Island. Fem vigtige stater, som det var forventet at Donald Trump og Hillary Clinton ville klare sig godt i. Og sådan gik det da også. Trump ryddede bordet med fem ud af fem mulige sejre, mens fru Clinton næsten gjorde The Donald kunsten efter med sejre i fire ud af de fem.
Dermed byggede de to New York-kandidater videre på storsejrene fra sidste uges primærvalg på hjemmebane og sender deres respektive rivaler yderligere i knæ.

Hos Demokraterne skal der mere end almindelig jubeloptimisme til, hvis man skal forestille sig at Bernie Sanders fortsat kan true Clinton. Med andre ord: Løbet er kørt for ´The Bern´. Det ved han også godt selv, selv om han selvfølgelig ikke siger det. Det handler for Sanders nu om at profilere venstrefløjens sager og forsøge at trække Hillary så langt ud på fløjen som muligt. Og så ellers sørge for at den venstrefløjsbevægelse, der er bygget rundt om Sanders forbliver stærk, således at den kan bruges som platform for både Sanders og resten af venstrefløjen i fremtidig profilering af politiske sager.

Clinton-kampagnen kunne i sagens natur godt tænke sig, at Sanders snart trak stikket, så man en gang for alle kan rette fokus mod det samlede præsidentvalg til efteråret. Det sker dog næppe. Der er i hvert fald mest der taler for, at Sanders kører primærprocessen til ende og først derefter sætter sig med fru Clinton og finder ud af, hvordan de kan få enderne til at mødes. For det er afgørende for Clinton at få Sanders støtter med om bord. Og det skal ske med Bernie Sanders velsignelse. Og den er ikke gratis. Derfor venter der nogle svære samtaler mellem de to rivaler, før samlingsprocessen kan begynde hos Demokraterne. Men at det er rundt om Hillary Clinton, at partiet skal forenes, det er der ikke længere nogen tvivl om.

Hos Republikanerne havde Donald Trump endnu en fremragende tirsdag. I tirsdags lammetævede han sine to modstandere, Ted Cruz og John Kasich, i New York og den øvelse blev gentaget i går, hvor Trump vandt i samtlige fem delstater. Det var ventet, at Trump ville klare sig godt, men seks sejre i træk af overbevisende karakter har sendt Cruz og Kasich gevaldigt i tovene. Og de skal steppe op i en fart, hvis de ikke skal blive kørt endnu mere over, end de i forvejen er blevet det af Trump-toget.

Med Trumps sejre både i går og i sidste uge, er spekulationerne om, hvorvidt det alligevel kan lykkes Trump at nå hen over den magiske grænse på 1237 delegerede inden konventet i Cleveland til juli blusset op igen. For en ting er måden Trump har vundet på, noget andet er måden især Cruz har tabt på de seneste uger. Texas-senatoren skal i al hast ryste nederlagene af sig og levere varen på tirsdag i Indiana. Ellers vil snakken om, hvorvidt det overhovedet er muligt for hverken Cruz eller Kasich at stoppe Trump, for alvor tage til i styrke. Og punktere alliancen mellem de to, nærmest inden den overhovedet er kommet i gang.

Status efter tirsdagens fem primærvalg er således at det ikke længere er et spørgsmål om hvis, men om hvornår Hillary Clinton vinder den demokratiske nominering og at Donald Trump lige nu buldrer der ud af, uden Cruz og Kasich kan gøre ret meget ved det. Men om The Donald så når hen over målstregen før Cleveland, det vil de kommende seks uger give nogle klare fingerpeg om. Det bliver en tæt affære. Og et sandt drama!

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen