Danske erfaringer i Afghanistan

Der er høstet mange forskellige danske erfaringer i Afghanistan gennem det civile og militære engagement fra 2001 til 2014, men det er muligt at samle dem i tre områder, hvor der er mulighed for at forbedre fremtidige indsatser: Prioritet til integrerede indsatser, lokal sikkerhedsskabelse og støtte til borgernære beslutninger.

Af Major Thomas Galasz Nielsen

En vigtig forståelse for, hvordan det militære instrument benyttes er, at oprørsbekæmpelse kun er et middel ud af flere til at opnå politiske mål. Den militære indsats kan ikke stå alene, og kan kun skabe forudsætninger for en længerevarende civil indsats for at bevare fred og stabilitet. Det er ikke muligt at kæmpe sig ud af problemerne udelukkende med militære midler – og hvis der var en klar militær løsning på problemerne i Afghanistan, så var den allerede fundet. Både civile og militære indsatser må nødvendigvis bringes i anvendelse.

Integration
I Afghanistan blev der opstillet et Provincial Reconstruction Team i hver region for at koordinere militære og civile indsatser, men resultaterne var tvivlsomme. Militæret blev frustreret over manglen på fremdrift og støtte fra den civile side – og den civile side havde svært ved at støtte et stort antal militært sikrede områder, der næsten alle havde et kortsigtet militært mål i stedet for et langsigtet og koordineret formål. Resultatet var, at mange indsatser kun havde et tyndt lag af koordination over sig og at de fleste blev gennemført med manglende integration. Det skabte ikke sammenhæng i indsatser og resultater på længere sigt. En del af problemet var manglende forståelse mellem de civile og militære ledere samt uklare politiske målsætninger. Planer og strategier skal nødvendigvis være sammenhængende og integrerede som led i en klar politisk målsætning. Uden en sådan klarhed, vil indsatserne primært høste kortsigtede gevinster. Endvidere har de militære og civile ledere behov for at træne sammen inden en udsendelse for at forstå hinandens virkemåde og vilkår. Først med forståelsen kan indsatserne reelt integreres og samlet støtte det politiske mål med missionen. Danmark fokuserede for meget på de kortsigtede gevinster frem for en varig politisk løsning. Klare politiske målsætninger, løbende opfølgninger på status (kontrol) i opfyldelsen af målsætningerne samt en oprigtig integration af de civile og militære indsatser sikrer, at de kortsigtede militære operationer ikke løber fra de langsigtede civile indsatser.

Lokal sikkerhedsskabelse
Opbakning fra lokale myndigheder er essentiel for opnåelse af succes for en indsats. Men opbakningen kræver, at de lokale myndigheder støttes og uddannes til tage initiativer og koordinere egne sikkerhedsindsatser. Afghanistan havde så mange forskellige sikkerhedsstyrker, at ingen havde det fulde overblik over hvem, der var ansvarlig for hvad. Det skabte det problem, at oprørsbekæmpelsen blev fanget mellem forskellige regeringsorganisationers magtkampe. Derfor fik indsatserne ikke lokal opbakning, da de lokale myndigheder så til fra sidelinjen, mens oprørsbekæmpelsen fandt sted. Endvidere blev det lokale politi opfattet som dybt korrupt, hvilket gav næring til Taliban, der sørgede for afgørelser i lokale stridigheder udenom myndighederne. Alligevel fortsatte omverdenen med at uddanne afghanske politifolk for at nå et bestemt antal i stedet for at fokusere på kvalitet og upartiskhed. En læring er, at oprørsbekæmpelse primært skal gennemføres af lokale sikkerhedsstyrker, og at de skal uddannes i forhold til kvalitet – ikke kvantitet. Det er en forudsætning for lokalt ejerskab af sikkerhedsskabelsen. Der er også behov for at acceptere, at oprørsbekæmpelse tager lang tid og vil have tilbageslag fra tid til anden. Yderligere skal den udefrakommende indsats være så usynlig som muligt, da de lokale myndigheder skal være de synlige og udfarende kræfter i skabelsen af sikkerhed for at høste lokal respekt og opbakning.

Borgernære beslutninger
Den lokale opbakning hænger sammen med en borgernær administration, specielt i et miljø, hvor den lokale befolkning ikke nødvendigvis ser centralregeringen som et positivt element i deres hverdag. Derfor skal der mere fokus på det, der sker på lokalt niveau – også selvom det betyder mindre fokus på det centrale niveau. Den lokale befolkning skal i langt højere grad bindes til de lokale myndigheder. Det kan ske ved at vi nedtoner egne militære og civile indsatser og kun gennemfører projekter, der administreres lokalt. Hvis et lokalsamfund behøver en bro, rent vand eller en skole, så er det op til de lokale myndigheder at prioritere og iværksætte en indsats – understøttet så lidt som muligt udefra. Herved skabes der mulighed for en social kontrakt mellem lokalregeringen og dens borgere. Det bør ikke komme som en overraskelse, at det handler om at opnå politiske mål – ikke en militær sejr. En sådan tilgang sikrer også, at der ikke tildeles flere penge til projekter end de lokale myndigheder kan administrere og imødegår således korruption. Det skaber forudsætninger for, at myndighedernes projekter er bæredygtige – også efter at vi har forladt missionen.

Konklusion
Den danske indsats i Afghanistan kunne have opnået langt mere, hvis den var blevet grebet anderledes an fra start. Var der blevet lagt større vægt på integration af indsatserne og på at få gang i den lokale sikkerhedsskabelse og støtte de borgernære beslutninger, så var vi ikke i så høj grad blevet opfattet som et fremmed element – og dermed noget, der skulle modarbejdes. Samtidigt havde vi opstillet rammerne for at skabe en social kontrakt mellem lokalbefolkningen og de lokale myndigheder. Dansk fokus var i praksis rettet på de hurtige gevinster i Afghanistan og på indsatser, der gav mening hjemme i Danmark, men ikke nødvendigvis i Afghanistan. Det skabte ikke forudsætningerne for en bæredygtig stabilitet, da ansvaret for sikkerhed blev endeligt overdraget til den afghanske regering i 2014. Resultatet ser vi nu.

Major Thomas Galasz Nielsen ved Forsvarsakademiet er midlertidigt udlånt til Dansk Institut for Internationale Studier som militær analytiker og beskæftiger sig med oprørsbekæmpelse i Asien. Thomas var udsendt til Afghanistan i 2009 til 2010. I november 2015 var han medforfatter til bogen ”Counterinsurgency and Counterterrorism. Sharing Experiences in Afghanistan and Pakistan”