Kan Ukraine reformeres?

Siden Ukraines uafhængighed i 1991 har skiftende regeringer talt om at reformere samfundet. Den ukrainske borger drømmer om at komme til at leve i et europæisk retssamfund med troværdige institutioner fri for korruption. Hvorfor er det så svært trods de mange håbefulde viljer?

Af Hanne Severinsen, tidligere MF, Venstre, og valgobservatør i Ukraine

”Den gode nyhed er, at Ukraine er ved at kravle op af det dybe hul, vi længe har befundet os i. Den dårlige nyhed er, at der er længere op end vi troede”. Sådan beskrev den russiskfødte Ukrainske forfatter Andrej Kurkov situationen, da han besøgte Danmark i sidste uge.

Under den Orange revolution i 2014 troede man, at det var nok at udskifte den korrupte Præsident med en ny og bedre.
10 år efter på ”EuroMaidan” under ”The revolution of Dignity” var man blevet klogere: Det var systemiske reformer, der var brug for. Men de lader vente på sig, selvom reformer er EU’s krav, hvis man skal hjælpe Ukraine op ad hængedyndet.

To år efter EuroMaidan gik præsidenten til parlamentet og bad dem om at vælte premierministeren. Men tilsyneladende bad han samtidig nogle af sine håndgangne mænd om at liste ud ved afstemningen, så der ikke blev flertal.
Samme dag (16 februar) indgav Statsanklageren sin afskedsbegæring efter talrige anklager om korrupt ineffektiv efterforskning af de mange korruptionsskandaler – men en måned efter vendte selvsamme tilbage i embedet og havde” bare været på en lille ferie”

Det særlige anti-korruptionskontor, som efter 1 marts skulle overtage korruptionsbekæmpelsen var ved sin start ikke funktionsdygtig fordi man endnu ikke – efter mange måneders tovtrækkeri kunne enes om at vælge kommisionsmedlemmerne. Dog, en time før præsidenten 16 marts skulle stå skoleret for EU i Bruxelles om de manglende reformer – lykkedes det endelig at sammensætte kommissionen.

I en EU skeptisk tid er det dejligt at konstatere, at den almindelige Ukrainske borger opfatter EU som synonymt med en retsstatstilstand fri for korruption i skarp kontrast til de hændelser, som er beskrevet ovenfor.
Magtens tredeling er en by i Rusland.

I Sovjettiden var partiets vilje lov. Den offentlige anklager havde ”prokuratura”(oversight function) og udøvede i samarbejde med KGB partiviljen med magt til at kontrollere ministerier, institutioner, og virksomheder. Man var disciplinær myndighed over for dommere, politiet, skatteopkrævere, miljømyndighed osv.

Denne funktion fortsatte i den nye ukrainske stat med en – i praksis – sammensmeltning af præsident og anklagemyndighed.

Denne magtkoncentration er, trods reformer på papiret, stadig en vigtig kilde til myndighedsmisbrug fra top til bund i et system, hvis arbitrære myndighedsudøvelse og ”dummebøder” har været en hæmsko for udviklingen små og mellemstore virksomheder og for at tiltrække udenlandske investeringer.

Reform af anklagemyndigheden er derfor en af EU’s topprioriteter. På plussiden tæller, at det er lykkedes at reformere en stor del af politiet.

Desværre har der hidtil kun været udnævnt statsanklagere, der absolut ikke syntes det var en god ide at reformere embedet og som derfor har fortsat som man plejer, – og som måske har kunnet gøre det, fordi de har en livsforsikring liggende i skrivebordsskuffen i et Ukraine, hvor alle har noget på alle!

Partier uden politik
Trods krig og truende bankerot er det alligevel lykkedes ukrainerne at gennemføre et fredeligt præsidentvalg, dernæst parlamentsvalg og sidste efterår lokalvalg.
Men situationen er alligevel, at regeringen, trods et ”reformflertal” i parlamentet ikke reformerer særlig meget. Den gamle garde af opportunistiske medlemmer af parlamentet, der har skiftet side gennem tiderne, sidder stadig og blokerer.

For at få et nyt uafhængigt pust har man hentet udlands-ukrainere hjem og sat dem ind i vigtige regeringsposter.
Men i februar forlod den litauiskfødte økonomiminister Aivaras Abromavicius sin stilling, fordi hans reformforslag blev blokeret og man forsøgte at placere uduelige personer i hans ministerium. Han ville ikke risikere at blive en pæn facade, der skulle kamuflere manglen på egentlige reformer.

Dette er deja vu. Ukrainsk politik har aldrig rigtig handlet om politik, men om forretningsinteresser omkring personer. Partierne er i praksis selvsupplerende idet opstilling og placering ikke er noget vælgerne har indflydelse på. Partilisten bestemmes fra oven – der er folk til at pynte på listen – der er folk man skylder noget – og der er folk, der selv betaler for placeringen – eller som er på en oligarks lønningsliste.

Når man alligevel kan have et forsigtigt håb for fremtiden, er det fordi en del af de yngre nye parlamentsmedlemmer der skulle pynte og legitimere partilisterne ved sidste valg, i dag gør et fremragende arbejde i parlamentet ved – på tværs af partier – at rapportere om hvad der sker bag kulisserne.

Valg i utide vil ikke løse problemerne
Hvis ikke der snart kan dannes en ny regering, kan der blive udskrevet valg. Det vil ikke løse problemerne så længe valgloven ikke er ændret. Den er i stedet strammet op, således at det nu er tilladt partitoppen – efter valget – at korrigere og supplere partilisten – altså bestemme hvem der er blevet valgt.

Det er vigtigt at EU fortsætter med at holde fanen højt, og kræve reformer – også når det gælder valgsystemet. Man bør insistere på anbefalingerne fra OSCE og Europarådet om at få en ”bottom up” model, hvor vælgerne har indflydelse på hvem der vælges, således at vælgerne repræsenteres værdimæssigt såvel som geografisk.

Ukraine er blevet svækket ved de sidste to år at skulle forsvare sig overfor den russiske aggression. Det bør vi hjælpe dem med. Men den russiske aggression kan i det lange løb bedst bekæmpes, hvis man får mulighed for at demonstrere hvordan et frit lovbaseret og reformeret system kan frigøre de iværksættergener og naturressourcer, der vitterligt findes i det Ukrainske samfund.

Hanne Severinsen er tidligere folketingsmedlem for Venstre og var i begyndelsen af 90erne udenrigsordfører og var i 1990-2008 medlem af Europarådets Parlamentariske Forsamling hvor hun blandt andet var Rapporteur for Ukraine og valgobservatør.