Den svære sikkerhedsdagsorden

Traditionelt set er forholdet mellem USA og Brasilien godt, men på det sikkerhedspolitiske område, har der været flere tegn på uenigheder. I Brasilien ser man helst, at USA ikke blander sig i sydamerikanske sikkerhedsanliggender. Men sådan ser man ikke helt på det i Washington D.C.

Af Steen Fryba Christensen

BRIK-PANEL: Brasilien har i de sidste 100 år forsvaret principperne om selvbestemmelse og ikke-intervention i andre staters interne affærer. Igennem store dele af det 20. århundrede har Brasilien været kendt for at have haft et særdeles godt forhold til USA på den internationale politiske scene. USA kvitterede således for Brasiliens bidrag på de allieredes side under anden verdenskrig ved at støtte Brasiliens stræben efter at blive et moderne industrisamfund med teknisk og finansiel opbakning i årene efter krigen.

Under Den Kolde Krig kort efter det brasilianske militærkup i 1964 bidrog Brasilien tilsvarende til en amerikansk militær intervention i Den Dominikanske Republik i 1965 i modsætning til de fleste Latinamerikanske lande, der var imod den amerikanske intervention.
Militærstyret var ligeledes på USA’s side i relation til USA’s modarbejde af den demokratisk valgte og socialistisk orienterede chilenske regering under Salvador Allende i starten af 1970’erne.

Efter Den Kolde Krig
Efter Den Kolde Krigs afslutning er dette tætte forhold imidlertid kommet på prøve på sikkerhedsområdet. Udviklingen i USA’s sikkerhedspolitik og sikkerhedsdoktrin efter terroranslaget mod World Trade Center i New York i 2001 har kun understreget modsætningerne mellem de to landes syn på sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Med den Kolde Krigs ophør opstod en tendens til en ændret verdensorden, hvor statslig suverænitet i voksende grad blev gradbøjet og set som en størrelse, der var betinget af de enkelte staters opførsel, især i situationer hvor massive brud på menneskerettighederne fandt sted. I Brasilien var der, ikke mindst inden for militæret, en bekymring for denne gradbøjning af suverænitet og ikke-interventionsprincipperne. Bekymringen var, at de ledende lande med USA i spidsen ville anvende den nye interventionsdagsorden selektivt i egen interesse mere end ud fra noble idealer. Konkret var bekymringen i forhold til Brasilien selv, at der i relation til den stigende opmærksomhed omkring globale miljøproblemer, kunne opstå en situation, hvor fremmede magter med USA i spidsen ville blande sig i Brasiliens indre anliggender ud fra en bekymring om en eventuel destruktion af Amazonas, eller i forsvar af en indiansk ‘nation’ over for den brasilianske stat og ‘nation.’ Frygten var altså, at gradbøjningen af suverænitetsprincippet i den internationale orden kunne bevæge sig ind på nye områder.

Sikkerhedsdoktrinen
Efter terroranslaget i New York indførte USA en ny sikkerhedsdoktrin, der lagde op til en mere unilateral sikkerhedspolitik, der skulle sikre USA’s interne sikkerhed. Denne doktrin lå til grund for Irak-krigen, hvor USA’s hovedargument for at intervenere i Irak var dette lands besiddelse af masseødelæggelsesvåben, som eventuelt kunne være en trussel for USA’s nationale sikkerhed. USA’s nye sikkerhedsdoktrin blev meget negativt modtaget i Brasilien, hvor doktrinen sås som en klar tilkendegivelse af, at USA ikke ville lade sig binde af en international retsorden på det sikkerhedspolitiske område, hvilket skabte et øget trusselsbillede eksempelvis mellemstore magter, der udviste interessemodsætninger i forhold til USA.

Frygten for ustabilitet
Brasiliens bekymring i denne sammenhæng har især været centreret omkring en frygt for, at ustabiliteten i Colombia relateret til dette lands guerrilla/terror-organisation FARC, der er involveret i international narkohandel, kunne sprede sig over landegrænser herunder den brasilianske og føre til brud på den nationale territorielle integritet.
Denne frygt blev bestyrket ved en begivenhed i marts 2008, hvor den colombianske hær trængte ind på Ecuadors territorium, hvor en FARC-enhed blev likvideret. USA, som har et godt og tæt arbejde med den colombianske hær, forsvarede Colombia i denne sag, der førte til at Ecuador midlertidigt afbrød diplomatiske forbindelser med Colombia grundet dette lands militærs ulovlige indtrængen på Ecuadors territorium. Brasilien forsvarede sammen med mange andre lande i regionen, herunder Venezuela, Ecuadors position. Venezuelas regering blev mistænkeliggjort af Colombia og USA for at holde hånden under FARC og understøtte organisationen. Dette skabte en anspændt diplomatisk situation, hvor den Sydamerikanske Union med Brasilien og Venezuela i spidsen påbegyndte forhandlinger om at etablere et Sydamerikansk Sikkerhedsråd i april 2008.

Sydamerika for sydamerikanerne
Allerede i juni 2008 spillede USA ud med, at man ville genaktivere den Fjerde Flåde (der har Sydatlanten som sit område), efter at denne enhed var blevet deaktiveret i 1950. Dette skabte stor mistænksomhed omkring USA’s intentioner i Sydamerika. Venezuela frygtede en mulig amerikansk invasion, der kunne bygges på et påskud om Venezuelas samarbejde med FARC eller noget andet. Brasilien udtrykte ligeledes stor modvilje mod det nye tiltag fra USA’s side, og efter etableringen af det nye Sydamerikanske Forsvarsråd i 2009, er Brasiliens ex-forsvarsminister citeret for at have sagt, at han ønskede et ‘Sydamerika for Sydamerikanerne’ med en klar henvisning til, at Brasilien ønskede USA på afstand fra Sydamerika i en sikkerhedsmæssig forstand.

Steen Fryba Christensen er professor ved Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet med særlig fokus på Latinamerika. Var i 2010 medforfatter til bogen ‘Fremtidens Stormagter’ om BRIK-landene, hvor han skrev bogens første del om Brasilien. Analyserer hver måned Brasiliens relation til USA i Kongressen.coms BRIK-panel