Hollandes svære balancegang efter terroren i Frankrig

Efter attentaterne i november 2015 iværksatte den franske præsident Hollande en række udenrigs- og indenrigspolitiske foranstaltninger for at garantere Frankrigs sikkerhed, foranstaltninger som har udbredt støtte hos et flertal i befolkningen. Problemet for præsidenten er, at støtten ikke primært kommer fra hans socialistiske bagland.

Af Henrik Prebensen, seniorforsker, Københavns Universitet

Efter terrorhandlingerne sendte præsident Hollande dette nytårsbudskab til omverdenen og til den franske befolkning: Frankrig er i krig. Frankrig giver ikke op. Trods sine tårer står Frankrig fast oprejst. Over for hadet har Frankrig vist styrken i sine grundlæggende demokratisk-republikanske værdier.

Frankrigs ydre udfordring
Den første udfordring for Frankrig er terror udefra. Staten skal foregribe målrettet terror som mod tegnerne fra Charlie Hebdo eller jødiske borgere, og forhindre blind terror som i Paris i november.

Dette mål håber Hollande, at kunne nå ved at tilintetgøre hvad han betegner som ”ondets rod”: Islamisk Stat (IS). De igangværende bombardementer intensiveredes straks efter 13. november med deltagelse af op til 30 fly baseret dels i Jordan og de Forenede Emirater; dels på hangarskibet Charles de Gaulle, der krydser i det østlige Middelhav.

På den diplomatiske front har Hollande besøgt en række stater for at prøve at opnå en udvidelse af koalitionen mod IS ved at inddrage Rusland og udbygge det europæiske, først og fremmest Tysklands, engagement, Frankrig har desuden fået vedtaget en FN-resolution, der opfordrer alle medlemsstater til at medvirke til at eliminere terrorens organisatører: IS, Al-Nusra og Al-Quaida.

Det er klart at Frankrig, der stadig ser sig selv som stormagt, ikke kan acceptere en krigslignende terror uden et magtfuldt modsvar. Men reelt er Frankrig en papirtiger. Asymmetrisk krigsførelse er vanskelig. Der er stor tvivl blandt franske eksperter om, hvorvidt bombardementer vil kunne tilintetgøre IS.

Også i Mali er Frankrig engageret i en militær konflikt med islamister. Her greb Frankrig i januar 2013 (Operation Serval) ind i kampe mellem den tuaregiske frihedsbevægelse, MLNA, og den Al-Quaida relaterede salafistiske milits Ansar Ad-Din (”troens forsvarere”), suppleret med og bevæbnet af lejesoldater fra Gaddafis desorganiserede militær på den ene side og Malis internationalt anerkendte regering, der i 2012 blev offer for et statskup, på den anden side. I Mali kunne Frankrig med en relativt begrænset militær indsats og uden for store utilsigtede kollaterale skader rydde terrænet for en tid, uden at modstanderen dog var effektivt nedkæmpet og ikke kunne fortsætte med den svages midler, bl.a. terrorhandlinger som for nyligt i Bamako. En varig pacificering, hvis den overhovedet er mulig, vil have uacceptabelt store økonomiske, menneskelige og moralske omkostninger.

Hvad angår kampen mod IS, er Syrien nu reelt scene for et stormagtsspil, hvor de lokale er spillekort i andres hænder, og hvor Rusland umiddelbart er den eneste deltager, der har politisk struktur og militær styrke til kynisk at trumfe sin vilje igennem. En demokratisk magt som Frankrig, hvor opinionen til syvende og sidst har det afgørende ord, kan ikke bruge alle den totale krigs midler medmindre landet er udsat for eksistenstruende militære angreb mod sit territorium. De bitre erfaringer fra de tabte ”krige” i Indokina i 1950’erne og i Algeriet i 1960’erne er stadig levende. Von Clausewitz’ lære om at ”krig er politik fortsat med andre midler”, gælder ikke for den moderne, vestlige verdens demokratiske stater. Kun hvis selve dens eksistens er truet kan tigeren smide sit papir.

Den indre udfordring
Den anden sikkerhedsmæssige udfordring er kontrollen med jihadismen på egen jord. Hollande har resolut udnyttet de ganske omfattende muligheder som forfatningen og lovgivningen giver præsidenten. Dagen efter november-attentaterne indførte han ”beredskabstilstand” med hjemmel i en lov fra Algierkrigen (1955), men uden at tage skridtet til den langt mere indgribende undtagelsestilstand, som forfatningen åbner mulighed for, og hvor militæret overtager en række civile myndighedsbeføjelser. Beredskabstilstanden giver regeringen tidsbegrænset ret til at ophæve etablerede borgelige rettigheder, og bl.a. foretage husundersøgelser uden forudgående dommerkendelse, beordre husarrest, varetægtsfængsle personer under mistanke, indføre lokale udgangsforbud, midlertidigt ophæve den europæiske menneskerettighedskonvention.

Yderligere iværksattes en række overvågnings- og bevogtningsforanstaltninger, som udføres af politi, gendarmeri og militær: væbnet patruljering og særlig overvågning af udsatte steder, såsom uddannelsesinstitutioner og religiøse bygninger, samt infrastruktur (fx atomkraftværker) og offentlig transport. Desuden er der personkontrol ved grænserne og demonstrationsforbud (fx ved COP21 i Paris).

Også vedrørende den indre sikkerhed er der debat om foranstaltningernes tilstrækkelighed. Bl.a. derfor har regeringen fremsat forslag om forfatningsændringer, der skal styrke effektiviteten, fx at beredskabstilstand skal kunne indføres ud fra samme regler som forfatningens bestemmelser om belejringstilstand i tilfælde af krig.

Blandt præsidentens initiativer til forfatningsændringer var desuden et forslag om at fratage personer deres statsborgerskab, hvis de dømmes for deltagelse i eller planlægning af terror. Forslaget splitter præsidentens politiske bagland, hvor mange anser det for i strid med republikkens retspolitiske grundværdier og frihedsidealer at skabe en kategori af statsløse, der efter udstået frihedsstraf vil have livsperspektiver med mindelser om middelalderens fredsløses, et liv i en slags immaterielt Guantanamo.

Opinionen
Opinionsmålinger har vist at over 90 % af befolkningen umiddelbart bakkede op om især forslaget om at lade ”jihadister” miste deres statsborgerskab. Efterfølgende har debatten om de etiske aspekter af en sådan foranstaltning, vakt tvivl hos en del, således at støtten til forslaget i februar 2016, hvor det behandles i parlamentet, er faldet til omkring 70 %. Om forslaget kan vedtages med det fornødne politiske flertal er tvivlsomt.
Præsidenten kan så vælge at sende det til folkeafstemning, hvor det ser ud til at kunne få flertal.

Folk synes generelt at acceptere de ulemper, som ”krigen” mod terror påfører dem i hverdagen. Den ellers stærkt upopulære præsidents opinionstal steg umiddelbart kraftigt. Regeringens talsmand udtalte: Præsidentens indsats for at imødegå terrortruslen er vellykket. Han har truffet de nødvendige beslutninger hurtigt og sikret franskmændenes enhed og sammenhold. Indsatsen imødekommer fuldstændigt befolkningens forventninger til landets præsident.

Henrik Prebensen har i mange år forsket og undervist i fransk historie og franske samfundsforhold ved Københavns Universitet