Connect with us

Hi, what are you looking for?

Kongressen.comKongressen.com

Politisk analyse

At være eller ikke være progressiv

De to tilbageværende demokratiske kandidater, Hillary Clinton og Bernie Sanders, mødtes i nat til debat i New Hampshire forud for tirsdagens primærvalg. Det blev en ophedet affære, der dog ikke havde nogen klar vinder. Og som formentlig ikke ændrer ret meget i det store billede

Hillary Clinton er træt af Bernie Sanders. Træt af hans beskyldninger om, at hun er i lommen på Wall Street. Træt af hans angreb om, at hun ikke er en rigtig progressiv politiker. Træt af hans angreb om at hun i sin tid stemte for Irakkrigen og derfor ikke har ordentlig udenrigspolitisk dømmekraft. Og mest af alt træt af, at han har vist sig mere modstandsdygtig end hun havde forventet.
Om Bernie Sanders er helt lige så træt af Hillary Clinton, som hun er af ham, kan ikke helt udelukkes. Han er i hvert fald træt af, at hun ikke er politisk på linje med ham og venstrefløjen. Og træt af, at hun konsekvent bliver ved med at karakterisere hans ideer som værende urealistiske.

At de to tilbageværende kandidater i den demokratiske primærvalgkamp er trætte af hinanden, kom for alvor til udtryk i nattens debat i New Hampshire. Det kom hurtigt til sammenstød, ikke mindst på spørgsmålet om, hvem der er progressiv og hvem der ikke er progressiv. Suppleret med diskussionen om, hvorvidt man kan være en ordentlig kandidat, hvis man har en Super PAC.

Bernie Sanders har længe kørt fortællingen om, at han er ´ægte´ progressiv, med det implicit, at det er Hillary Clinton ikke. På samme måde som det også ligger mellem linjerne, at fru Clinton, i Sanders´ optik ikke er en ordentlig kandidat, fordi hun har en Super PAC. Hvilket han ikke har.

Det har indtil videre givet større gevinst for Sanders end fru Clinton havde forventet. Derfor var hun kommet til New Hampshire med ønsket om at pande den præmis ned en gang for alle. Og det gik ikke stille for sig. Tværtimod skruede Hillary bissen på over for Sanders og fik i utvetydige vendinger gjort klart over for ham, at hun ikke længere ville stå model til hans påstande og indirekte angreb. Hvis du har noget at sige, så sig det lige ud, Bernie, lød beskeden fra den tidligere udenrigsminister.

Nattens debat havde ikke nogen klar vinder. Nøjagtig som i Iowa spillede de to noget, der minder om uafgjort, med stærk støtte fra de kernesegmenter, de hver appellerer til. Det samme var tilfældet med nattens debat. De tilhængere, der før debatten synes Bernie Sanders er fantastisk, gør det fortsat, nøjagtig som det samme gør sig gældende for Clintons tilhængere. Derfor er der heller ikke noget, der taler for at dynamikken ændrer sig i forhold til de kommende dages valgkamp eller for den sags skyld noget, der taler for, at debatten i nat var startskuddet til den slutspurt Hillary skal sætte ind, hvis hun skal nå at indhente Sanders i New Hampshire.

Interessant ved nattens debat var at se, hvordan både Clinton og Sanders fortsat prøver at opretholde en facade om gensidig respekt, selv om de begge er godt trætte af hinanden. Det lykkedes langt fra hele tiden, men dog noget af tiden.

Status efter nattens debat er således fortsat, at Bernie Sanders har kurs mod sejren i tirsdagens primærvalg i New Hampshire. Og at både han og Hillary ud fra hver deres udgangspunkt forsøger at bygge videre på deres fortællinger på baggrund af Iowa-resultatet. Bernie Sanders som den folkelige underdog og Hillary Clinton som den bedst egnede leder med den fulde politikpakke.

Det er fortsat fru Clinton, der er favorit til at vinde partiets nominering. Men lige i øjeblikket gør Bernie Sanders livet noget mere surt for hende, end hun havde forventet. Og det er hun jævnt træt af. Hvilket nattens debat understregede med al ønsket tydelighed.

Anders Agner Pedersen er chefredaktør på Kongressen.com. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og New York State University med speciale i amerikansk politik. Grundlagde Kongressen.com i 2012 og er en af landets mest benyttede USA-analytikere i både i tv og radio. Medvært på de populære podcastserier ‘POTUS’ og ‘Kennedyland’ og forfatter til flere bøger om amerikansk politik, blandt andet 'KENNEDY', 'De Største Taler' og senest 'Kampen Om Det Hvide Hus'. Skriver på en ny bog om amerikansk politik, der udkommer i 2025.

Click to comment

You must be logged in to post a comment Login

Leave a Reply

Læs også:

Copyright © 2021 Kongressen