Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

Tid til at vende kikkerten mod Vestafrika

I de senere år er piratplagen rykket fra Øst- til Vestafrika. Der er tale om en ny type af pirateri, hvor de gode erfaringer fra Somalia ikke umiddelbart kan kopieres. I stedet er der behov for en bredspektret indsats i tæt samarbejde med lokale aktører.

Af Maria Bruun Skipper, underdirektør, Danmarks Rederiforening

Ikke siden maj 2012 er somaliske pirater lykkedes med at kapre et handelsskib i farvandet ud for Østafrika. Faktisk vurderes den aktuelle trussel nu så lav af Forsvarets Efterretningstjeneste, at Danmark har kunnet trække sit flådebidrag fra området. Forsvaret vil dog forsat bidrage på anden vis, bl.a. med overvågningsfly, da de bagvedliggende årsager ikke er bekæmpet, og problemet dermed kan risikere at blomstre op igen.

Det virker altså, når der sættes handling bag ordene, og man giver piraterne kamp til stregen. Det er en vigtig lære, som vi skal tage til os, når vi vender kikkerten fra Øst- til Vestafrika. For den positive udvikling ved Somalia betyder desværre ikke, at den globale søfart nu er fri af piratplagen. I takt med at piraternes forretningsmodel er blevet presset i øst, har vi over en årrække set stigende udfordringer i vest ved Guineabugten.
Alene ud for Nigeria var der sidste år 14 angreb – og dertil er der adskillige angreb, som aldrig bliver indberettet. Det er en alvorlig udfordring for dansk søfart, da der på ethvert givent tidspunkt befinder sig et større antal danske skibe i farezonen i Guineabugten. Alene til Nigeria anløber danske skibe mere end 500 gange om året.

Ny trussel kræver gentænkning
Angrebene i Guineabugten er anderledes end dem, vi har oplevet ud for Somalia. Hvor de somaliske pirater oftest kaprede hele skibet med besætning for herefter at forhandle løsesum, går piraterne i vest efter den hurtige gevinst ved at stjæle lasten eller kidnappe udvalgte besætningsmedlemmer. Derfor er angrebene også ofte meget brutale.
Blandt andet på grund af manglende infrastruktur i Vestafrika må skibene ofte vente længe på at kunne komme i havn med deres last, hvilket øger risikoen for overfald. Samtidig er piraterne spredt over et meget stort geografisk område, ligesom kyststrækningen er delt mellem mange forskellige suveræne stater. Dertil kommer at forbrydelsen typisk finder sted indenfor landenes territorialfarvand og ikke i internationalt farvand, som det har været tilfældet ud for Somalia. Det gør det vanskeligt at sende internationale flådebidrag.

Fra hårde til bløde initiativer
Værktøjskassen er derfor en anden, end den vi kender fra Somalia, der især var en militær indsats med flådebidrag samt handelsskibenes egne beskyttelsesforanstaltninger, herunder bevæbnede vagter. Piratbekæmpelsen i Vestafrika kræver derimod en bredere indsats, der også omfatter blødere værktøjer.

Nøglen til problemet er nemlig i høj grad at etablere et tæt samarbejde med de mange kyststater, da det i sidste ende er dem, der kan sikre et ordentligt værn mod piraterne, da forbrydelserne ofte sker tæt på kysten og dermed i territorialt farvand.

Danmark kan fortsat bidrage til at løse problemet, som belaster samhandlen og dermed er en hæmsko for regionens udvikling. Danmarks rolle er at støtte og hjælpe med at opbygge den nødvendige kapacitet i tråd med Danmarks piratstrategi fra 2015.

Der skal både etableres ordentlige farvandsovervågning på tværs af kyststaterne, ligesom der skal reageres, når handelsskibe overfaldes. Derfor er der behov for træning og rådgivning, så de afrikanske lande i regionen gennem lokale og regionale initiativer kan leve op til deres ansvar for maritim sikkerhed.

Den hårde løsning, der har virket i øst, skal derfor i Vestafrika suppleres med mere bløde initiativer i tæt samarbejde med de regionale og lokale aktører. Kun sådan får vi sat en stopper for Afrikas piratplage.

Maria Bruun Skipper er underdirektør i Danmarks Rederiforening. Maria leder afdelingen Sikkerhed, Sundhed, Miljø og Innovation, der bl.a. har ansvar for pirateri.

Written By

Kongressen.com er et uafhængigt netmedie om amerikanske samfundsforhold. Vi grundlagde mediet i oktober 2012 ud fra den ambition at tilføre dækningen af supermagten substans og analyse. Som verdens supermagt spiller USA en helt central rolle for den verden, som Danmark er en del af. Derfor er der behov for at dække såvel amerikansk indenrigs- som udenrigspolitik på en mere kvalificeret og nuanceret måde. Lige som der er behov for at fortælle historier om det amerikanske samfund generelt. Det er det, vi her på Kongressen.com ser som vores fornemmeste opgave at gøre.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen