Trump vil gøre op med 70 års amerikansk udenrigspolitik

I et nyt interview med New York Times fremlægger den republikanske frontløber Donald Trump sine visioner for amerikansk udenrigspolitik. Det billede som tegner sig er stærkt bekymrende for amerikanske allierede over hele verden. Hans udtalelser er nemlig reelt et opgør med 70 års amerikansk udenrigspolitik.

Donald Trump fører i øjeblikket valgkamp under sloganet ”Make America Great Again”, og på det seneste har vi fået en indsigt i hvordan han vil søge at gøre dette inden for udenrigspolitikken, hvis han bliver præsident. Det er sket gennem to interviews med henholdsvis The Washington Post og The New York Times. Helt centralt i hans udenrigspolitiske visioner står større krav til USA’s allierede, men mere skræmmende er hans tilsyneladende villighed til at trække USA ud af eksisterende alliancesystemer. Det gælder både USA’s deltagelse i NATO, men også forholdet til Japan og Korea. For USA’s allierede er det skræmmende læsning, og noget som bør tages meget seriøst i betragtning af at Donald Trump ser ud til at skulle kæmpe om posten som USA’s præsident mod demokraternes kandidat. Selv hvis han ikke vinder, kan Trumps udtalelser være med til at skubbe debatten i USA i en mere isolationistisk retning.

Reelt set lægger Trump op til et opgør med de seneste 70 års amerikansk udenrigspolitik, som i høj grad har været baseret på tætte alliancer i regioner, hvor USA har store interesser.

Netop fordi han er blevet en så stor faktor i det amerikanske valg, så er vi nødt til at tage det alvorligt, når Trump taler om et opgør med USA’s hidtidige udenrigspolitik. Det vil være svært for ham at gennemføre, hvis han vinder valget, men vi er nødt til at være opmærksomme på at forandringens vinde (med risiko for orkanstyrke) blæser i den amerikanske debat om udenrigspolitik.

Truslen mod gamle alliancer
Et gennemgående tema i de to interviews er at Trump kritiserer USA’s allierede for ikke at gøre nok og reelt snylte på amerikansk good will. Derfor er han villig til i højere grad at trække amerikanske styrker hjem fra deres baser rundt om i verden. En sådan handling vil være meget bemærkelsesværdig, og et markant skifte i amerikansk udenrigspolitik, da der traditionelt har været tværpolitisk opbakning til at stationeringen af styrker rundt om i verden var en nødvendighed for at sikre amerikanske interesser. Denne erkendelse nåede man efter Anden Verdenskrig, hvor amerikanske politikere konkluderede at USA var nødt til at være militært til stede rundt om i verden, for at sikre landets interesser og undgå nye konflikter som kunne true disse. Militære styrker i Asien, Mellemøsten og Europa har altså været der for at afskrække modstandere fra at indlede konflikter, som kunne true amerikanske interesser.

Hans trussel gælder f.eks. styrker i Asien, hvor han kræver at Japan og Sydkorea bidrager mere til stationeringen af tropper i landene. Tropper som i mange år har været der for at afskrække Nordkorea, men som i de seneste år er blevet en central del af præsident Obamas ”rebalance” til Asien. En sådan handling ville betyde et opgør med en hjørnesten i amerikansk udenrigspolitik, nemlig den militære tilstedeværelse i Asien.

Vel nok det mest bekymrende for et dansk publikum er, at Trump over for The Washington Post udtaler at han stiller spørgsmålstegn ved NATO’s fortsatte relevans. Her fremhæver han konflikten i Ukraine, hvor han siger til avisen: ”Ukraine is a country that affects us far less than it affects other countries in NATO, and yet we’re doing all of the lifting.” Igen er det spørgsmålet om byrdedeling, som får Trump til at lægge afstand til det eksisterende alliancesystem, som ellers har udgjort fundamentet for amerikansk udenrigspolitik i 70 år.

Et isolationistisk USA under Trump
Amerikansk udenrigspolitik under en præsident Trump lader altså til at blive, hvis han får magt som han har agt, til at blive det tætteste USA har været på isolationisme siden 1941.

Da han blev spurgt af The New York Times, hvornår han mente USA var stærkest fremhæver han tiden under Theodore Roosevelt, som var præsident fra 1901-1909. Det uddybes ikke i interviewet, hvorfor Trump mener dette er højdepunktet for amerikansk magt. Men hvis man skal gætte, så er der ligheder mellem Trumps idé om udenrigspolitik og den politik som Teddy Roosevelt førte. Roosevelts udenrigspolitiske motto var: ”Speak softly, but carry a big stick”. Kort sagt så havde USA ikke styrker over hele verden, og når man indgik i forhandlinger med andre stormagter, så var disse forhandlinger baseret på en vished om at USA havde evnerne til at anvende stor militær magt. Ud fra Trumps udtalelser så virker det til at være samme udgangspunkt han vil have. USA skal trække sine styrker hjem, så man ikke skal bruge enorme ressourcer på sådanne engagementer, men samtidig kræver han forhøjelser af USA’s forsvarsbudget – hans ”big stick”. Denne skal bruges til at afskrække modstandere fra at indlede konflikter, samtidig med at en vigtig del af Trumps ”big stick” vil være handelssanktioner. Han vælger dog behændigt at undgå omtale af hvordan sådanne handelssanktioner indebærer markant risiko for USA og deres globale handelsinteresser.

Der mangler dog en markant mellemregning her. Årsagen til at Teddy Roosevelt førte sin politik på den måde som han gjorde, var at han skulle håndtere begyndelsen på USA’s opstigning som stormagt. USA havde ikke de globale engagementer og interesser i 1901, som man har i 2016. Trumps tanker om en tilbagetrukken politik baseret på en ”big stick”, vil være en voldsom omskrivning og omprioritering af amerikansk udenrigspolitik.

Nyt team af udenrigspolitiske rådgivere
I sidste uge præsenterede Trump den første del af sit hold af udenrigspolitiske rådgivere. Et sådan hold har været lang tid undervejs, da Trump har ment at han sagtens kunne håndtere sådanne spørgsmål selv ud fra hans store viden. Det har han så åbenbart erkendt, at det kan han ikke på dette stadie i valgkampen.

Processen med at finde personer til teamet, må dog have været mere end almindeligt kompliceret for en spidskandidat i republikanske primærvalg. The Washington Post har lavet en rigtig interessant artikel, som gennemgår de fem første medlemmer af teamet, hvor de beskriver de enkeltes erfaring. Eller mangel på samme. For det er påfaldende at på trods at Trump fører valgkampen, så er hans rådgivere ret uerfarne.

Det er rådgivere, som har noget brogede erhvervsmæssige uddannelsesmæssige baggrunde, og er ikke kendt som nogle af de tunge udenrigspolitiske debattører i det republikanske parti.

Men hvor er disse udenrigspolitiske debattører så, når de nu ikke rådgiver deres ledende kandidat? Faktisk så forholder mange af dem sig stille i øjeblikket i forhold til støtte til kandidater. Men til gengæld har de ikke været stille, når det kommer til spørgsmålet om Trump. I begyndelsen af marts skrev mere end 50 af de store udenrigspolitisk intellektuelle et åbent brev, hvor de lagde kraftigt afstand til Trumps udenrigspolitik. Dette brev er senere blevet underskrevet af flere, så tallet nu er oppe over 100. Det er altså her vi skal finde dem, som ellers normalt ville være rådgivere for en kandidat med så gode resultater som Trump – i direkte opposition til spidskandidaten.

Vi befinder os altså i den meget mærkelige situation, at den ledende kandidat for det republikanske parti er fortaler for en langt mere isolationistisk udenrigspolitik end vi har set siden Anden Verdenskrig, mens den ledende kandidat for det demokratiske parti sandsynligvis vil være fortaler for en mere aktivistisk udenrigspolitik, end den som er blevet ført under præsident Obama.

Det er på mange måder en meget mærkelig valgkamp, vi er vidner til i øjeblikket.