Ukraine har vist at USA ikke har glemt Europa

Da USA i 2012 gjorde klart, at man i højere grad ville fokusere på Asien, reagerede de europæiske allierede som en flok forkælede børn. Hvorfor var storebror nødt til at fokusere på resten af verden – var vi ikke nok? Hvis der er kommet en positiv ting ud af situationen i Ukraine, så er det dog at de europæiske lande har fået vished for en vigtig ting – USA har ikke glemt os.

Der gik bølger af panik igennem de europæiske hovedstæder, da Obama-regeringen i 2012 gjorde klart, at man i højere grad ville fokusere mod Asien. Amerikanerne vurderede, at Europa nu ikke længere var ”forbrugere af sikkerhed”, og at man derfor kunne flytte ressourcer og opmærksomhed andre steder hen i verden. Til europæernes endnu større chok, så lod det til at man nu faktisk blev forvist til højest en tredje plads på USA’s prioriteringsliste – efter Asien og Mellemøsten. I stedet for at se det som en mulighed for de europæiske allierede til at samle sig og markere sig internationalt, så var det panik man valgte. Men det er en anden snak til en anden dag.

For Ruslands annektering af Krim-halvøen i marts 2014, den aktive russiske støtte til separatister i det østlige Ukraine, og den stigende frygt hos især de baltiske lande og Polen for yderligere russisk aggression i deres retning, har fået USA tilbage til Europa. Det er ikke lige så meget som under den Kolde Krig, men over de seneste måneder har USA sendt klare signaler om, at man ikke har glemt de europæiske allierede – storebror er kommet tilbage.

Amerikansk støtte til Ukraine
Fordi Ukraine ikke var medlem af NATO, så var der ikke nogen forpligtelser for de europæiske lande og USA til at intervenere direkte, da russiske tropper annekterede Krim-halvøen og støttede kampene mod den ukrainske regering i den østlige del af landet.

Men USA gør nu en aktiv indsats for at støtte den ukrainske regering, så militæret har en chance mod de russiskstøttede separatister, men også så man har et fundament at bygge på til fremtiden. Derfor har man gang i træningsprogrammer af ukrainske soldater og officerer, leverancer af bl.a. noget så basalt som feltrationer til de ukrainske styrker, men også udvikling af en uddannelses- og kommandostruktur som kan stabilisere det ukrainske militær for fremtiden. Ifølge Pentagons oplysninger bruger man $52 mio. på støtte til det ukrainske militær.

Den store forhindring for rigtig tæt samarbejde er dog Ukraines manglende NATO-medlemskab. Men der er andre NATO-allierede, som er blevet nervøse over Ruslands intentioner, og derfor søger hjælp hos alliancen. Umiddelbart efter Ruslands annektering af Krim-halvøen tog amerikanerne konsekvensen og indledte Operation Atlantic Resolve. Det inkluderede i første omgang at man sendte ekstra kampfly til de baltiske lande, hvor de blev modtaget med jublende folkemængder. Signalet til russerne var utvetydigt: USA ville leve op til sine forpligtelser om forsvar af alliancepartnere i henhold til NATO’s artikel 5.

Afskrækkelse er det nye sort – igen
Det amerikanske engagement i Europa fokuserer i høj grad på afskrækkelse, ligesom det var det under den Kolde Krig. Som chefen for de amerikanske hærstyrker i Europa, generalløjtnant Ben Hodges, har sagt, så skal de 30.000 amerikanske soldater i Europa gøre det samme som 300.000 skulle under den Kolde Krig – overbevise russerne om at de skal holde sig væk.

I det seneste forslag til forsvarsbudget for 2017 sendte den amerikanske regering et klart signal om at man vil styrke den indsats. Obama-regeringen foreslog nemlig, at man firedobler budgettet til det såkaldte European Reassurance Initiative, således at man nu afsætter $3,4 mia. til operationer og initiativer som kan støtte de østeuropæiske allierede.

Hvad indebærer den genfundne amerikanske omsorg så? Den inkluderer blandt andet stationering af materiel i europæiske lande, således at amerikanerne blot behøver at sende soldater afsted til Europa, hvor de så kan bruge udstyr som allerede er i regionen. Et eksempel på dette er otte store underjordiske lagre i Norge, hvor de amerikanske Marinekorps har stationeret i hundredevis af køretøjer, som norske soldater passer og plejer, hvis de skal bruges en dag.

Øvelser og synlig tilstedeværelse
Men det indebærer også deltagelse i store multinationale øvelser. Den største NATO-øvelse i mange år var Trident Juncture i sensommeren 2015, hvor 36.000 soldater fra mere end 30 lande deltog. Senest har amerikanske styrker været i Norge som del af Exercise Cold Response, som samlede 16.000 soldater fra 13 lande, herunder 3.000 amerikanske soldater. Øvelsen sluttede for kort tid siden.

Disse øvelser er klare signaler om at NATO er klar til at stå imod russisk pres, og USA spiller som altid en central rolle.

Men de amerikanske styrker stationeret i østeuropæiske lande er også begyndt på en ny form for operationer, som skal vise deres tilstedeværelse.

Den 20. marts 2015 var en stor konvoj af militære køretøjer færdige med en øvelse i de baltiske lande. Men i stedet for at blive transporteret hjem på godstoge og lignende, som ellers er normalt, så kørte de den lange tur hjem til Tyskland. Det gav en tur fra den 20. marts til 1. april, hvor konvojen kørte igennem en række østeuropæiske lande, med det klare formål at vise lokalbefolkningerne, at USA var der. Det var et utrolig succesfuldt PR-stunt, som kunne følges på sociale medier under #DragoonRide. Alle steder hvor konvojen kørte, blev de mødt med folkemængder og begejstrede tilråb. Denne type operationer er senere blevet gentaget flere steder i Østeuropa.

Svigtede Obama Ukraine?
Det er et af de spørgsmål, som oftest stilles i forbindelse med Obamas tid som præsident: Har han svigtet? Det har været spørgsmålet når det handlede om det Arabiske Forår, kampen mod Islamisk Stat, situationen i det Sydkinesiske Hav, og altså også med Ukraine. I tilfældet med Ukraine er det dog forholdsvis kompliceret. Fordi Ukraine ikke er medlem af NATO, var der som nævnt ingen allianceforpligtelser, der trådte i kraft, da russiske styrker annekterede Krim-halvøen.

Med manglende allianceforhold og risikoen for at eskalere konflikten ved at provokere Rusland, så var Obamas muligheder ret begrænsede.

Men man må bemærke, at USA siden sommeren 2014 har markeret sig i Europa. Man har sendt tropper tilbage til Europa i forholdsvis stor stil, man har øget budgettet til europæiske operationer og stillet sig bag (og foran) de europæiske allierede, når der skulle tales sanktioner mod Rusland.

Præsident Obama har altså, indenfor de eksisterende rammer, reageret beslutsomt men afmålt. Man skal ikke risikere at provokere den revanchistiske russiske regering, men på den anden side er man nødt til at vise, at Artikel 5 i NATO’s charter, løftet om fælles forsvar, stadig er gældende. Det er den balancegang, som præsident Obama balancerer i øjeblikket.

Ukraine har fået USA tilbage til Europa
Så hvis vi overhovedet skal se en minimalt positiv ting ved situationen i Ukraine, så er det at de europæiske lande har fået vished for, at USA stadig er opmærksomme på os. Europa er ikke helt færdige med at være ”forbrugere af sikkerhed”, og fordi NATO er så vigtigt for USA, så har man taget konsekvensen og er begyndt at sende materiel og soldater tilbage igen.

Men fra europæisk side må vi også være klar over, at der vil komme kontante opsange fra amerikansk side i tiden op til topmødet i Warszawa til juli. For nok er man villige til at komme tilbage til Europa for at hjælpe mod Rusland, men man er trætte af at de europæiske lande ikke bidrager nok til NATO i amerikanernes øjne. Det klareste stridspunkt er kravet om at medlemslandene skal bruge 2% af deres BNP på deres forsvarsbudget, det er et krav for alle medlemmer. Det er dog ikke mange medlemslande, som lever op til dette krav, og det er USA trætte af. Man synes ikke det er rimeligt, at USA skal bære størstedelen af byrden, mens de øvrige lande ikke lever op til deres del af aftalen. End ikke aktive nationer som Danmark undgår kritik i disse tider. Det kan godt være, at Danmark har været aktivt med i stort set alle operationer siden 2001, men man lever stadig ikke op til kravet om 2%. Det fordrer kritik, og det er ikke kun fra amerikansk side.

Så det kan godt være at storebror er tilbage, men han er meget klar over hvem han ikke synes bidrager til sikkerheden i skolegården – og dem kan han godt blive lidt træt af.