Da New Hampshire gjorde Bill Clinton til ‘The Comeback Kid’

New Hampshire har gennem årene knust mange præsidentdrømme. Men har samtidig også været stedet, hvor store comeback fortællinger er begyndt. Den mest kendte står Bill Clinton for, da han tilbage i 1992 reddede en andenplads i land og derfra kæmpede sig tilbage i ræset og hele vejen til Det Hvide Hus

George Stephanopoulos kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Det var ikke første gang, at han sad på sit kontor og så fjernsyn. Ligesom det langt fra heller var første gang, at han så personen på skærmen rette angreb mod hans chef, Arkansas´ demokratiske guvernør, Bill Clinton. Men når den ellers normalt så stilfærdige og vellidte Stephanopoulos var ved at tabe kæben og samtidig følte en stigende grad af vrede i kroppen lige netop denne januardag i 1992, var det fordi de angreb, som kvinden på skærmen kom med, var af en sådan kaliber, at det potentielt kunne smadre hele ´Clinton For President 92´-kampagnen.

Kvinden på skærmen, var natklubsangerinden Gennifer Flowers. En lokal kvinde fra Clintons hjemstat, Arkansas, og som efter sigende skulle have haft et forhold til manden, der nu kandiderede til verdens mægtigste embede. Clinton selv havde afvist beskyldningerne, senest aftenen inden Flowers´ pressemøde, hvor han sammen med sin hustru, Hillary, havde deltaget i tv-programmet 60 Minutes, hvor værten, Steve Kroft, havde spurgt ind til Clintons påståede sidespring. Både Bill og Hillary afviste påstandene, men Bill gik dog så langt, som til at indrømme, at der gennem årene havde været problemer i ægteskabet. Og at han skam godt kendte Flowers, men ikke på den måde, som det nu blev påstået.

60 Minutes-interviewet havde været ment som en brandslukningsøvelse fra Clinton-kampagnens side. Hvis han og Hillary sammen kunne fremstå som en fasttømret enhed og en gang for alle aflive Flowers-historien, så burde den vigtige sejr ved primærvalget i New Hampshire et par uger senere være inden for rækkevidde. Ifølge målingerne stod Clinton stærkt, men Flowers-historien kunne blive alvorlig, hvis den fik lov at udvikle sig. Derfor skulle den pandes ned med det samme. Om det helt var lykkedes med 60 Minutes-interviewet, tja, det håbede Stephanopoulos. For selv om hans chef ikke just havde afvist påstanden om affæren med Flowers i utvetydige vendinger, så burde det være nok. Nu handlede det om at få fokus tilbage på fortællingen om, hvordan Clinton ville få præsidentembedet tilbage på demokratiske hænder efter små 12 år med først Ronald Reagan og nu George H. W. Bush.

Men nej.

For nu stod Gennifer Flowers for rullende kameraer og kom med den oneliner, der siden skulle blive et af de mest kendte klip fra 92-kampagnen. ´Yes, I was Bill Clintons lover for 12 years,´ lød det fra Flowers, mens fotograferne knipsede løs og journalisterne flittigt noterede på blokkene. Men det stoppede ikke her. For hvis hun ´bare´ fastholdt, at hun havde haft en affære med Clinton uden at kunne bevise det, var det en ´he said, she said´-historie, som vel nok ville være irriterende, men ikke umulig at håndtere for Stephanopoulos og hans kolleger. Men når vreden nu steg i kroppen på en af Clintons nærmeste medarbejdere, var det fordi Flowers havde båndoptagelser med på scenen. Båndoptagelser af hendes samtaler med Bill Clinton. Og båndoptagelser med indhold af den sprængfarlige slags.

Stephanopoulos bevarede fatningen, men var ved at eksplodere. Hvordan kunne hans chef være så skødesløs? Hvordan kunne han overhovedet finde på at gøre noget, der som dette kunne bringe hele kampagnen i fare? Og var det overhovedet muligt at få kampagnen tilbage på sporet kun et par uger før det vigtige primærvalg i New Hampshire? Svarene blæste i vinden, men rystet, ja, det var Stephanopoulos i sandhed denne vintereftermiddag tilbage i 1992.

De følgende dage fik Clinton kærligheden at føle og spekulationerne om, hvorvidt han kunne standse ulykken og kæmpe sig tilbage eller om han var en politisk død mand, begyndte at tage til. Clinton selv nægtede at overgive sig. Tværtimod kastede han sig ud i en overlevelseskamp, som skulle sikre ham et resultat, der var godt nok til at kampagnen kunne overleve og derfra komme tilbage på ret kurs. Det var næppe realistisk at slå rivalen Paul Tsongas, der rykkede fra Clinton i kølvandet på Flowers-sagen, men kunne han levere et resultat, der var bedre end forventet, ja, så kunne det formentlig bruges til noget. Dels grundet overraskelsesmomentet, dels grundet potentialet i comeback-historien.

Missionen lykkedes. Sejren i New Hampshire gik ganske vist til Paul Tsongas med 33,2 procent af stemmerne. Men Clinton kom ind på en stærk andenplads med 24,7 procent af stemmerne. Langt bedre end forventet og langt fra den potentielle katastrofe, Gennifer Flowers-affæren et par uger tidligere havde truet med.

Derfor var det også en svært tilfreds Bill Clinton, der sent om aftenen den 18. februar 1992 kunne indtage talerstolen foran sine lokale støtter og lettet erklære: ´New Hampshire, tonight, has made Bill Clinton The Comeback Kid´.

New Hampshire-resultatet blev den kickstart, som Clinton-kampagnen havde brug for. Og derfra gik guvernøren fra Arkansas som bekendt hele vejen til Det Hvide Hus.

24 år senere er Bill Clinton tilbage i New Hampshire for en stund. Kvinden ved hans side i 60 Minutes-interviewet, Hillary Clinton, er på stemmesedlen. Og har, nøjagtig som sin mand, brug for et godt resultat i New Hampshire. Ikke nødvendigvis en sejr, men et godt resultat, som der kan bygges videre på, når kampagnen sætter kurs mod sydstaterne. Det samme gælder de republikanske kandidater. Selv om ingen af dem kunne formentlig kunne finde på at recitere Bill Clinton i deres valgtaler i nat, så har flere af dem uden tvivl tænkt tanken om, hvor rart det kunne være, hvis New Hampshire kunne blive starten til deres comeback.

For selv om historien rummer talrige eksempler på, at New Hampshire blev endestationen for adskillige præsidentkampagner, så kan ´The Granite State´ også blive stedet, hvor det hele for alvor tager fart. Spørg bare Bill Clinton.