Ukraine – Ruslands hjerteblod

Rusland tillægger Ukraine så stor vigtighed, at tanken om at miste kontrollen er uantagelig. Derfor har Rusland med annekteringen af Krim og sin støtte til oprørerne i Østukraine bragt sig på kollisionskurs med Vesten i en grad, så mange taler om ny Kold Krig.

Af Claus Mathiesen, lektor, Forsvarsakademiet

Rusland har haft udviklingen i Ukraine i fokus, siden landet blev selvstændigt i 1991. Årsagerne er mangfoldige og ofte overlappende, såvel politiske, økonomiske, militærstrategiske og kulturelt-historiske.

Straks ved Sovjets opløsning oprettedes Sammenslutningen af Uafhængige Stater (ru. SNG, en. CIS). Denne organisations sammenhængskraft og effektivitet har været stærkt udfordret på grund af forskellige interne uoverensstemmelser mellem de postsovjetiske stater. SNG’s militære komponent blev således i 2003 omstruktureret til en organisation, som i dag består af kun seks stater, der for alvor vil være med, den såkaldte Kollektive Sikkerhedsaftaleorganisation (ru. ODKB, en. CSTO).

På samme måde har det haltet med det politiske og økonomiske samarbejde. Præsident Putin satte derfor omkring 2010 for alvor fart i et storstilet projekt kaldet Den Eurasiske Union. Målet er at forene alle de tidligere sovjetrepublikker og være åben for andre interesserede. Men i realiteten har det været beskedent med interessen. Rusland, Kazakhstan og Hviderusland udgør de ike altid lige enige kernelande, siden er mindre, ubemidlede stater som Armenien og Tadjikistan kommet til.

Fra starten var Ukraines deltagelse i det eurasiske projekt vital for dets bæredygtighed. Med den tidligere præsident Janukovitj ved magten så alt da også ud til at falde ud til Moskvas gunst med underskrivelsen af Toldunionsaftalen i november 2013. Men så startede hele forløbet med oprøret på Uafhængighedspladsen, annekteringen af Krim i foråret 2014 og indledningen på den endnu uløste konflikt i Østukraine.

Ukraines uventede afvisning af deltagelsen i Putins prestigeprojekt var et hårdt slag. Ukraines deltagelse skulle give projektet den ”kritiske masse”, som kunne sikre fremdrift. Det er et marked med 45 mio. indbyggere og en uforløst økonomisk ressource.

I militærstrategisk henseende var udsigten til at miste kontrollen over Ukraine ikke mindre ubærlig. Georgienskrigen i august 2008 viste for første gang Ruslands vilje til at anvende militær magt for at hindre NATOs fortsatte optagelse af medlemmer mod øst. Men Ukraines militærstrategiske betydning for Rusland er usammenligneligt større end Georgiens. Generalerne i den russiske Generalstab forestiller sig stadig et angreb mod Moskva over land, hvor Ukraine kunne blive et ideelt opmarchområde. NATO’s flyoperationer på Balkan, i Irak og Libyen har vakt rædsel hos den øverste russiske militære ledelse, og her er Krim en fremragende fremskudt position for placering af langtrækkende luftværn og andet invasionsforsvar. Sortehavsflådens base på Krim har været Ruslands og Sovjetunionens udgangspunkt for maritim indflydelse i hele den østlige Middelhavsregion. Dette blev tydeligt illustreret i forbindelse med operationerne i Syrien, som blev indledt ultimo september 2015.

Endelig er der de historisk-kulturelle relationer, som især i den politiske retorik tillægges stor betydning. Her havner man i en hvepserede i en diskussion om, hvilke dele af den russiske, ukrainske – og for så vidt også hviderussiske – historie, der ”tilhører” hvem. Rusland har forsøgt at tage patent på Kievriget som roden til alt russisk, herunder antagelsen af den ortodokse tro og Kiev som alle russiske byers moder. Heroverfor står en ukrainsk historiefortælling, som tegner en ubrudt linje, hvor Rusland fremstilles som erobrer, kolonimagt og undertrykker.

Her er der ingen enkle svar. Men den ukrainske nationale identitet var tilstrækkelig forskellig fra den russiske til, at man ved oprettelsen af Sovjetunionen ikke lavede en enhedsstat, men en formel union, hvori der indgik en selvstændig, ukrainsk sovjetrepublik – og i øvrigt også en hviderussisk. Den herskende russiske tilgang til det er, at ukrainsk og hviderussisk er russiske dialekter, og ingen af landene har en selvstændig kultur eller historie.

Alle anførte synspunkter anvendes af Rusland og de russiske medier i forhold til Ukraine. Hertil kommer en formuleret politik om ikke at lade de ca. 25 mio. russere i stikken, som ved Sovjets opløsning endte uden for det nye Ruslands grænser, heraf flere millioner i Ukraine. Hos mange russere er der i dag en forståelse af, at de områder, som ved opløsningen blev ikke-russiske, retteligen burde tilhøre Rusland. Det er svært at afgøre, i hvilken grad den slags argumenter er politisk retorik, og hvor meget der er udtryk for reel revanchisme eller ”neoimperialisme”, som nogen vil kalde det.

Fra konfliktens start og frem til anden halvdel af 2015 fyldte den uhørt meget i russiske medier. I månedsvis var behandlingen heraf massiv. Vinklen var stærkt anti-ukrainsk med endeløse gentagelser af det nye styres manglende legitimitet og dets rødder i fortidens fascistiske spøgelse. USA, der i russisk optik er roden til alt ondt, blev konstant angrebet for sin rolle som dukkefører for både EU og Ukraine. De daglige nyhedsudsendelsers første tredjedel eller mere var viet disse emner.

Syrienkonfliktens indledning ultimo september 2015 trak på alle måder fokus væk fra Ukrainekonflikten. Det gjaldt såvel russiske som vestlige medier. Det gjaldt i nogen grad også bestræbelserne på at finde en løsning på knuden i Østukraine – og den ikke mindre gordiske knude, nemlig Krims status.

Med nedtrapningen af det russiske militære engagement i Syrien kan man gisne om, hvorvidt det betyder en optrapning af konflikten i Østukraine. Det kan ikke udelukkes, men i hvert fald må Rusland forventes igen at gå mere aktivt i processen om at finde en holdbar løsning med udgangspunkt i Minsk-processen, som reelt er gået i stå. I mellemtiden bliver regeringen i Kiev i stigende grad kritiseret for ineffektivitet og ulyst til at skabe løsninger. Manglende fremskridt kan føre til genlancering af den løsning, som sandsynligvis vil finde anvendelse i 2016 for Sydossetien og muligvis for Abkhasiens vedkommende, nemlig en folkeafstemning om anmodning om optagelse i den russiske føderation. Altså en fortsættelse af den tilgang, som Rusland har anvendt i forhold til både de to georgiske udbryderområder og til Krim. Kun en meget aktiv indsats fra den handlingslammede ukrainske regering kan forebygge yderligere optrapning af konflikten, måske militært, men med sikkerhed politisk.

Claus Mathiesen, cand.mag., lektor i russisk sprog, kultur og militære forhold på Forsvarsakademiets Institut for Sprog og Kultur.