FN er blevet den globale sikkerhedsaktør ingen turde håbe på

Trods fejl og mangler er FN en uundværlig aktør i international fred og sikkerhed. Mange af organisationens kvaler skyldes faktisk dens bestanddele – vi, medlemsstaterne. Samtidig underkender forestillingen om, at FN altid kan være garant for varig fred kompleksiteten i de kontekster, vi beder FN agere i.

Af Kristoffer Nilaus Tarp, analytiker, DIIS

Det siges ofte, at hvis FN ikke fandtes, så ville vi blive nødt til at opfinde det. Her glemmer man måske, at FN måske nok blev ”opfundet” i kølvandet på anden verdenskrig, men at FN systemet i dag mest af alt afspejler 70 års konstant udvikling og – desværre også – indvikling. Udsagnet fremføres ofte som et forsvar for et FN der, ligesom demokratiet er den mindst ringe styreform, synes at være den mindst ringe måde at prøve at løse (al)verdens problemer på. Vores sidste, bedste håb sagde Kennedy om FN, men sandheden er, at for mange mennesker i verden er FN også det eneste håb.

Den gode nyhed er, at det i dag giver markant bedre mening at søge beskyttelse af FN end det gjorde for bare 20 år siden. Efter folkedrabene i Rwanda og Srebrenica i midt-halvfemserne har FN’s fredsbevarende missioner nydt godt af klarere og mere robuste mandater, hvor beskyttelse af civile betragtes som det primære formål. FN’s fredsbevarende apparat er også blevet en bedre smurt maskine. Dog skal man altid huske på, at FN ikke har sin egen hær og derfor er helt afhængige af militære bidrag fra verdens lande. Denne afhængighed er ikke blevet nemmere at håndtere, efter at de vestlige lande igennem de sidste 20 år reelt har undslået sig for at bidrage med soldater. En hver kritik af FN’s indsatser må tage udgangspunkt, at FN er summen af os – medlemsstaterne og vores engagement. På trods af disse begrænsninger har FN’s knap 70 fredsbevarende missioner (56 siden 1988) reddet millioner fra død og ødelæggelse gennem tilstedeværelse, overvågning og magtanvendelse. En række lande hvor FN’s fredbevarende missioner har afholdt stridende parter fra at maltraktere hinanden og dem der måtte komme i vejen – Angola, Cambodja, Mozambique, Sierra-Leone, Østtimor m.v. – er i dag kommet videre og har bevæget sig langt væk fra borgerkrig og voldelig konflikt.

Ligeså forkert som det ville være alene at tilskrive FN æren for disse successer, ligeså forkert ville det være, at negligere betydningen af de fredsbevarende indsatser i disse lande. FN har således både en klar berettigelse i fht. at forhindre voldelige konflikter i at kræve endnu flere ofre i mange af de globale afkroge, hvor eksempelvis Danmark aldrig kunne drømme om at engagere sig.

Den dårlige nyhed er, at FN på ingen måde er garant for, at der rent faktisk sikres en varig fred. Mens de blå hjelme ofte kan tilsikre, at våbnene sænkes, findes der utallige eksempler på, at stridsøksen samtidig holdes klar bag ryggen. Igennem 15 år har FN forsøgt at skabe fred i det østlige Congo. I snart 10 år har FN sammen med den Afrikanske Union forsøgt det samme i Darfur. Haiti og Somalia hver haft 5 fredsbevarende missioner gennem de sidste to årtier og Burundi, der længe blev regnet til succeshistorierne, oplever etniske og politiske spændinger ikke ulig situationen i Rwanda før folkemordet. Fælles for disse hårknuder er den manglende vilje til freden blandt de stridende parter, uden hvilken alle fredbestræbelser er dømt til at fejle. Diverse FN udredninger peger i disse tider netop på behovet for politiske løsninger – hvilket ofte kræver et pres og et engagement, der ligger langt ud over, hvad FN som organisation kan mønstre. Igen peger pilen desværre tilbage på summen af os – medlemsstaterne og vores engagement – i fht. at skabe de rette omstændigheder for en politisk løsning. En effektivt og robust fredsbevarende styrke kan desuagtet være en vigtig brik i fht. at skabe disse rette omstændigheder – at få de stridende parter til at kigge hinanden i øjnene, at tvinge dem til forhandlingsbordet, at tillade at løsninger kan afsøges.

FN kan som en nu 70-årig freds- og sikkerhedsaktør se tilbage på en tilværelse med mange knaster men også mange sejre – vundet i nogle af verdens mest krævende og utaknemmelige kontekster, hvor fraværet af geopolitiske interesser efterlader civilbefolkningen uden venner blandt verdens tunge militære spillere. Millioner af disse skylder i dag de blå hjelmes tilstedeværelse deres liv og er på trods FN’s mangfoldige fejl nok enige i, at hvis ikke FN fandtes, ville vi blive nødt til at opfinde og udvikle det hurtigst muligt.

Kristoffer Nilaus Tarp er analytiker på Dansk Institut for Internationale Studier, selvstændig rådgiver og har en baggrund i FN’s kontor for fredsopbygning